TEKST & FOTO PETER BRINCH
”Far!” Ida brager ind i køkkenet. Når jeg forskrækket kigger op fra min computer og ud-bryder: ”Du får ikke en krone til pizza,” møder jeg en teenagers meget uforstående ansigt.
Vi er hjemme på fast grund igen, efter 14 måneders eventyr med arbejde og skole under den ene arm, og til tider hovedet under den anden. I efteråret 2016 tog vi, hvad alt for mange ikke tør, beslutningen om at gøre drøm til virkelighed. Min kone Sofia, vores tre døtre Ida på 11, Trine på 17, Trille på 9 og jeg kaster fortøjningerne på sejlbåden Libra, en lille 31 fods Hallberg-Rassy årgang 1975.
Fra Køge bugt over Biscayen til Spanien, Portugal, Afrika, Kanarieøerne og Italien, tjener Libras 15 m2 som hjem, skole og arbejdsplads. Loggen skriver 10.000 sømil ved hjemkomsten sensommeren 2018.”Far jeg har fået topkarakter i geografi!” Ikke engang en undskyldning når jeg at fremstamme, før Ida fortsætter: ”Og i spansk!” Nu tør vi endelig tro på det. Vores hjemmeundervisning af børnene virkede. Men med undervisningserfaring begrænset til fiskedam og stafet, føltes det som en større udfordring end storm på Biscayen, eller hul i båden.
14 måneders ferie er ikke noget alternativ14 måneders ferie er ikke noget alternativMere end 2000 sømil, to storme, et utal af små fantastiske havnebyer langs Europas Atlanterhavskyst og en genvundet tro på franskmændenes gæstfrihed. Vi underviser børnene to timer dagligt, Sofia passer sit arbejde som freelance webdesigner, jeg mit som skribent og fotograf. I slutningen af 2017 er vores eventyr godt i gang.
Sejlads kan noget helt specielt, børnene udvikler sig enormt til at begå sig i livet, det er vi ikke i tvivl om. Men den teoretiske ud-dannelse, den med bogstaver og tal, den er ikke kommet meget længere end til første frikvarter. Måske en mindre overdrivelse, men det er den følelse jeg vågner med hver morgen syd for Portugal. Skolens undervisningsplan og bøger bliver fulgt, men den model er bare mere designet til 30 børn i et klasseværelse, fællesaktiviter og gruppearbejde, end til en bådskole med tre børn på 15 m2. Sociale medier, YouTube og Netflix har desuden vist sig, at være blodtørstige modstandere i kampen om pigernes opmærksomhed. ”Det er min skyld, hvis de skal gå en klasse om, når de kommer hjem.
” Med gråden i halsen tvivler også Sofia – klarer vi udfordringen? For selvom vi snart er fremme ved den nordlige del af det afrikanske kontinent, solen skinner fra en skyfri himmel, det er varmere end i en finsk sauna, delfiner svømmer om kap med Libra, og de lange døgn på havet giver rig mulighed for skolearbejde, ja så er gennembruddet altså bare ikke kommet endnu. Vi mangler desperat en fungerende undervisningsmodel.
Vær kreativ
En skipper tænker ofte klart når han sidder alene ved roret om natten, i dette tilfælde mig. Efter så mange sømil, med den efterhånden noget slidte trækæp i hånden, burde løsningen være dukket op på lystavlen for længe siden. Hjemme bruger vi aldrig det med en børneende af bordet, når vi har gæster, vi sidder blandet. Børnene elsker det, det er sjovere for alle, at være en del af det hele. Børnemad er heller ikke et alternativ, det tager for lang tid, alle spiser hvad der kommer på bordet. ”Vi kan vel bruge det i undervisningen om bord,” foreslår jeg Sofia. Blande det hele sammen, hverdag med skole og skole med hverdag. Undervisningen behøver ikke være et hysterisk struktureret Tour de France op ad Mount Everest. Som på andre både skal der også på Libra dagligt gøres rent, navigeres, handles og laves mad. Det hele ligger lige til højrebenet, pigerne skal bare inspireres.
