At være i naturens rytme

Om Iwona Rejmus

Oprindelig polsk, kom første gang til Danmark i 2006 med et Erasmus-stipendie for at studere sociologi. I 2008 vendte hun tilbage og slog sig ned, og startede IT-studier. I foråret 2018 købte hun en Finnsailer 29, bygget i 1973. Primært som et opholdssted, og som alternativ til et kolonihavehus. Første derefter gik hun i gang med at lære at sejle, og lære at holde båden. Oprindelig polsk, kom første gang til Danmark i 2006 med et Erasmus-stipendie for at studere sociologi. I 2008 vendte hun tilbage og slog sig ned, og startede IT-studier. I foråret 2018 købte hun en Finnsailer 29, bygget i 1973. Primært som et opholdssted, og som alternativ til et kolonihavehus. Første derefter gik hun i gang med at lære at sejle, og lære at holde båden. I dag, efter to sæsoners intens læring, ser hun sin fremtid nært forbundet med sejlads.

Hvad har været dit mest ambitiøse projekt med båden så langt?

”Det var at sejle til Møn i sommer. Jeg ville besøge mine venner, og tænkte at jeg havde brug for at øve mig. Så jeg besluttede, at den tur skal jeg tage med båden! Igen tog det lang tid at finde en besætning. Men det lykkedes, og vi kom af sted. Desværre blæste det rigtig hårdt, og på grund af vejret, nåede vi kun halvvejs. Vi måtte vende om, og gå ind til Rødvig Havn. Jeg måtte tage en beslutning, det blæste for meget, og vi skulle igennem Bøgestrømmen i modvind. Det måtte foregå for motor – min båd kan ikke rigtig krydse. Jeg ville ikke udsætte motoren for mange timers hårdt arbejde, da jeg ikke kendte den endnu. Motoren er gammel, og har en historie med nogle problemer. Men den oplevelse: At være skipper, og være den der tager beslutningerne, kommunikere med besætningen, som havde forhåbninger om at nå til Møn … der var mange elementer på spil. Det var svært for mig. Det var mit stærkeste øjeblik som skipper, at sige: ”OK, vi sejler tilbage”. Jeg var nervøs – jeg græd faktisk bagefter – det var meget emotionelt. En var syg, en var meget emotionelt udfordret, og en havde mange spørgsmål til min motor, som jeg ikke kunne svare på. Det var en stor ting for mig.” 

Hvad synes du, du har lært af at sejle og have båd? 

”Jeg har lært at man skal lege med naturen, og helst køre det lidt på kanten. Ellers kommer man ikke til at få de store oplevelser, og man lærer heller ikke så meget. Samtidig skal man have stor respekt for det. At lægge til i havnen, da vi kom ind i Rødvig, var for eksempel meget hektiskt. Vinden var så stærk at jeg kunne mærke det hive i min krop. Om bord var der tre mennesker, som løb rundt og skubbede båden klar af pæle og andre både. Jeg har også lært, at det ikke kun drejer sig om min fornemmelse for naturen, men også om de mennesker, som er om bord. Alle er forskellige, de har forskellige forventninger til turen. De har følelser. Så man skal ikke kun kunne klare vinden, sejlene og motoren. Man skal også kunne klare mennesker. Det er noget meget stort i at være skipper, og have det sidste ord. At tage den endelige beslutning, også selv om der måske er folk om bord, som har meget mere erfaring end mig. Man skal turde stole på sig selv. Også selv om man måske er den som ved mindst. Det var måske den største læring på den tur.”

Tror du sejlads fremover vil fylde mere i dit liv, end det gør nu?

 ”Ja, det er rigtigt, jeg har en masse interesser. Men jeg ved godt, dybt inde i mig selv, at jeg gerne vil forbinde min fremtid med det her. Min drøm er faktisk at tage på længere ture, måske et par måneder. Jeg ved ikke hvorhen, det er mindre vigtigt for mig. Jeg vil bare have en inspire-rende besætning. Jeg vil gerne sejle med mine venner, mine kolleger, i min egen båd. Og så måske forbinde det med andre ting jeg elsker: Lave workshops, performance, ritualer i de forskellige havne. Så jeg vil gerne lære, mens jeg tager en lang rejse med gode mennesker, som jeg elsker, og som kan være med til at skabe ting også for andre. Jeg elsker også blogging, så jeg kan forestille mig at lave visuelle minder fra sådan en tur.”

Dit værste øjeblik nogensinde i en båd?

”Ja! Den dag … det var både forfærdeligt og episk. Jeg synes det er svært at være hjælpeløs og afhængig af andre mennesker. Og især når det gælder ting jeg ikke kan, og som kan sætte mig og andre i fare. For eksempel at arbejde med motor, og se folk lave alt muligt nede i motorrummet, som man ikke forstår, og ikke selv klare. Det var en sindssyg dag! Det skete det første år jeg havde båden, jeg anede virkelig ingenting. Men jeg havde en meget erfaren skipper med, og hans kæreste. Vi sejlede for motor igennem Københavns Havn. Det kunne vi godt, der var ikke mast på båden endnu. Det var en dejlig tur i godt selskab, alle var begejstrede. Men pludselig ville motoren ikke stoppe. Vi var inde i Christianshavns Kanal, og måtte vente på broen, uden at kunne stoppe båden. Det var svært, men det gik. Da vi kom tilbage til pladsen i Sydhavnen, gik fire erfarne mænd fra klubben i gang nede i motorrummet. De forsøgte at finde en løsning, men ingen kunne finde ud af hvad man skulle gøre. På et tidspunkt var der kun en mand tilbage, og han åbnede en skrue, for at komme til at stoppe dieseltilførslen. Og lige pludselig begyndte det at sprøjte diesel. Ud over ham, ud over det hele. Han gik i panik ... vi kunne ikke høre hinanden, fordi motoren larmede så meget … jeg kan huske at jeg løb grædende op på kajen for at finde nogen, der kunne hjælpe. Jeg troede det hele ville eksplodere. Han var alene, og kunne ikke stoppe det. Og det blev ved med at sprøjte, som en fontæne. Sådan stod det på i et kvarter, inden der kom en mand som var i stand til at stoppe det. Hvad han gjorde, aner jeg ikke. Jeg kunne jo ikke gøre noget, men var helt afhængig af andre. Man skal selvfølgelig kende sin motor – men når selv fire erfarne mennesker ikke kan klare det, hvad skal man gøre? Det er den værste oplevelse jeg har haft. Men den var samtidig episk, uforglemmelig.”