TEKST & FOTO HENRIK HANSEN
TEKST & FOTO HENRIK HANSEN
Jan Ebert har netop rundet 75 års mærket på livets bane og er stadig en aktiv sejler, der både sejler tursejlads med familien i en Dehler 41 og er regerende klassemester i Molich 10 meter. I halvfjerdserne var han desuden en meget flittig sejlsportsjournalist på Bådnyt, Båden i Dag samt Sejl og Motor.Jan Ebert har netop rundet 75 års mærket på livets bane og er stadig en aktiv sejler, der både sejler tursejlads med familien i en Dehler 41 og er regerende klassemester i Molich 10 meter. I halvfjerdserne var han desuden en meget flittig sejlsportsjournalist på Bådnyt, Båden i Dag samt Sejl og Motor.Sejlsportsjournalistikken er for længst lagt på hylden, og i dag kender de fleste sejlere nok bedst Jan Ebert som forfatter af en række hovedværker i dansk litteratur om sejlsport. Især er Jan Ebert kendt for hovedværket ”Danske Lystbåde I og II”, der er den bedste og mest omfattende dokumentation af udviklingen i dansk sejlsport, bådtyperne, danske bådebyggere og danske konstruktører. Nogen kalder endda værket for ”BOGEN”. I alt ni bøger har Jan Ebert skrevet om sejlsport. Jan Ebert blev tidligt fascineret af lange, slanke både og har skrevet sig selv ind i sejlsportens historie, da han i halvfjerdserne fik ideen til Molich 10 meteren.
Jan Ebert er opvokset på landet i Benløse ved Ringsted, og det lå på ingen måde i familiens DNA, at han skulle blive bidt af sejlsport. ”Der var ingen i min familie, der sejlede, men min far havde ganske vist kortvarigt en speedbåd på den nærliggende Haraldsted Sø. Den sejlede dog ikke ret hurtigt, men jeg fik dog en smule interesse for at sejle på vores få sejlture i den langsomme speedbåd,” fortæller Jan Ebert med et lille grin ved erindringen om bådens manglende fart. ”Om sommeren boede vi meget hos min mormor og morfar i deres sommerhus i Marie-lyst på Falster. Min morfar havde et stort modelskib på over en meter, som godt kunne sejle. Det legede min fætter og jeg utrolig meget med. Jeg tror, at det var der, at jeg for alvor begyndte at få interesse for at sejle,” mener Jan Ebert.
Pirat-jolle til 1200 kr.
”Så flyttede vi til Roskilde, hvor min far slog sig ned som advokat, og så begyndte jeg at gå rundt nede på havnen ved sejlklubben. Jeg blev journalistelev med en løn på 300 kr. om måneden, og efter et års tid havde jeg sparet sammen til en Pirat-jolle da jeg var 17-18 år. Jeg gav 1200 kr. for jollen som var min første båd,” husker Jan Ebert. ”Jeg blev simpelthen så bidt af at sejle, at jeg året efter udskiftede Pirat-jollen med en lille 20 m2 Hansen-spidsgatter og derefter en 30 m2 Utzon-spidsgatter. Især den sidste var jeg meget glad for, da den bjærgede sig godt i al slags vejr, og fordi det førte til, at jeg lærte Aage Utzon at kende, og besøgte ham flere gange,” fortæller Jan Ebert.”Så fik jeg interesse for at sejle mere kapsejlads og købte en af de første finske H-både herhjemme, HD 5, der senere blev udskiftet med en Elvstrøm-model HD 63. Den sidste havde dog så mange fejl, at værftet måtte tage den tilbage,” fortæller Jan Ebert.
Danmarks yngste journalistelevDet lå heller ikke lige i kortene, at den nye unge sejler ville komme til at præge sejlsporten som journalist, meningsdannende testsejler, forfatter og ophavsmand til succesen Molich 10 meteren. Tværtimod startede han temmelig traditionelt som journalist indtil tilfældet eller skæbnen førte han til det nystartede Bådnyt. ”Jeg startede som journalistelev da jeg var 16 år, og på et tidspunkt var jeg Danmarks yngste journalistelev og blev færdiguddannet som 19-årig. Da mine gamle kammerater fik studenterhue på, da var jeg allerede færdiguddannet som journalist,” husker Jan Ebert med et tilfreds smil. ”Jeg fik hurtigt et job på Berlingske Tidende, hvor jeg var omkring tre år, inden jeg kom til Gyldendal, fordi jeg synes det var spændende at lave bøger. Der blev jeg forlagsredaktør. Det lyder fint, men svarede mest til at være redaktionssekretær på et blad. Det var dog lidt kedeligt i længden at sidde på et forlag i stedet for at være på en avisredaktion, så efter et par år kom jeg tilbage på Berlingeren og rykkede senere til Politiken,” fortæller Jan Ebert om årene, der udviklede ham som journalist.
