TEKST FLEMMING THOMSEN
FOTO QUICKSILVER PROJECT/ NIGEL MACKNIGHT/WARBYMOTORSPORT/WIKIMEDIA
I en hangar nær den midtengelske by Notting-I en hangar nær den midtengelske by Notting-ham bliver der skruet og svejset. Ingeniører og teknikere er i færd med at samle det, der kan blive verdens hurtigste båd. Den har allerede fået sit navn: Quicksilver. Selve projektet har dog været undervejs længe.
Faktisk har specialisterne knoklet uden løn i tre årtier på at skabe det fartøj, som skal tage trofæet som verdens hurtigste på vandet hjem til Old England. Englænderne har aldrig helt fattet, hvordan det lykkedes en australier for mere end 42 år siden at bygge en båd i sin baghave ved brug af almindeligt værktøj og montere en jetfly-motor, han havde købt second-hand, for derefter at transportere fartmonsteret op til en bjergsø i det nordlige Australien og sætte en rekord, som stadig holder den dag i dag: 511 km/t. i et tovejs godkendt løb af Union Internationale Motonautique (UIM); først den ene vej og så den anden vej.
Det er gennemsnitsfarten på en kilometer hver vej i de to modsatrettede løb, der tæller.Før Ken Warby tog verdensrekorden hjem til down under, var det englænderne og amerikanerne, der sad med initiativet til konstant at øge farten, og som havde mænd af den rette støbning, der var villige til at sætte familieliv og karriere på højkant for at sætte nye rekorder.I 1920’erne og 30’erne blev navnet ”Blue Bird” verdenskendt. Racerkøreren og diamanthandleren Malcolm Campbell satte flere hastighedsrekorder både på land og til vands i sine lyseblå Blue Bird-fartøjer. I sommeren 1939 lykkedes det ham at sætte en rekord på 228 km/t. i flyvebåden Blue Bird K4 på den otte kilometer aflange sø Coniston Water i det nordvestlige England. K4 var et trepunkts hydroplan, hvor skroget under stigende hastighed bliver løftet ud af vandet og kun tre punkter – de to flydere på siden og et punkt bagerst på skroget holder kontakt med vandoverfladen. Båden var ud-styret med en Rolls-Royce R flymotor, der havde 2800 hestekræfter. Efter Malcolm Campbells død i 1948 tog hans søn over.
Faderen havde altid ment, at sporten var for farlig for sønnen, så Donald junior fik ikke lov at arve Blue Bird K4, men måtte købe den på en auktion. I 1950 tog amerikaneren Stanley Sayres rekorden med 257 km/t. Donald Campbell tog udfordringen op, og det lykkedes ham at nå en hastighed på 270 km/t. i Blue Bird K4, men året efter forbedrede Sayres sin rekord til 286 km/t. En anden englænder, John Cobb, havde bygget en båd med navnet Crusade, som havde en forventet tophastighed på 320 km/t. Cobb tog båden til Loch Ness i Skotland, men mistede ulykkeligvis livet under et forsøg på at slå verdensrekorden.
Englands håb: Quicksilver
Manden, der vil tage verdensrekorden tilbage til England, hedder Nigel Macknight. Han er 64 år og har i de sidste tre årtier ledet Quicksilver-projektet. Han er motorsportsjournalist, forfatter og forlægger. Siden han var 18 år har han drømt om at blive pilot i den båd, som kan tage arven op efter Donald Campbells Blue Bird K7. I 1990 kommer han i kontakt med Donald Campbells tidligere chefdesigner, Ken Norris, som trods betænkelighed omkring sikker-heden for endnu en pilot siger ja til at indlede et samarbejde. ”Vi byggede modeller og afprøvede dem i vindtunneller. Ken Norris var aldrig helt tilfreds, han ændrede design flere gange, og i 2001 efter 12 år afbrød jeg samarbejdet,” fortæller Nigel Macknight. Han erkender, at det har været svært at finde nok penge.”Jeg har måtte sætte min pensionsmidler og opsparing i huset ind for at holde projektet kørende,” fortæller den 64-årige teamleder. I dag har Nigel Macknights hold af frivillige omsider valgt et design, der er blevet gennemtestet i marineteknologiske vandtanke og vindtunneller.
Tekniske universiteter har udlånt deres faciliteter mod, at deres studerende har fået lov til at deltage i arbejdet sammen med Quicksilvers specialister. ”Det er ikke kun for at hjemtage en verdensrekord. Vores udviklingsarbejde bringer også ny viden til, hvordan man teknologisk kan øge farten på vand under størst mulig sikkerhed,” forklarer han.Udfordringen er at få båden til at lette fra vandoverfladen uden at miste kontakten fuldstændig. Vand har en 800 gange større densitet end luft, så modstanden er meget mindre, når den kommer op af vandet. Man har derfor som tidligere valgt et firpunktshydroplan med den samme type 10.000 hk turbofan jetmotor fra Rolls Roys. ”Når farten på båden fordobles, så fir-dobles modstandskraften. Giver vi blot flere kræfter til motoren, så opstår faren også for at vores fartøj løfter sig og kastes bagover, som det skete for Donald Campbell,” siger Nigel Macknight, der er overbevist om, at hans projekt vil lykkes ved hjælp af tidens nye materialer og teknologier. Det engelske hold har næsten færdigbygget skroget, som indvendig består af en jernkonstruktion beklædt med aluminium i flykvalitet, mens resten af båden hovedsagligt er fremstillet i lette materialer som Airex, Baltek, kevlar og kulstoffiber. Quicksilver har som Blue Bird flydere på siden, hvor man har diskuteret placering på skroget. Nigel Macknight er overbevist om, at de giver mest stabilitet at placere dem forrest på skroget, men det vil vise sig.”Vi vil være i stand til at samle data om stort set det hele, når vi når topfarten. Uanset om vi får en rekord eller ej, så skaber vi et meget spændende og nyttigt hydrodynamisk forskningsprojekt,” fastslår Macknight, der ikke vil tøve den dag, han kan sætte sig i pilotsædet og forsøge at hjemtage rekorden. ”Jeg glæder mig. Jeg er ikke bange. Processen har været så lang, og sikkerheden er så meget større i dag end for halvtreds år siden,” siger han.