TEKST MORTEN BRANDT, FOTO EYOTY//RICK TOMLINSON OG NAUTOR’S SWAN

NAUTOR ClubSwan 36

Swan i storsats

Med ClubSwan 36 sender det finske værft en stribe signaler til konkurrenter, kolleger og sejlsportsglade potentielle købere. For modsat hovedparten af de både, der bliver produceret på de store franske og tyske lystbådværfter har det ikke være nok for finnerne at ramme skiven – Nej, Swan satser på at ramme bull’s eye.


Swan i storsats
Inden vi kommer til anmeldelsen af båden skal vi lige have nogle mellemregninger og lidt historie på plads – for når man køber en Swan køber man mere end en båd.
Det ligner en risikabel manøvre som Leonardo Ferragamo, den italienske ejer af Nautor’s Swan, har sat i gang. En glasfiberbåd, der er en mellemting mellem en jolle og racing kølbåd, helt uden aptering og til gengæld med et så stort prisskilt, at køberne i stedet kunne få en god 50 fods turbåd med fire kahytter,
fire toiletter, fire kilometer rørlægning og 40 kilometer ledningsnet om læ – i Clubswan 36 er der intet om læ udover to læsepumper med fire sug.

BÅDEJER PÅ 1. KLASSE
For Swan er det enkelt. Man vil ikke nøjes med at producere både, der rammer det brede per- formance cruiser marked. Det er heller ikke nok at skabe et cruising community, hvor ejerne af deres både en gang om året bliver inviteret til at deltage i et rally-lignenede stævne. Ejere af Nautor’s Swan-både skal have adgang til de bedste klubber og de bedste venues. Sådan har det været længe, og sådan ser det ud til at blive ved med at være.
I 2017 hævede værftet overliggeren yder- ligere ved at introducere Nations Trophy, der er klassebådsracing mellem nationer. Stævnerne er fortsat på de klassiske lokatio- ner i Middelhavet og Caribien, hvor ClubSwan har formået at levere events med appel til både velhavende ejere, der gerne vil være en del af et eksklusivt netværk af sejlsportsinteres- serede forretningspersoner og til nogle af de bedste professionelle kølbådssejlere, og som nu forsøger at inddrage en følelse af lands- kamp hos deltagerne.

EN HELT NY BÅDTYPE
Og det er her at den nye båd ClubSwan 36 kommer ind i billedet. For den er helt ander- ledes for et værft som Swan. Selv den meget performance-orienterede ClubSwan 50 kom- mer til at fremstå som en cruiser i forhold til 36’eren, ene og alene fordi den har fuld apte- ring om læ.
Som nævnt – når man køber en Swan, køber man mere end en båd. Man køber adgang til at kunne deltage i en eller flere af de prestige- fyldte sejladser på nogle af de mest ikoniske steder for sejlere arrangeret af nogle af ver- dens mest kendte og anerkendte sejlklubber. Det interessante er, at Swan med 36’erne for- søger at sætte sig på en større del af markedet ved at gå efter de sejlere, der tidligere var at finde i f.eks. Melges 32.
De udvider dermed deres egen fødekæde nedad til mindre både og på den måde adres- serer de sejlere, der kommer fra planende både, OL-klasserne, surfing og lignende. Naturligvis i et setup i ClubSwan-regi, hvor ejeren skal være amatør og styre båden, og hvor den resterende del af besætning højst må have 50 % profes- sionelle sejlere om bord.
Og så til det store spørgsmål – tror vi på BÅD, at den rammer rigtig? Svaret kommer til sidst i anmeldelsen, når vi har gennemgået båden og trukket på egne og de ni øvrige kol- legers erfaringer i European Yacht of the Year juryen, der havde lejlighed til at sejle båden fra 0 til ca. 10 m/sek. vind på Middelhavet ud for Port Ginesta tæt på Barcelona i oktober.
BULB-HOLDER PÅ 2,75 M
Båden er, lidt overraskende, bygget i glasfiber med enkelte kulfiberforstærkning omkring dens skot og C-foil-kiste. Foilet kører i et halv- cirkelslag i en slags sværdkiste. Det kan place- res i en neutral position, som gør det muligt at have det helt inde i båden og dermed reducerer bådens vandmodstand i let luft – i hvert fald i teorien. For ser man på kølskaftet er det så smalt, at det ikke tjener til andet formål end at være bulb-holder for 1163 kg bly, der hæn- ger 2,75 m under overfladen for at stabilisere den 2590 kg lette båd – der er altså ikke meget overflade i kølskaftet, som kan give båden greb i vandet på kryds i hvert fald.