Den første test af H-båden
”Jeg blev dog ikke så længe på Politiken, for en dag ringede de fra Fogtdals Blade og fortalte, at de ville starte et sejlsportsblad og at de havde hørt, at jeg selv sejlede. Udsigten til at kunne skrive om sin hobby var så spændende at jeg startede med at skrive for Bådnyt i 1971,” fortæller Jan Ebert, der f.eks. havde et stort interview med Per og Peter Bruun, hvor de var på forsiden om bord i en af de nye serieproducerede Spækhuggere, samt en test af H-båden i det nye blads debutnummer.H-båden var kommet til Danmark i 1969 og 1970, da to sejlere fra Veddelev fik leveret hver deres finske H-både D1 og D2, inden Paul Elvstrøm i 1971 så potentialet i den nye klasse-båd og satte den i produktion hos Elvström Boats.
Sjov tid i 70’erne
”Jeg var den eneste, der i starten vidste noget om sejlsport, så jeg havde meget frie hænder. Jeg var vant til at få noget fra hånden, så jeg skrev en stor del af bladet. Det var en sjov tid, fordi der virkelig skete meget i dansk sejlsport i halvfjerdserne indtil oliekrisen. Det var helt fantastisk, hvad der blev bygget af både i glasfiber i den periode,” fortæller Jan Ebert begejstret. ”Jeg arbejdede som freelancere og kunne sidde hjemme og skrive. Jeg sad også meget i min båd og arbejdede. Efter et par år kom Flemming Hansen med om bord på Bådnyt, så vi nu var et team til at lave prøvesejladser. Vi havde et fint samarbejde,” husker Jan Ebert om pionertiden for næsten 50 år siden.
Blev købt til Ebert
”I 1976 stoppede jeg så på Bådnyt, fordi jeg blev redaktør på det nye Båden i Dag sammen med Per Hjort. Han tog sig mest af det admini-strative og jeg tog mig mere af at skrive. Det var det, jeg synes var sjovt. Jeg havde lært Per at kende på Fogtdals Blade, hvor han var i bogafdelingen sammen med Ludvig Bramsen. De brød så ud og startede deres eget forlag Bramsen og Hjort, der begyndte at udgive en række magasiner,” fortæller Jan om perioden, hvor der altid var mindst tre månedsmagasiner om både og sejlsport på markedet.”Vi kørte så Båden i Dag i nogle år indtil bladet blev solgt til Specialbladsforlaget i 1981. Per Hjort og jeg fulgte med over, indtil bladet i 1982 blev solgt til Fogtdals Blade, og gled ind i Bådnyt. Det var kun Tage Voss, der var klummeskribent, der fulgte med til Bådnyt,” fortæller Jan Ebert.”Jeg gik så ned til Politiken, hvor Steffen Gulmann var direktør, og foreslog ham, at de købte Sejl og Motor. Dette gjorde han så mere eller mindre til mig, og det var jeg selvfølgelig glad for. Det blev lagt ind til Alt om Sport, der var blevet et selvstændigt forlag. Per Hjort kom med, så vi kørte parløb igen,” husker Jan Ebert.Prøvesejlede over 100 både
”Det var sjovt i de år. Især på Bådnyt, hvor jeg prøvesejlede mange både. Jeg tror jeg sejlede over 100 både. Det lærte jeg meget af, f.eks. om hvordan balancen skal være i båden, hvordan et frithængende spaderor skal fungere og forskellen mellem en smal og en bred hæk. Jeg blev ret gode venner med Jan Kjerulff, som jeg lærte at kende lige efter jeg startede på Bådnyt, hvor han lige havde lavet Commander 31, og min kone blev veninde med Jans kone. Vi havde det sjovt sammen, og jeg lærte en del af ham, om hvad der var godt og skidt på en båd. Jeg kunne godt lide den fine balance, der var i Jans både dengang, bl.a. på grund af deres smalle hæk,” husker Jan Ebert med et smil.
Gik glip af trekvart ton cup
”Jeg har altid interesseret mig for båddesign og har kendt mange konstruktører og har interviewet mange af dem, som f.eks. de verdens-kendte konstruktører Rod Stephens fra Spark-man & Stephens, og Bruce Kirby, der tegnede Laser-jollen og senere en 12-meter. Ham mødte jeg nede hos Walsted, hvor de byggede en større træbåd, som han havde tegnet. Jeg sugede viden til mig, og det havde jeg glæde af, da jeg senere lavede skitser til mine ideer om en slank 10-meter,” fortæller Jan Ebert. ”Jeg har også interviewet Peter Norlin. Jeg kan godt lide hans ideer og hans design. Hans både var altid velsejlende og nemme at sejle. Det var spændende at lære Norlins både at kende. Jeg var med på en Gotland Rundt med trekvarttonneren ”Regnbågen”, der vandt Trekvart Ton Cup i Hundested i 1979, og blev spurgt, om jeg ville sejle med i Hundested.Det kunne jeg desværre ikke, fordi vi havde klassemesterskab i Molich 10 meter i samme weekend,” fortæller Jan Ebert, der stadig ærgrer sig over at være gået glip af, at være med til at vinde Three Quarter Ton Cup.