Når teori bliver til praktik
”Hvornår er vi fremme?” Det føles som om børn ikke kan sige andet, men det er præcis den motivation de behøver, når vi ud for Gibraltarstrædet første gang slukker for plotteren, stikker dem et fysisk søkort, en position, fart over grund, en blyant og en linial. Med en stejl indlæringskurve forsøger de at beregne ankomsttiden, og efter 3-4 havne lykkes det at komme frem til et brugbart resultat, tidligere end havneåbningens styrbordsbøje er sejlet agter.”Det tager jo en formiddag at regne ud.” Trille klør sig i nakken over dagens problem-regning. Loggen viser 2347 sejlede sømil. Hvor mange skridt ville det tage dig at gå turen, når de i snit er 40 cm? ”Hvorfor taler de fransk der?” Ida undrer sig. Vi kunne lige så godt være på vej til Sønderborg på Als, men næste havn er Rabat i Marokko. Der er selvfølgelig forskel på, at forstå historien omkring det store sønder-jyske kaffebord, og det at mange taler fransk i Marokko. Men begge dele er kultur og historie, nøglen til børnenes nysgerrighed. Inden vi ser os om er Google rødglødende, og snart forstår børnene hvorfor der tales fransk i Marokko, hvor piraterne boede, hvorfor hovedstaden ikke altid har været Rabat, hvad de 2000 mænd på jorden laver med enden i vejret, og hvad vi bør tænke på som gæster. Det ene leder til det andet, og overalt i verden, også i Sæby eller på Omø, findes der spændende historier om alt fra kultur til mordgåder. Historier som kan kickstarte nysgerrigheden. Skoleundervisningen er nede på et helt lavpraktisk niveau, når skolebøgerne ligger i kistebænken. Turen til købmanden bliver til idræt, madlavning til sprogundervisning og arbejde på båden til problemregning osv. ”Jeg ved da ikke hvad overfladeareal er, og behøver jeg vide det?” Ida går frem og tilbage på kajen, lillesøster Trille afbryder ”Er det virkelig nødvendigt at vi taler engelsk om bord?” Pigerne er skeptiske, men når jeg i 30 graders varme forklarer om overfladeareal på en fender og tillægger: ”Hver vasket kvadratcentimeter udløser en krone.” Så finder de svamp, sæbe, målebånd og lommeregner frem hurtigere en isene i kiosken smelter.
27 grader nord
Skolens pensum og så meget mere er nu implementeret i hverdagen om bord. Fortøjet ved Kanarieøernes mægtige vulkanrester, har vi endelig en fungerende undervisningsmodel. Udnyt det børnene i forvejen gør, udnyt det til noget de kan lære af, men hold samtidig fast i struktur og rutiner. Uden rutiner bliver børnene en stor mundfuld for lærerne derhjemme, som skal overtage efter mor og far.
Behøver vi vinde over YouTube
If you can’t beat them, join them. Sociale medier, Netflix, YouTube osv. Vi har endnu ikke overvundet dem helt, og måske er det slet ikke så vigtigt. De giver mange muligheder i storm og på ankerpladsen, mulighederne kan bare være svære at få øje på blandt statusopdateringer, gyserfilm og makeup-videoer. Vores undervisningserfaring fra fiskedam og stafet var selvfølgelig ikke nok, men vi voksede med opgaven.
Alle pigerne klarer sig godt i skolen og vil gerne lære mere, men gode karakterer er jo ikke alt her i livet. Pigerne begynder at mærke, at eventyret ikke var 14 måneders badeferie med indbygget folkeskole, men en uddannelse for livet. Hvad er det de får med sig, som ikke hverdagen herhjemme kan give? Hvordan er man på en og samme tid forælder, lærer og ven? Hvad med det sociale? Spørgsmålene fra venner, familier og vores egne hoveder var mange inden vi sejlede af sted. Nu har vi svarene.
Læs med i næste udgave af magasinet BÅD 562 - ”Skole på dybt vand”.