FORNEMMELSER OG FØLELSER
Båden har dobbeltror og er styret med rorpind. Det er ikke nogen hemmelighed, at dobbelt- ror ofte reducerer de signaler, som rorsmand får fra samspillet mellem sejlplan og båd. Det er derfor klart, at der er blevet arbejdet med netop denne udfordring fra bådens designer.
”En sejlbåd er unik på den måde den om- former vindens frie energi til bevægelse. Jo mere effektiv denne transformation er des bedre adgang får man til den fornemmelse og de følelser, som kun sejlbåde kan bibringe.
Samspillet mellem menneske og maskine går via styringen af båden, og derfor er det fundamentalt at rorsystemet er velbalanceret og følsomt, så rorsmanden opfatter disse for- nemmelser og følelser.
”Det er en central del af mine designs for uden denne egenskab mister en sejlbåd sin magi,” fortalte den argentinsk/franske stjerne- designer Juan Kuyoumdijan, da båden blev præsenteret i sommer.

OM BORD PÅ 36’EREN
Bevæger man sig op over vandlinjen op på båden finder man et stort funktionelt cockpit, der på en og samme tid er enkelt og generøst udrustet.
Starter man bagfra er løjgangen monteret optimalt helt ude på hækken direkte under bomnokken. Vognen trimmes helt efter bogen med standard trimliner, der er ført frem til positionen foran rorsmanden, hvor storsejls- trimmeren sidder. Han/hun har et Harken 40.2 2-gearspil i begge sider til at kontrollere storsejlet. På denne position er der også adgang til cunningham, kickenstrap og tjekstag. Bag rorsmanden sidder bagstagstrimmeren, der har et Harken 35,2 2-gear spil til rådighed i begge sider.
Længere fremme foran storsejlstrimmeren sidder der i begge sider to stk. Harken 46.2 2-gear spil til styring af fok og flyvesejl. På ruftaget har pit-mand/foiltrimmer et enkelt 2-gear spil at gøre godt med til fald, foil, udhal, bovspryd og andre liner.
MASTEN – ET KAPITEL FOR SIG
Masten er i kulfiber og står på ruftaget. Den har kun en enkelt saling. Den er super fleksibel og en kompetent mastetrimmer vil under kapsejlads være udslagsgivende i forhold til at opnå topplaceringer i klassebådsfeltet. Fremme på fordækket er der i bagbord en stor skydeluge hvorfra gennakeren kan sættes og bjærges. Lugen er samtidig den eneste dæksgennemføring, hvilket er en endnu en ting, der adskiller båden fra andre sportsbåde.
En anden ting er de futuriske konvekse skrog- og ruftagslinjer, en bølgebrydende stævnvinkel og den ofte meget krumme mast, der sender en hilsen tilbage til tidligere tiders rigdesign på smalle skærgårdskrydsere.

