Den største

Da Russell Coutts i 1998 deltog i Cottonfield Cup i Skovshoved og opdagede, at Paul Elvstrøm fulgte sejladserne som tilskuer fra sin Dragonfly-trimaran, sejlede han hen til den store mester og bad ydmygt som en skoledreng, der pludselig stod over for sin drømmehelt, om en autograf, som Paul Elvstrøm smilende skrev på newzealænderens kasket. Inden den synligt henrykte Coutts sejlede væk igen med sit nye klenodie, fik han fortalt, at Paul Elvstrøm altid havde været hans forbillede, og at det havde været en stor ære at møde alle tiders største sejler.
Uanset hvor mange gange Russell Coutts i fremtiden kommer til at løfte America’s Cup- trofæet over hovedet, og hvor mange millioner, der triller ind på hans schweiziske konto, vil han formentlig altid som sejler føle sig overgået af den store dansker. For ham og talrige andre verdensstjerner lyser Paul Elvstrøms navn fortsat stærkere end noget andet på sejlerhimlen.

Ekvilibristen
Canadieren Bruce Kirby, topsejler og journalist, var en af dem, der oplevede Paul Elvstrøm som olympisk Finnjolle-sejler. Hans beskrivelse af den store dansker under OL i Melbourne giver et indtryk af Paul Elvstrøms styrke og blændende teknik:
”Ved OL i Australien i 1956 havde jeg lejlighed til at se ham i aktion. Der var tre dage til sejladserne, og de fleste Finn-jolle-sejlere var optaget af at foretage småændringer på hængestropper og skødearrangementer. Som sædvanlig blæste det 12- 14 m/s, og der var et par Finnjolle-sejlere ude at træne. En af dem var Paul Elvstrøm. Han blev sjældent omtalt ved sit navn. Det var enten ’den store dansker’ eller ’den røde djævel’, for han havde altid en rød swea- ter og røde bukser på. Under trænings-sejladserne havde ingen været i stand til at holde sig i nærheden af ham, når det virkelig gik løs. Hvis vejret fortsatte sådan, var der ingen grund til at tro, at han ikke skulle tage sin tredje guldmedalje.
Den kraftige vind stod direkte ind i havnen. Ophalerbeddingen, hvor Finnjollerne holdt til, lå inde ved den læ kyst. En eller anden sagde: ’Der kommer den røde djævel!’ Vi så op. Elvstrøm var cirka 200 meter væk, pla- nende for en agten for tværs, mens han stod op i jollen. Mens vi kiggede, lavede han en hurtig bomning. Jollen planede videre, og masten holdt sig helt lodret. Han råbte et el- ler andet til sin gode ven Børge Schwarz, der var i færd med at gøre en af Finnjollerne klar til at gå ud og træne med sin landsmand. Han bommede sin Finnjolle tre gange til, imens han planede ind mod beddingen. Manøvrer- ne var så bløde, som blev de foretaget i 2-3 sekundmeter. Den eneste synlige bevægelse, Paul Elvstrøm gjorde, var at dukke sig i det øjeblik, bommen røg over. Han holdt skødet i den ene hånd over blokken og rorpinden i den anden, men den brugte han næsten ikke. Blot ved en lille kursændring fik han sejlet til at flyve over og fortsatte med at flintre af sted. Ca. 30 meter fra beddingen løb Paul Elvstrøm jollen i vinden, råbte sine instruk- tioner til Børge Schwarz og sejlede så ud igen på den oprørte Port Philip Bay.
Denne historie beviser egentlig ikke noget. Den er snarere et ordbillede af verdens bedste jollesejler i funktion. Selve episoden betød ikke mere for Paul Elvstrøm end en kop te for en englænder. Han behøvede formentlig ikke at lave fire bomninger i løbet af 40 sekunder, og det er vel et spørgsmål, hvorfor han gjorde det. Måske forsøgte han at vise sig - og det var bestemt også værd at se på - sikken et show. Lige så sandsynligt er det, at han prøvede at skræmme sine konkurrenter før sejladserne, og hvis det var hensigten, gjorde han det godt. Jeg havde i hvert fald aldrig set så dygtig sejlads, så gode manøvrer, og jeg måtte i mit stille sind indrømme, at jeg ikke havde nogen chance for at gå ud og efterligne dem.”

