PASSION! 

Må skære alle hjørner
Jeg nikker og siger: ”Psykologisk må det være enormt krævende at være alene så længe – dag og nat med alle de belastninger der er – hvordan oplever du det egentlig?” Golding funderer et kort øjeblik. ”Vel, det er meget lettere nu med moderne kommuni- kation. Du må huske, at jeg startede min solokarriere inden satellitkommunikationen kom. Og det ... det var hårdt.”

Han bliver stille et øjeblik. ”Jeg sejlede alene jorden rundt mod de fremherskende vindretninger dengang, havde rekorden i en periode – og da havde jeg kun en kortbølgeradio. I Sydishavet kan du sejle i tre uger med en sådan uden at kunne snakke med nogen. Og jeg var 160 døgn om den tur. Siden har jeg set det ændre sig år for år ... og nu kan du tage telefonen når som helst, og ringe til hvem du vil. Så jeg snakker med min familie hver dag. Det er en stor ændring. Men alligevel ... når du er midt i en storm i Sydishavet, så er det klart at ...” Han beskriver følelsen med ansigtet: ”Well, I’m really on my own here. Det er hårdt. Men man kan sige – det er både de bedste og de værste øjeblikke på en og samme tid. Her kan du få en stor storm, dårlig sigt ... isbjerge i området. Men der er jo ingen anden udvej end at tage sig sammen og sejle videre. Og ja – det er skræmmende. Og du ønsker bare at det snart er slut. Du venter bare på, at den store cirkelrute skal begynde at føre dig nordpå igen. Det kræver en høj grad af beslutsomhed.
Vil du vinde, er du nødt til at skære alle hjørner, følge den korteste rute. Og den tager dig endnu længere sydpå, selv om der allerede er isbjerge hvor du er i forvejen. Så hvis du får et vindskift, som giver dig en fordel hvis du bommer og sejler længere mod syd ... vel, du vil virkelig gerne slippe for at gøre det. Men de sejlere som er virkelig ’committed’ – de gør det.”

Først op i fart ...
”Bruger du meget tid på weather routing?” spørger jeg. ”Ja. Du tilbringer meget tid foran computeren. Men du må ikke bruge for meget tid på det.
Nogle sejlere bruger næsten al deres tid foran skærmen ... på at fundere over, hvor de vil hen. I stedet for at bare sejle hurtigt. Nogle gange er det bedst bare at sejle hurtigt. Hvor som helst, haha ... uanset hvor du sejler hen, så sejl derhen hurtigt! Jeg forsøger altid først at få båden op i fart. Derefter tjekker jeg, at jeg sejler den rigtige vej, og justerer kursen derefter. Forskellen på at sejle hurtig og ikke at sejle hurtig i en Open 60 er stor, det er tale om mange procent.”

I’d like to win it
”Hvad med fremtiden?” spørger jeg. ”Har du noget specielt mål, noget du særligt vil opnå?” Golding retter sig i stolen og tager en slurk øl. ”Vel,” siger han, ”jeg har været meget heldig i min karriere, jeg har prøvet det meste. Men Vendée Globe er altid løbet ud af hænderne på mig. Vendée Globe er for mig den ultimative succes. Jeg har en tredjeplads, men ...” Han kniber ansigtet sammen: ”I’d like to win it”. Han griner kort og tørt, og understreger dermed at ”like to win” er et groft understatement. Vi taler om langt større sager her. ”Inden jeg skulle sejle den sidst, funderede jeg over, om jeg var blevet for gammel. Men faktum var, at jeg var hurtig. Jeg følte mig faktisk helt på toppen, min form var god. Og det var næsten det værste ved at miste
masten – at jeg var i så god form! Jeg følte at alt fungerede, båden virkede perfekt ... jeg førte racet med en ret solid føring og routingen viste at jeg kunne gøre et ryk og tjene måske 3-400 mil, hvis jeg pressede lidt mere. Så jeg pressede båden ... for hårdt. Måske. Jeg skulle muligvis have været mere forsigtig, men ...”
Golding lyser op i et stort smil og skifter pludselig tone: ”He who dares, sometimes wins,” proklamerer han med et let omskrevet Winston Churchill-citat. Det med ”sometimes” er hans egen tilføjelse.

... og så med lidt held ...
”Vendée Globe er den sejlads jeg mest af alt vil have. Jeg har endnu ikke vundet et solorace jorden rundt – har kun vundet et med fuldt mandskab. Jeg ved jeg er kapabel til det – men alle faktorerne skal være på plads. Der er brug for en virkelig god sponsor – en virkelig god båd – et virkelig godt team samt en virkelig god opbygnings-periode. Alle faktorerne skal være på plads. Og så, helt til sidst, skal du have lidt held.

Vi ved jo at op mod to tredjedele af bådene i Vendée Globe udgår med havari, så der er selvfølgelig en høj risiko der ...”

En lille sandbanke
”Hvis du ser tilbage, hvad vil du sige er dit værste øjeblik som sejler?” Der opstår en laang pause. Golding kigger op i luften, smiler lidt, tænker. ”Jeg har to,” siger han. ”Den seneste er fra forrige Vendée, hvor jeg mistede masten i en førerposition. Men før det var mit værste øjeblik, da jeg ramte New Zealand under BOC Challenge – det som nu hedder Velux 5 Oceans. Jeg førte på vej nord om New Zealand, og lige før rundingen kom en helikopter flyvende. De bad mig medvirke til nogle flotte
spilerfotos ... jeg blev revet med, og fokuserede på at give dem det de bad om.

Men ca. en mil ude fra land ligger der en meget lille sandbanke – ca. 200 m lang. Der er masser af hav på alle sider af den. Men den ramte jeg. Og knækkede kølen.” Golding stirrer et kort øjeblik frem for sig, så skifter han igen fuldstændig tone, griner højt og kigger på mig. ”Yeah, I was pissed off then! Jeg havde en kæmpe føring! Og jeg vidste, at hvis jeg havde vundet den sejlads, kunne hele min karriere have taget en ny drejning. Jeg havde planer om at forsøge at styre min sponsor i retning af Volvo Ocean Race. Hvem ved hvordan det ville have gået ... well, I’ll never know.”

Fuldførte uden køl
”Bedste øjeblik?” siger jeg. ”Hmm ... Transat Jaques Vabre til Boston. Det år jeg vandt den sejlads, placerede det mig på toppen af IMOCA’s ranking til verdensmesterskabet. Jeg havde en lang periode, hvor jeg kun scorede første, anden og tredjepladser – jeg scorede masser af point – nok til at jeg blev IMOCA verdensmester to år i træk.

Det var en god følelse. Og så var der tredjepladsen i Vendée Globe sidst. Ok, det var en tredjeplads, men vi taler om Vendée Globe. Jeg fuldførte uden køl, den var faldet af ... og det var godt – det var stort for mig. Det var også et meget tæt race, alle tre i toppen kunne have vundet, der var kun timer mellem os.

Men som jeg fortalte dig før – toppen af kransekagen for mig ville helt klart være en prik i Vendée. Og det går jeg selvfølgelig efter, når det starter næste gang. Men jeg må også sige, at jeg har været utrolig heldig og privilegeret. Jeg har allerede fået lov at gøre langt mere, end jeg nogensinde havde håbet på som ung.”