INTET OM LÆ
Om læ er båden helt ren. Det eneste man ser er strukturen, der er udført i glasfiber med enkelte ikke synlige kulfiberforstærkninger i de langsgående skot og omkring foil-kisten. Der er et lille motorrum, hvor en 14 hk Nanni Diesel har til huse. Det er meningen, at den skal udskiftes med en mere klimavenlig motor fra Torquedo og BMW, som er blandt Nautor’s Swan’s samarbejdspartnere på projektet.
Båden har mange fine detaljer, som for eksempel en mekanisme, der trækker skrue og
sejldrev op og helt ind i båden, så undervandsskroget bliver helt flush. En anden detalje er de to aftagelige paneler på dækket foran og bag masten, der henholdsvis skjuler bovspryd inkl. liner og hal og de mange trimliner fra mast til cockpit. Det skaber er rent dæk og minimerer samtidig antallet af skroggennemføringer.

EN NY SEJLOPLEVELSE
Swan selv beskriver båden som en moderne ”supercar”, der sætter selv amatørsejlere i stand til at nå grænserne, men i fuld kontrol. Ifølge beregningerne kan båden nå hastig- heder over 20 knob i fuld kontrol.
Vi testede båden fra 0 til 22 knobs vind. Og lad det være sagt med det samme – vi var glade. Båden kommer virkelig med noget nyt og den holder, hvad den lover både i forhold til sit spændstige udseende og i forhold til værftets beskrivelser. For den er funktionel at være om bord på, den er sjov at styre og har masser af feedback til rorsmanden, og dens foil virker og har en funktion, som bliver tydeligere, når vinden øger og båden krænger.

14,6 KNOB PÅ HALVVIND
På kryds loggede vi, i 11-12 knobs sand vind- hastighed, 7,9 knob, men det interessante var vinklerne – de var helt anderledes end på almindelige både. Det virkede som om båden pegede med en vindvinkel på ca. 40 grader, mens den virkelige kurs til vinden viste sig at være nærmere 25 grader. Forklaring må være det lift, som foilet skaber, når man har vind nok til at kunne sejle med god krængning, og når farten stiger til over syv knob, hvorfra man for alvor mærker effekten af det sug, som foilet skaber. Med slæk på skøderne steg hastigheden til 14,6 knob samtidig med, at rorsmanden havde en fjerlet fornemmelse på roret.
Vi havde to fabrikssejlere med om bord. For dem var båden også ny og de var ligeså overraskende over vind og vendevinkler som medlemmerne af EYotY-juryen. Sandheden er at båden fortsat er så ny, at ingen ved hvordan den skal sejles optimalt.
”Vi lærer ligeså meget som jer, og vi kan ikke for alvor sige, hvordan båden skal sejles. Jeg er sikker på, at der først bliver lavet en egentlig trimguide i løbet af den kommende sæson,” sagde Federico Michetti, der er projektleder for ClubSwan 36.

DEN SKAL KRÆNGE
Det vi dog lærte var, at båden skulle krænge betragteligt mere end normalt. Ikke noget med at sejle den fladt og luffe op, når kræng- ningen stiger. Holder man på kommer først farten og derefter løftet. Også på løberne var det en ny følelse. Igen skulle man have farten, hvorefter man i mellemluft blot kunne blive ved med at presse båden. Det var som om foilet var et støtteben, som blev ved med at omsætte tryk og krængning til fart – det var over- bevisende og det var sjovt.
Skal man komme med en kritisk kommentar kunne det være, hvorfor værftet ikke er gået mere radikalt til værks, når det kommer til foiling. Et foil, der giver lift og stabilitet er set før blandt andet hos Infinity Yachts med deres DSS-løsning. Hvorfor ikke en 36 fods båd, der virkelig flyver, som vi nu efterhånden er blevet vant til at se i bl.a. America’s Cup-sammenhæng? Svaret er, at det aldrig har været hensigten.
Båden er designet til ClubSwan-sejlads, og er med andre ord en entry-level klassebåd.