Bruce Kirby har også denne karakteristik af Paul Elvstrøm:
”Paul er et af de få mennesker, jeg har mødt, som er mere blændende end sin egen berømmelse. Han er altid bedre, end man venter, selv om man allerede ved, at han er den bedste i verden.
Jeg er helt overbevist om, at man uden forbehold kan sige, at han er den største jolle- sejler, der nogen sinde har eksisteret, og jeg føler mig lige så sikker på, at han har gjort mere for at forbedre sporten over hele ver- den end noget andet menneske.”

Fysikken
Nogen har sagt, at næsten uanset hvilken sportsgren, Paul Elvstrøm havde valgt, var han blevet et stort navn. Han havde forudsætningerne, var atletisk, stærk, udholdende, elskede konkurrence og havde formentlig (sådan noget målte man ikke dengang) en iltoptagelse som en Tour de France-cykelrytter på rigelige mængder af Epo. Dertil en vilje til at blive stadig bedre samt en enestående analytisk evne, som ikke var blokeret af vanetænkning.
Da han som 20-årig murerlærling i 1948 vandt sin første olympiske guldmedalje, var han god, men ikke lysår bedre end konkur- renterne. Det var han derimod fire år senere, fordi han i mellemtiden havde trænet mål bevidst mod denne sejr - et uendeligt antal timer på vandet i Finnjollen plus masser af timer med sandsække på skuldrene i den berømte selvbyggede hængebænk i moderens vaskekælder,
hvor mave- og lårmuskler udvikledes, så han kunne hænge længere og mere ubesværet end konkurrenterne. Resultatet blev en sejr ved OL i Helsingfors 1952, der var så overlegen, at den er blevet sammenlignet med et 100-meterløb, hvor vinderen kommer i mål 25 meter foran konkurrenterne.
Der var ikke nogen, der havde fortalt den unge Paul Elvstrøm, at han skulle træne sådan for at blive bedre, og det var helt usædvanligt, at en sejler gik så højt op i fysisk træning. Nogle har formentlig ligefrem anset ham for småtosset, for hvad skulle det vel hjælpe at hænge ispind i en vaskekælder, når det ude på vandet frem for alt drejede sig om trim og taktik? Men Paul Elvstrøm kom allerede her, da han endnu kun var i begyndelsen af tyverne, til at sætte nye normer for jolletræning.
Den fysiske styrke har han bevaret livet igennem. Uden den ville han ikke som næsten 60-årig have været i stand til at sejle Tornado på internationalt topplan, vin- de to EM-titler og være blot en protest fra en olympiske bronzemedalje (1984). Og slet ikke på den måde han sejlede på med dat- teren Trine, hvor han selv stod i trapez og styrede, når det blæste, fordi han vejede mere end Trine.

Paul Elvstrøms jernvilje bød ham også at gennemføre enhver kapsejlads, hvis det overhovedet var muligt. I bogen ”Paul Elvstrøm fortæller” beskriver han en situati- on fra EM i Star ved Neapel, hvor de fleste nok var udgået.
”Mit bagstag havde lagt sig rundt om salingen, og da jeg trak bagstaget hjem, knæk- kede salingen helt fem centimeter fra masten. Under normale omstændigheder er man fær- dig efter sådan et uheld, men det lykkedes for mig at vende. Jeg bad min gast klatre op i masten for at se, om han kunne sætte den brækkede del på masten med tape, men han svarede, at han ikke kunne komme derop. ’Du skal,’ sagde jeg. ’Jeg krænger båden, så du nærmest kan gå op ad masten, og du skal gøre det.’ Op kom han, og jeg rakte ham tapen på enden af spilerstagen. Han fik salingshornet bandageret, men da det var fem centimeter kortere, så masten forfærdelig ud. Vi kunne dog fortsætte og sluttede sejladsen med en placering omkring nr. 50. Bagefter havde vi begge en fornemmelse af at have arbejdet hårdt. Hvis vi var udgået, ville hele dagen have været spildt.”