Fik ideen til Molich 10 meter
”Da jeg skrev Danske Lystbåde, kørte jeg land og rige rundt for at snakke med de konstruk-tører og bådebyggere, der endnu levede i 80’erne. Jeg nåede f.eks. at finde konstruktøren Robert Jensen, mens han endnu levede. Han er efter min mening en af de fineste konstruktører, vi har haft herhjemme. Han var især kendt for en stribe fine og hurtige Nordiske Krydsere, samt kuttere og spidsgattere,” fortæller Jan Ebert om en af hans mange oplevelser og inspirerende samtaler med danske konstruktører.”Da Marianne og jeg i 1972 ville udskifte vores Elvström H-båd D63 med noget større, kunne jeg ikke finde den rigtige lange, slanke båd, som jeg gerne ville have. Jeg havde nogle ideer og lavede nogle skitser, som jeg diskuterede med Roskildesejleren Peter Holm og Jan Kjærulff. Alle mine overvejelser endte ud i, at jeg aftalte med bådebyggeren og konstruktøren Poul Molich, at han skulle rentegne og beregne båden, og aftalen blev at han også skulle bygge båden på sit værft i Hundested. Peter Holm og jeg bestilte hver sin båd, der dog først blev færdige i 1974,” fortæller Jan Ebert om en af de mest spændende perioder i sit sejlerliv. Der er indtil nu bygget 50 Molich 10 metere.
Lånte venners både
”Jeg fik D1 ’Maja’, som jeg sejlede med indtil 1999, hvor jeg solgte båden, fordi den skulle renoveres for rigtig mange penge. Gelcoaten på dækket var f.eks. slidt igennem, så det så forfærdeligt ud, båden havde aldrig haft motor og spillene var af aluminium, så tænderne knækkede hele tiden og desuden skulle sejlene udskiftes efter at have sejlet kapsejlads i 25 år. Jeg har så mange venner og bekendte med båd, så jeg opdagede efterfølgende, at jeg egentlig ikke behøvede selv at have båd,” siger Jan Ebert med et stort smil.”Jeg ville selvfølgelig have sejlet mere, hvis jeg havde haft egen båd, men jeg sejlede med venner og bekendte og fik faktisk sejlet meget i de år jeg ikke have båd. Jeg sejlede også ferieture med min kone Marianne, for jeg kunne bruge en Drabant 38 så meget jeg ville, mod at jeg passede båden. Det var en ideel deal,” fortæller Jan Ebert.
med ståhøjde og motor”I 2009 ringede min søn Thomas og fortalte at min gamle ’Maja’ var til salg, og foreslog at vi købte den sammen.
Den var i mellemtiden blevet toprenoveret. Vi købte ’Maja’ og har nu sejlet med den i 10 sæsoner. Den ligger i Roskilde,” fortæller Jan Ebert, der stadig er glad for at være medejer af ”Maja”.”For et par år siden solgte jeg vores gård ved Ringsted til Thomas og købte en Dehler 41 fra 2005, som vi har liggende i Korsør. Den sejler vi dog kun med, når vi kan være af sted i nogle dage. Inden vi købte Dehleren havde jeg aldrig før haft et båd med ståhøjde, indenbords motor og toilet.
Det er en meget gennemført båd med træ overalt og mange fine detaljer,” fortæller Jan Ebert begejstret. I 2018 var Jan og Marianne Ebert af sted i 14 dage med deres yngste søn og hans familie i den svenske skærgård. De var seks personer og en hund om bord. ”Det havde været umuligt i 10-meteren, men der er tre kahytter i Dehleren, så det gik fint,” fortæller Jan Ebert med glæde i stemmen.
Klassemester med ”Maja””Jeg sejler kapsejlads med Thomas i ’Maja’, og vi sejler også aftenture med på Roskilde Fjord. På kapsejladserne er det mig, der styrer, især fordi det smalle fordæk ikke er et sikkert sted for mig ved en frisk spilerbomning. Jeg får ganske vist ind i mellem skældud som f.eks. ’Du holder for højt’ og ’Du holder for lavt’, men vi blev da klassemestre i 2018. I 2019 fik vi desværre kun gennemført en enkelt sejlads, som vi vandt, fordi det blæste ad hekkenfeldt til,” afslutter Jan Ebert, der stadig har bevaret den helt elementære glæde ved at sejle.