Op som en løve, ned som et lam

Kort om WASZP

• Foilende enmandsjolle
• International entypeklasse
• Vejer 48 kg
• Kan sejles af sejlere på 45-95 kg
• Nemmere at sejle end Moth
• Kan sejle i mere end 25 knob
• Koster ca. 80.000 kr.

”Og før jeg vidste af det, accelererede båden og løftede sig op i luften – i en og samme bevægelse.”

En kravleøvelse

Først af alt: En WASZP vejer 48 kg, med rig og foils, vinger og det hele. Skroget er knapt 40 cm bredt (nogenlunde som en bradepande), og har så lidt opdrift, at uden fart ligner det noget der er halvvejs forlist, når man kravler rundt på den. Og kravle er det rigtige ord. Vingerne forhindrer skabningen i at vælte helt, i hvert fald indtil bomnokken rammer vandet, og sejlet begynder at trække i det hele. Ror og sværd, som begge har horisontale foils, har så smalle og tynde profiler, at de næsten ikke virker, når farten er lav. De er selvfølgelig lavet til den høje fart båden har, når den foiler, og man kan jo ikke få både i pose og sæk. Båden er næsten ikke til at styre i lav fart medmindre man sidder rigtigt, og vinklerne er nogenlunde der de skal være. En WASZP skal hjælpes varsomt, men sikkert i gang. 

Ikke bare bare

At overhovedet starte kræver med andre ord øvelse, og der er ingen vej udenom: Man bader sig i gang. Selv med mange års jolle-erfaring i kroppen, er det ikke noget man bare gør. Det er måske lidt som en mellemting mellem windsurfing og jollesejlads: En balanceakt, som kræver at din krop befinder sig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Man kravler omkring, mens det hele vipper fra side til side, og forsøger at få styr på skøde og ror. 

Op i luften og ned igenFørst virkede det ikke rigtig – der manglede flow over ror og sværd, og båden var konstant ved at vælte. Så virkede det pludselig rigtig meget. Og før jeg vidste af det, accelererede båden og løftede sig op i luften – i en og samme bevægelse. Wow! Var det så let? Fra det ene sekund til det andet gik det over stok og sten. Hvad nu? Jeg kiggede ned, og det var ganske vist: Jeg fløj! Straks begyndte jeg at eksperimentere med ror og skøde, i et forsøg på at falde af og sejle endnu hurtigere. Det havde jeg nemlig set på YouTube. I næste sekund lød der et brag, og jeg lå i vandet igen. 

Hård startfase

Bitte små korrektioner med ror og skøde så ud til at være det der skulle til. Båden crashede bogstavelig talt ned i vandet, enten til luv eller læ, ved den mindste fejl. Jeg opdagede også, underlig nok, at jeg ikke var helt så fit som da jeg var 22. Det er måske ikke så fysisk hårdt at sejle WASZP, når man først kan sejle nogenlunde stabilt. Men indtil man får det lært, er det virkelig hård at rette den op og kravle rundt på båden, under konstante forsøg på ikke at vælte igen. 

Som en Optimist

Tidligere, inde på land, havde jeg stået og kiggede på en færdig rigget WASZP. Ved siden af stod Adriano Petrino, som har været med til at lave båden, og er verdensklasse-sejler i Moth-klassen. ”Hvordan gør man?,” spurgte jeg. Han trak på skuldrene. ”Skøde og ror,” sagde han. ”Det er bare at prøve sig frem. Og bade.””Nå, OK,” sagde jeg. ”Ligesom en Optimist-jolle?”. Han kiggede på mig med sine mørke solbriller. ”Akkurat,” sagde han.

”Det er på en måde et mirakel: Man flyver jo faktisk. Man sejler i luften! Tænk det.”

Vrid på rorpindsforlængeren

Den samtale tænkte jeg på, mens jeg svømmede omkring. Men ret hurtigt kom jeg op på stylterne igen, og så gik det derudad. Denne gang virkede det faktisk ret stabilt og fint i hele 10-15 sekunder – nok til at jeg besluttede at eksperimentere lidt med rorpindsforlængeren. Den kan nemlig vrides, hvilket styrer ror-foilens angrebsvinkel, og dermed om båden sejler opad eller nedad med næsen. Det skulle jeg ikke have gjort. Og nogle startforsøg senere var jeg faktisk blevet så forpustet og mørbanket, at den fine koordination der skulle til for at lykkes, ikke længere var mulig. Det var game over for denne gang. 

Vinkler og balance

På vej ind til land i motorbåden tænkte jeg over det. Der skulle nok ikke mere til, end nogle enkelte forsøg mere. Så ville jeg nok kunne begynde at sejle rigtigt – i det mindste tilbringe mere tid i luften end i vandet. I mine korte, foilende øjeblikke nåede jeg også at opdage at det ikke var nødvendigt at hænge en hel masse, ligesom i traditionelle enmandsjoller. Man er jo langt ude fra centerlinjen, alene ved at sidde på vingerne, og ens krop vejer meget mere end båden. Det er langt mere et spørgsmål om at få vinklerne til at passe: Vindvinkel, rorvinkel og skødevinkel. Kroppen skal bare befinde sig det rigtige sted, og være nogenlunde i balance. 

Skiff-sejlere gør det let

Efterfølgende blev jeg fortalt at de unge 49’er- og 29’er-sejlere, der var med i følgebådene, var kravlet om bord og sejlet af sted uden nogen dikkedarer. De gjorde det bare. Jeg vil dog hævde, at hvis man ikke lige præcis har den specifikke sejladsform i kroppen fra en ung alder, skal man altså regne med at bade og kravle en del, de første par gange man prøver WASZP. Også selv om man har en god portion almindelig jolle-erfaring. Det er ganske enkelt noget helt andet. Det er noget nyt.