De vil sejle hen over Nordpolen

TUREN, DER ENDTE HELT GALT
Andet forsøg begyndte sommeren 2013. I en ny og forbedret udgave af den tidligere katamaran sættes der af fra Barrow i Alaska i et nyt for- søg på at sejle til Nordpolen. Med om bord er 32-årige Vincent Berthet, der har udmærket sig ved at have padlet over 1000 km i en havkajak ind og ud af de grønlandske fjorde.

Den nye katamaran hedder Babouchka – bedstemor på russisk. Det har taget Sébastien tre år at udvikle den specielle kevlar-kulstof- katamaran, der er fem meter lang og 2,40 m i bred. Den har en kahyt på tre kvadratmeter, hvor sovepladserne ikke er større end 170 x 60 cm. Desuden er den fyldt op med 450 kg proviant, tøj, nødhjælpsudstyr, lidt værktøj fremstillet i det lette kulfiber, videokamera, tablets og telefoner m.m. For at holde vægten nede har Vincent planlagt kun at skifte under- bukser én gang om måneden.

Turen er beregnet til at tage 100 dage. Båden i sig selv er en letvægter på kun 200 kg. Dens runde pontoner med monteret ski gør, at den er en kombineret sejl- og isbåd. Den kan sejle i søen eller glide hen over isen. Og hvis der ikke er vind i sejlene, så kan den padles eller trækkes.

Nogle få timer efter start må sidstnævnte funktion tages i anvendelse: De to gæve gallere er havnet på et månelandskab af drivende pakis. Isen ligger hulter til bulter. Lange isflager med søer af havvand, farlige våger og kløfter, så langt øjet rækker. Sébastien træk- ker, og Vincent skubber Babouchka gennem det forvitrede landskab. De to mænd bander, når de ryger i en våge. Det slider på kræfterne. Sébastien har glemt at lyne overtræksbukserne op og får isvand indenfor.

”Vi kommer ingen vegne. Lad os slå lejr,” siger Sébastian og peger på en flage, der er stor nok til at huse de nye tilflyttere på første- dagen. De fortøjrer ”Bedstemor” og kryber udmattede i soveposerne.

EN UVENTET GÆST KIGGER FORBI
Næste morgen studeres det digitale kort, der viser, hvor isen er massiv (lilla og gul farve), og hvor der er chance for at møde åbent vand (grøn og blå farve). Kursen bliver lagt om. De må mod vest og slæber nu Babouchka gen- nem pakis i fem dage. De ringer til deres vejr- mand, som lover dem, at de snart kan sejle.

”Sejle?” siger Vincent og ser frem for sig. ”Det lyder som en drøm”. Da de endelig slipper fri af isen og kan skubbe båden ud i vandet, er vejret så vindstille, at de må hive to plast- padler frem. Om aftenen har de så ondt i armene, at de knap kan sove.
”Vi skal helst bevæge os 30-32 km om dagen,” fortæller Sébastien til videokameraet næste morgen. En uge efter start har de til- bagelagt 190 km i sydvestlig retning, så de nu er længere væk fra Nordpolen, end da de startede. ”Vi leder efter den rette afkørsel på motorvejen,” forklarer Sébastien.

Først efter to uger lykkedes det for de to franskmænd at begynde rejsen mod nord. De hejser sejlet, der er 22 kvadratmeter, og sejler nu mellem isflagerne. Snart bliver vejret gråt, et lavtryk sætter ind og det begynder at regne. ”Vejret er fint,” siger Sébastien. ”Det er afskye- ligt,” svarer Vincent.
De skiftes til at sove to timer ad gangen. I den tiltagende tåge er der ikke meget at opleve på vagterne. ”Allerede?,” mumler Sébastien, da

De skiftes til at sove to timer ad gangen. I den tiltagende tåge er der ikke meget at opleve på vagterne. ”Allerede?,” mumler Sébastien, da Vincent vækker ham. De er begge to langskæggede og blege. Ansigterne er blevet aflange. Først på den femte gråvejrsdag, da de sidder og deler en pose tørrede æbler, holder det endelig op med at regne. Til gengæld er isen vendt tilbage, og de må igen slæbe Bedstemor gennem våger og hen over kæmpe flager med pakis. Det er et helvede. Sébastien har fået frostmærker på en tå. Sorte pletter, der breder sig.
Og mens det er allerværst, får de besøg af en uventet gæst. En ung isbjørnehan, der svinger hovedet fra side til side. Og kommer nærmere. ”Go away!” råber Sébastien og Vincent bakker ham op med et ”Get out of here!”. Men isbjørnen kommer blot nærmere. Sébastien griber en signalpistol og affyrer den tre gange mod bjørnen. Den lader sig ikke skræmme. Først da de affyrer et nødblus, som lander lige for snuden af den, vender den om. De to eventyrere kan fortsætte. De aser og maser. Samlet vejer Bedstemor 600 kg, så helt let er hun ikke at tumle rundt med. Men hvor kommer al den is fra, var den ikke ved at forsvinde?
I 2011 skrumpede iskappen markant i det nordlige polarområde. I 2012 fortsatte isen med at smelte, og de fleste videnskabsfolk spåede, at isen omkring Nordpolen ville forsvinde hurtigere end antaget. Flere både og skibe sejlede nu gennem både Nordøst-passagen og Nordvestpassagen. Men så ombestemte isen sig. Sommeren 2013 blev den koldeste i mands minde i Arktis. Og i sensommeren 2014 var der så koldt, at over 20 skibe frøs fast i Nordvestpassagen og måtte befries af isbrydere. Franskmændene har med andre ord valgt den helt forkerte sommer for deres ekspedition. Siden 2014 er iskappen igen blevet mindre år for år.

