Drevet af udfordringer

Færdig med at sejle

Op til OL i Beijing i 2008 kom Ynglingen igen på banen. Ganske vist deltog de danske kvinder ikke, men Trine Palludan fik et tilbud fra det russiske OL-hold, som hun ikke kunne sige nej til. Og endte med at deltage som deres træningspartner.”Det var hårdt ikke at være med som dansk deltager, men også en fantastisk oplevelse at sejle med på vandet i Qingdao. For slet ikke at tale om det kulturchok det var at være blandt russiske sejlere i Kina,” fortæller hun.Bagefter troede Trine Palludan nok engang, hun skulle indstille sejladsen. Igen primært på grund af uddannelsen. Altså lige indtil en ny udfordring fik hende til at ændre standpunkt.

Igennem de senere år havde hun sejlet matchrace med Lotte Meldgaard, og da match-race så kom på programmet til OL i London i 2012, manglede Trine Abrahamsen og Ida Hartvig, Trines sejlerveninde siden hun var 13, pludselig en gast. ”Sådan blev jeg sluset ind i OL-sejladsen.””Vi prøvede at komme med til London, men tabte knebent til Lotte Meldgaards team, ” fortsætter Trine Palludan. Og erkender samtidig:”Det er begyndt at gå op for mig, at jeg nok aldrig vil holde helt op med at sejle – slet ikke stoppe brat. Selvfølgelig kan jeg ikke garantere, hvordan jeg har det om 10 år. Men sejladsen behøver heller ikke fylde helt så meget længere. De gange, hvor jeg pludselig er holdt op, har sejladsen domineret mit liv 100 %. Jeg har drømt om taktik, trim og grej. Sådan er det ikke længere.”

Vender tilbage
I dag har Trine Palludan andre prioriteter. ”Jeg ville ikke tage til konkurrencer, hvis ikke jeg stadig elskede det. Jeg elsker at være på vandet op til et mesterskab, hvor der virke-lig er noget på spil. Men det betyder også meget for mig at være af sted med et godt og hyggeligt team – at træne med gode sejlveninder og være af sted på den måde i stedet for at mødes på en café.”Siden 20017 har Trine Palludan været skipper på Team Kattnakken/Pelle P med Joan Vester Hansen, Sille Christensen, Lea Richter Vogelius, Helle Jespersen og Vivi Møller som grundstamme.

Teamet har vundet tre sølv- og to bronzemedaljer ved VM i Matchrace i 2017 og 2018, men endte sidste år som nummer ni.”Jeg er aldrig blevet under nummer fire i alle de matchracestævner, jeg har deltaget i, så det var noget af en bet,” medgiver Trine Palludan. Med til dén historie hører, at hun havde været sygemeldt i flere måneder forud, og at VM’et blev sejlet i Fareast 28, der var helt ny for teamet.Men nu er en ny sejlsæson heldigvis i gang, og Team Kattnakken satser på at komme stærkt tilbage. Ganske vist ikke ved VM i New Zealand der er ”for langt væk, for dyrt, kræver for meget ferie.” Derimod er det planen at deltage i VIMRA-stævnerne (arrangeret af Womens International Match Racing Association) bl.a. i Frankrig til maj og Lysekil, Sverige til august.

Børn og bedstemødre
Trine Palludan er blevet 40 år og arbejder som kiropraktor på Frederiksberg. Hun afsluttede uddannelsen i 2012, men typisk hende gik der ikke mange år, før hun trængte til ny udvikling. Ergo lagde hun en tre-årig masteruddannelse inden for børne- og pædiatri-området oveni.Da BÅD spørger, hvordan hun får sejladsen til at gå op med karrieren og privatlivet med kæresten og bonusdatteren på 10, der bor fast hos parret, må hun lige tænke sig om. For selvfølgelig kræver det accept fra kæresten at skulle være væk til stævner tre-fire gange om året, men det er ikke noget problem. Ligesom det også altid løser sig, når hun skal tage fri/ferie fra klinikken. Selv om Trine Palludan ikke selv har børn, har hun været tæt på de udfordringer, der kan være – især omkring de helt små.”Jeg har f.eks. oplevet, hvordan det har været nødvendigt at have bedstemødre med på land for at passe babyer.

Vi har også haft børn med til Korea, og jeg har været med, når en ammende mor skulle malke ud før sejladsen og komme ind til en skrigende baby bagefter … Men sådan har det kunnet lade sig gøre, ikke mindst takket være bedstemødre og fædre på havnen.””På et tidspunkt havde vi to fædre med til stævne i Grækenland. Det var et åbent matchrace-stævne, hvor vi konkurrerede mod mænd. Så det var helt fantastisk at se de græske mænd undre sig over, at vi, kvinderne, tog på vandet og lod mændene blive på land for at passe børn … Der har vi heldigvis et andet syn på kønsrollerne,” griner Trine Palludan.Et af de senere års største problemer ligger omkring planlægningen af sejladserne. Dén er blevet vanskelig, bl.a. fordi mange kvindelige sejlere falder fra.”Det bliver stadig sværere at stille et hold og finde ordentlige modstandere at træne mod op til et stævne. Enten er vi nødt til selv at banke et hold sammen af nogle, vi ved, der kan. Eller træne sammen med de unge fyre i 20’erne.”

Erfaring tæller
Gennem hele samtalen udtaler Trine Palludan sig med en ro og sikkerhed på egen formåen, der ikke alene er resultatet af mere end 10 EM- og VM-mesterskaber i Yngling og matchrace, men i høj grad også udtryk for, at hun hviler i sig selv. ”Efterhånden har jeg så meget erfaring, har fået puttet så meget i banken rent sejlads-mæssigt, at jeg stadig kan være med. Også selv om fysikken ikke helt er den samme som for 20 år siden.

Desuden kan sejlads tilpasses ens fysiske formåen.””Det kan godt være, man har sejlet jolle, der kræver en hård fysik, som ung. Når man bliver lidt ældre, må man bare finde en anden bådtype, hvor man ikke skal ud at hænge, så kan man jo sagtens fortsætte på konkurrenceplan. På den måde er jeg glad for, at sejlsport er blevet min sport, ” slutter Trine Palludan.