VI TESTEDE NOGET NYT
Det stod klart for os at vi havde testet en helt ny type sportsbåd, og at den tilbød en lang række gennemtænkte og veludførte ideer og koncepter. Man følte virkelig, at man var i direkte kontakt med elementerne, når man var på roret, og når man trimmede.
Båden er en stor jolle og ikke et lille TP52’er. Kombinationen af en samlet vægt på 2550 kg, en meget justerbar rig, og det kurvede C-foil giver en båd, der er så omstillelig, at den kan sejles i stort set alle inshore forhold, og som vil kræve virkelig dygtige sejlere for at få maksimal performance.

ER 3,6 MIO. KR. FOR MEGET?
Det store spørgsmål er om der findes et marked for en ren kapsejlads- båd i glasfiber til seks personer til godt 3,6 mio. kr. Det er her ClubSwan kommer ind i billedet. For båden er mere end en velsejlende glasfiberbåd. Den er den direkte vej til kapsejladser arrangeret af de mest velrenomerede sejlklubber i verden på de bedste lokationer. Rygterne går på, at der ud over sejladser i Middelhavet og Caribien også vil kommer kapsejladser på vores breddegrader for den nye 36’er.
Swan har lavet et modigt træk med denne båd. De forsøger at åbne deres eget marked nedad og starte deres fødekæde blandt yngre og mere sportsinteresserede sejlere. Samtidig kan de måske lukke markedet for andre, der forsøger at udfylde hullet efter især Melges 32. Spændende bliver det at følge udviklingen.

HVAD ER CLUBSWAN
ClubSwan er en organisation for nuværende tidligere og kommende ejere af både fra Nautor’s Swan grundlagt i 1999.
Det er med andre ord en brandbaseret klub, der arrangerer og kører en række årlige cruising-møder og regattaer. Klubben fremmer udvikling og eksponering af værftets både. Senest klassebådene ClubSwan 36 og 50. Tidligere har fokus været på ClubSwan 42, Swan 45, Swan 601, Swan 60 OD og Swan Maxi Class.
Klubhuset ligger i Segelsällskapet i Jakobstad, Finland. Leonardo Ferragamo, der ejer det finske værft, er formand for klubben. Blandt æresmedlem- merne er den tidligere konge Juan Carlos I af Spanien, Pekka Koskenkylä, German Frers, Ron Holland og Lady Pippa Blake, kone til afdøde Peter Blake.
ClubSwan arrangerer i samarbejde med Yacht Club Costa Smeralda Rolex Swan Cup, der afholdes skiftevis i Porto Cervo, Sardinien og på De Britiske Jomfruøer. Sejladserne er et udstillingsvindue for værftet, som viser ”The Spirit of Swan” med masser af glamour og sejladser i filmiske settings.
To andre halvårlige begivenheder eksekveret af ClubSwan har været Swan European Regatta, der normalt finder sted fra Cowes på Isle of Wight i samarbejde med Royal Yacht Squadron, og Swan American Regatta, der finder sted i farvandet ud for Newport Rhode Island i samarbejde med New York Yacht Club.
I 2017 blev Nations Trophy lanceret som en begivenhed, der skal fremme Swan one design racing mellem nationerne. Regattaen er åben for ClubSwan 50, Swan 45, ClubSwan 42 og ClubSwan 36.

START MED AT LEJE
Du og vennerne kan starte med at leje en ClubSwan 36. Det kroatiske firma ACI Sailing har købt de seks første både. ACI er en forkortelse for Adriatic Croatia International Club og de tilbyder charter-løsninger med både træning og kapsejlads. For eksempel kan man chartre en eller flere af bådene til at deltage i Copa del Rey på Mallorca. Det er en form for turn key løsning, hvor den endelige aftale bliver forhandlet med hver enkelt klient. Der kan også arrangeres træning forud for et stævne. Bådene er naturligvis 100 % kapsejladsklare og konkurrencedygtigt sat op til klassebådsrace. Prisen for træning og/eller kapsejlads starter ved 16.500 kr. pr. dag.
Yderligere info hos ACI på info©aci-sail.com eller hold dig opdateret via Instagram: aci.sail


BÅD 558
BÅD 558

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.