Ideen med at renovere Spækhugger D1 var og er, at båden skal ligge i sejlklubber, hvor Spækhuggersejlere kan sørge for at passe båden og leje den ud for et mindre beløb, så danske sejlere kan komme ud og prøve at sejle Spækhugger. Da vi skulle en tur på vandet lå D1 i Nordhavnen i København, fordi Kvindelig Sejlklub i øjeblikket har lånt båden. Vi sejlede en sen eftermiddag i en jævn til frisk nordlig til nordøstlig springende vind. Besætningen bestod at Mette Moeslund, Kvindelig Sejlklub, Rune W. Andersen, Sejlklubben København og Henrik Hansen, BÅD.
Det blev en herlig og legende let sejlads, fordi D1, ”Spækhuggeren” bar sin store splinternye og knasende sprøde genua i fin stil og virkede dejlig hurtig og letdrevet. Der var desværre ikke log eller GPS om bord, så vi har ingen data på sejladsen. Samtidig var båden i meget fin balance på roret og var både nem at styre og reagerede livligt på roret. Båden har flushdæk og et beskedent firkantet cockpit, hvor vi sad på dækket.
Der var en bøjle som fodstøtte i midten af cockpittet. Vi skulle krydse et langt stræk ud af havnen med mange vendinger, og her sad vi fint to mand fremme i hver side af cockpittet med et genuaspil på dækket lige foran os, så det var nemt og hurtigt at hale genuaen hjem, når rorkvinden Mette vendte. Stabiliteten i båden betød, at vi kunne blive siddende ved hvert spil i pustene. Båden sejlede også fint med den store spiler, så det blev et par fine timer på vandet med D1, og vi gik fra borde med store smil på læberne.
Denne originale Spækhugger er så dejlig enkel og sjov at sejle, at den pirrer ens basale sejlglæde, hvor man med Paul Elvstrøms ord leger med båden og vinden. Om læ er den oprindelige og den gennem årene ombyggede aptering fjernet, så den om læ fremstår nøgen med skotter for og agter, samt brede langsgående afstivninger, der er fine som sejlhylder, så sejlene ikke bliver våde af det bundvand, der undgåeligt kommer ned gennem masten. I den version er ”Spækhuggeren” en perfekt dagsejler. I dag fremstår D1 omkring 90 % original med mere moderne blokke, moderne tovværk og nye dæksluger fra Moonlight.
Serieproduktion
Da Peter Bruun satte Spækhuggeren i serieproduktion, solgte han D1 til 505-sejleren og arkitekten Jørn Bond, Greve, der havde båden resten af livet. Det sidste årti stod den dog bare under et pæretræ i en have i Rødvig og forfaldt.”For fem år siden kontaktede Jørn Bonds datter, Trine Bond, formanden for Spækhugger Klubben, Jesper Andersen, Aarhus, og tilbød at forære den til klubben. Vi skulle bare selv hente båden, der var i sørgelig forfatning,” fortæller Per Risvang, Aarhus, der er aktiv i Spækhugger Klubben, og har været tovholder og supervisor på restaureringen. ”Jeg synes det ville være et godt projekt, så vi fik en vognmand til at hente den.
De næste tre vintre arbejdede vi hver aften i en måned på båden, hvor vi stod i Sejlklubben Bugtens bådehal, som vi lånte gratis i den måned. Vi fik også lov til at have båden gratis på havnen i de tre år renovering stod på,” fortæller Per Risvang.”Det har koste godt 200.000 kr. i materialer, der er kommet fra forskellige fonde og materialesponsorer som f.eks. HF Marine, der har leveret alt hvad vi skulle bruge af epoxy, glasfiber og maling. Desuden har North Sails, Ullmann Sails og Bojsen-Møller bidraget med nye sejl og vi fik en brugt Spækhuggermast af Peter Bruun,” fortæller Per Risvang. ”Vi kørte det som et projekt, hvor alle de frivillige også kunne lære at arbejde i træ og bruge epoxy og glasfiber.
De fleste var lægfolk og alle lærte meget af processen, så flere fik efterfølgende blod på tanden til at sætte deres egne både i stand, så det fik vi også ud af det,” fortæller Per Risvang og tilføjer at der er brugt i omegnen af 1000 mandetimer på båden.Det gav os en lang betalingsfrist hos banken og vores kreditorer, men det var jo en stor risiko at tage. Vi nåede ikke at få båden færdig, men tog derned alligevel, og satte den op, således at man kunne se materialerne og hvordan den var bygget.
Og heldigvis blev den solgt. Derefter tog vi hjem, betalte vores regninger, og byggede båden færdig, så den kunne leveres til den nye ejer. Og det blev vores gennembrud. Resultatet blev at vi vandt en lang række priser, og det var lige hvad vi havde brug for på det tidspunkt. Vi fik flere kunder, og kort efter kunne vi leje os ind i ordentlige lokaler, hvor der var plads og faciliteter til at fortsætte arbejdet, og lave flere projekter.”