Ved vores besøg hos Viking Life-Saving Equipment i Esbjerg var der mulighed for at se, hvordan en redningsflåde bliver til – fra udskæring, limning, syning og til det sidste vigtige sikkerhedsudstyr omhyggeligt monteres, og flåden pakkes ned i containeren.
”Listet, bokset, kæmpet ned – med hjælp fra kraner og remme,” lyder det fra salgschef Mette Fur Lisby: ”Bunden i alle flåder er udført i rågummi, og der er rigtig meget håndarbejde og mange arbejdstimer i at bygge en flåde. En hær af dygtige folk skærer, syr, limer, tjekker... de fleste har været her i over 20 år. Store dele af produktionen er flyttet til Thailand og Bulgarien, men mange flåder kommer dog en tur til Esbjerg, hvor de sidste dele bliver monteret. Der er i alt godt 100 folk ansat i produktionen i Esbjerg inklusive lager, test- og service- teknikere.”
GLOBALE KUNDER
Viking har kunder globalt og kan levere flåder, der er udrustet til de forskellige landes krav. Produktion af de allerstørste flåder og af evakueringssystemer foregår også ved hoved- sædet i Esbjerg, ligesom servicering af tusind- vis af enkeltstående flåder foregår i hjembyen, hvor der er 25 personer ansat udelukkende til eftersyn.
”For bare 10 år siden servicerede vi 500 flåder mere i Esbjerg. Men tendensen er, at flåderne bliver større, to 50 personers flåder bliver typisk slået sammen til en 100 personers, vi har flåder til mere end 200 personer,” for- tæller Mette Fur Lisby.
DRAGTER OG REDNINGSVESTE
Ud over flåder producerer Viking også red- ningsdragter og redningsveste i mange forskellige udgaver og til mange forskellige formål.
Fra overlevelsesdragten, der ligger pakket ned fra serviceeftersyn, til arbejdsdragten, der udover at være egnet til at bære en hel dag også fungerer som overlevelsesdragt med indbygget opdrift.
”Vi arbejder med sikkerhed, men også med komfort – blandt andet er det vigtigt, at kraven ikke generer i halsen, og at en redningsvest er designet, så man ikke bærer dens vægt med skuldrene. En del af dragterne bliver syet efter mål,” fortæller Mette Fur Lisby.
KVALITETSUDSTYR TIL LYSTBÅDE
Vikings redningsflåder, redningsveste og andet sikkerhedsudstyr til fritidssejlere er samlet under brandet VIKING RescYouTM. Navnet understøtter, at det ofte er et personligt ansvar at sikre sig så godt som muligt, når man sejler i en lystbåd.
Der er ikke særlige regler for sikkerhedsudstyr på lystfartøjer, men Viking anbefaler, at der altid er en redningsflåde om bord.
Det er ligeledes en klar anbefaling, at alle om bord bærer en ISO-godkendt redningsvest under hele sejladsen. Hvis uheldet skulle være ude, kan det være for sent at skulle til at finde veste frem og tage dem på.
Viking leverer redningsflåder og -veste til det professionelle marked, og de følger alle de internationale krav til sikkerhedsudstyr, SOLAS-kravene. Udgangspunktet for RescYouTM-produkterne er de samme materialer og den samme høje kvalitet.
”Fritidssejlere skal ikke være dårligere stillet end passager og besætninger på større fartøjer,” understreger Mette Fur Lisby.
Når du har en redningsflåde på dit fritidsfartøj, er der ikke noget krav til service, men Viking anbefaler et eftersyn hvert 3. år.