MIDT I DET STORE INTET
Efter halvanden måned, den 19. august, er det lykkedes Sébastien og Vincent at bevæge sig 884 km væk fra den nærmeste kyst. De har kurs mod Nordpolen, har passeret den 78. breddegrad og skyder nu en god fart på havet mellem drivisen. Men Babouchka har
fået en hård medfart at de lange strækninger over den brudte havis. Der er revner i skroget, og søgelænderet på siden er ved at falde af. Rorsystemet er bundet sammen med fare for at rive sig løs.
Den 26. august passerer de den 82. bredde- grad. De er nu nået 1260 km væk fra Barrow i Alaska og har 889 km til Nordpolen. Derfra er der så 1318 km til Spitsbergen.
Vejret er begyndt at røre på sig igen. Det milde vejr, der svinger omkring frysepunktet skifter til frost, og katamaranens dæk ises til, mens havet får en hinde af havis, som tager farten af båden med Sébastien og Vincent. De overnatter på en isflage under en gråsmattet og halvmørk himmel.
De næste par dage sidder de henholdsvis agter og styrbord og skubber båden fremad med benene. Det går kun langsomt hen over en fire-fem cm tyk is, som hele tiden knækker under bådens vægt. De kan hverken sejle eller glide. Hvad værre er, at hver eneste døgn driver de 14 km den forkerte vej på grund af strøm og modvind. Hver ny dag begynder fem-seks kilometer sydligere, end de sluttede dagen før.
Den næstsidste dag i august sidder de på en isflage og afventer, at vejret bliver bedre. Men i stedet bliver de over satellittelefonen advaret om,atenstormmedoptil80kmitimener på vej. Det begynder at gå op for dem, at de er fanget i det store intet midt på et tiliset hav over tusind kilometer væk fra nærmeste kyst.
De venter i tre dage. Under en opringning til vejrmanden, kan Sébastien ikke holde tårerne tilbage. Håbet slukkes. Deres fødevarer kan ikke strækkes til to måneder mere. Desuden ville den sidste måned være i ravende mørke, fordi vinteren sætter ind. De ville tidligst nå Spitsbergen i slutningen af oktober. Havet vil fryse til og hindrer sejlads.

KAN DE OVERLEVE?
Humøret når havbunden. Sébastien ligger i sin våde sovepose og stirrer tavst op i loftet.
Det er isnende koldt med temperaturer, der svinger mellem minus fem og minus 20 gra- der. De ved begge to, at turen er forbi. Men de siger ikke noget, og de ved ikke, hvordan de kan reddes. De kan ikke komme derfra ved egen hjælp. ”Vi må tænde Beacon,” siger Sébastien og finder en gul dimmer frem, der bærer navnet Personal Location Beacon – en nødhjælps-GPS. Den blinker i det grålige nattemørke. I midten af ”nowhere”.

Sébastiens tå er ikke blevet bedre. Den har stadig sorte frostskader. ”Alle store polarfor- skere har mistet en tå,” forsøger Vincent sig. Men bemærkningen falder til jorden i polar- kuldens knugende stilhed. De kan ikke læn- gere få forbindelse over satellittelefonen. Men de har fået at vide, at en russisk isbryder vil forsøge at finde dem. Deres lokation er 740 km fra Nordpolen på koordinaterne 82.50 N 172.30 W. De venter.
Fire dage senere den 4. september kl. 3.30 om morgenen præcis to måneder efter starten får de to vildfarne eventyrer øje på en plet i horisonten. Det er en af verdens største isbrydere, Admiral Makarov, der med tre motorer i drift ud af ni skyder en fart af 12 knob gennem to meter tyk is. Russerne ”var i området” og sejlede ca. 1200 km for at nå frem til de to franskmænd og Babouchka, som de hejser op på dækket. Den skal også med hjem.

Sébastien fortæller senere på fransk tv, at han er dybt taknemmelig over for sine rus- siske redningsfolk. Han ærgrer sig over, at vejret satte en stopper for deres videre frem- færd. Han mener, de kun var to ugers rejse væk fra Nordpolen. Og derfra til Spitsbergen kunne de have sejlet det meste af turen gen- nem åbent hav.
Efter den tur gik der næsten seks år med forberedelser, før Sébastien var klar igen. Som nævnt gik også 2018-ekspeditionen i vasken, så nu venter verden på forsøg nummer fire. Det vil løbe af stablen i 2020. De er nu gæve og måske lidt stædige de gallere.