Analytikeren
Da Paul Elvstrøm forud for De olympiske Lege i 1952 af dansk presse blev spurgt om sine chancer, svarede han ærligt, at han hav- de svært ved at se, hvem der kunne forhindre ham i at hjemtage guldet. Denne ikke lige- frem ydmyge bemærkning affødte en storm af forargelse i pressen, hvor han nærmest blev fremstillet som en mand med storheds- vanvid. Den var dog ikke udtryk for andet end Paul Elvstrøms ærlige mening baseret på en nøgtern analysere af egne evner kontra konkurrenternes. Ingen andre havde forbe- redt sig så grundigt på opgaven igennem fire år, og han fik selvfølgelig ret, som han har fået det så mange gange siden.
Derfor er der heller ingen grund til at tvivle på, at Paul Elvstrøm også havde ret, da han langt senere sagde, at hvis han var fortsat otte år mere i Finnjollen, havde han ikke vundet fire, men seks olympiske guld- medaljer. Efter at være stoppet som OL- sejler i 1960 var han med som reserve i Tokyo i 1964 og så på tæt hold Henning Wind vinde en bronzemedalje.
”Jeg håbede faktisk på, at Henning skulle blive syg, så jeg kunne overtage pladsen, “ sagde Paul Elvstrøm.
I 1968 i Mexico valgte Paul Elvstrøm at sejle Star, hvor det blev til en fjerdeplads. Da var han fysisk stadig stærk nok til at overgå de bedste Finnjolle-sejlere.

Paul Elvstrøms enestående analytiske evner har givet sig mange udslag. Da han under en vintertræning på Sundet i en 5-0-5 kæntrede i det iskolde vand og kun ved de sidste kraft- anstrengelser fik jollen rejst og sammen med sin gast kom op i jollen igen, gav han sig til at udvikle en svømmevest, som tusinder af sejlere siden har nydt godt af.
Da han irriteredes over de rørbailere, man midt i 1950’erne brugte i Finnjollerne, men som havde den ulempe, at hvis man glemte at trække dem op, når jollen kom på land, blev de bøjet, udviklede han den selvluk- kende bailer, der blev en meget stor kom- merciel succes.
Hans analyser har flere gange ført til usæd- vanlige konstruktioner. I 1972 gav han sig sammen med Jan Kjærulff til at udvikle en halvtonner, som skulle sætte en stopper for Scampiens tre år lange sejrsrække ved Half Ton Cup. For at udnytte besætningens vægt blev båden forsynet med ”altaner” på cock- pitkarmen. De fik imidlertid ikke den tiltænkte effekt, da målerne krævede, at sø- gelænderet skulle placeres inden for. Båden havde dog andre gode egenskaber og vandt samtlige sejladser på nær en enkelt.
I samme periode havde den franske baron Marcel Bich hyret Paul Elvstrøm og hans folk til at udvikle en 12-meter til America’s Cup. Resultatet blev en 12-meter med bulbstævn, som dog aldrig kom i produktion, fordi ba- ronen i sidste ende valgte at satse på franske designere i stedet. Bulben kom i stedet til at optræde på en 6-meter og på Coronet 38.

Forbedre en båds egenskaber
Paul Elvstrøm begyndte allerede i 1953 at udvikle og producere sejl og introducerede som den første smalle baner, som gjorde sejlene (de var dengang af bomuld) mere stabile. Sammen med vennen Strit Johansen fik han efterhånden opbygget en blomstren- de virksomhed.
Paul Elvstrøms aldrig svigtende blik for, hvad der kan gøres for at forbedre en båds egenskaber, har givet ham mange timer på land, hvor der er blevet savet, filet og flyttet rundt på tingene, og som regel med et gun- stigt resultat.
Også hvad sejlføring angår, har han sat nye standarder. I Drage-klassen var det i sin tid kutyme, at genuaen blev halet ned, når der førtes spiler. Under en sejlads, hvor han sammen med Aage Birch var kommet bagud på lænseren, satte han også genuaen og drønede forbi feltet. Det vakte beundring, at han kunne sejle så hurtigt - endda med genuaen sat. Ingen kunne forestille sig, at det var den, der gav den ekstra fart, men det lærte Drage-sejlerne efterhånden.