UDEPLADS
Agtersofaens ryg kan vippes, så det er muligt at sidde enten med front i sejlretningen eller kigge bagud. Sofagruppen kan fjernes ved at løsne et par vingeskruer, hvilket gør det let og ubesværet at bevæge sig rundt på båden selv med kalechen oppe. Denne er monteret, så den ikke går længere ud på siden end at man kan bevæge sig uden for den, når man f.eks. skal ud agter. Man slipper også for at knappe kalechen op, når man bevæger sig rundt ved fortøjning af båden. Kalechen er i tre dele.
Udover agtersofaen findes en lille boks, der kan bruges til siddeplads. Boksen kan som agtersofaen fjernes for at give bedre dørkplads. Dog vil der være meget åbent ud til badeplatformene på hver side af motorerne.
Under bagbord platform er der plads til anker og spil. Platformene er trukket ekstra langt bagud så det er nemmere at lægge til med hækken. På agterdækket er også adgang til saltvandsspuling til bagbord og bruser med mulighed for varmt vand til styrbord.
Plads til fiskestænger
Under agterdækket er der plads til fiskestænger, men der er ikke mulighed for styring uden for styrehuset. Derimod kan det tænkes at Evinrudes iDock kan være en fordel ved finmanøvrering fra agterdækket. Men indtil videre kan Evinrude kun understøtte en iDock motorstyring.
På fordækket findes en stor solseng, der kan pakkes sammen og dækkes med en med- følgende presenning, som gør det nemmere at opbevare hynderne.
I stævnen er gjort plads til et spil, og der findes også en badestige, som kan vippes op af en luge.
På taget findes nogle små knapper, der gør det er muligt at påsætte en vaskbar havnepresening, hvis man er meget plaget af måger.
Standard leveres båden med to skydeluger, og vi får her et godt indtryk af en softtopløsning, som er velfungerende og praktisk
FART OG FORBRUG
Vi sætter os til rors og prøver båden i forskellige fartområder. Planingstærsklen ligger i området 2000 omdrejninger, og forbruget er lige det højeste med tre liter pr. sømil. Men straks efter at båden er kommet op og plane, på 3000 omdrejninger, er forbruget reduceret til 2,1 liter pr. sømil.
Bådens cruisingfart er på 3500 omdrejninger med et forbrug helt nede på 1,90 liter pr. sømil. Hvilket må siges at være flot. Farten er så 27 knob, og føles som en behagelig hastighed. Giver vi den 500 omdrejninger mere, er vi hurtigt op på 34 knob, og med et højere forbrug på 2,3 liter i timen. Hvilket holder jævnt op til 41 knob ved 4500 omdrejninger.
De sidste 1000 omdrejninger op til højeste omdrejningstal, som er 5500, har et jævnt forbrug på 2,7 liter pr. sømil. Motorerne bruger så 121 liter i timen, hvilket ikke rækker til meget mere end to timers sejlads for den 309 liter store benzintank med en hastighed af 51 knob.