SER GODT UD
Men lad os komme i gang – og hvorfor ikke starte der hvor alle starter, når de møder en ny båd: Med udseendet. Det er faktisk ret vigtigt for de fleste, at de oplever båden som smuk. Og Dufour 45E er en smuk båd. Den er stor og mægtig, men har alligevel fået harmoniske og tiltalende linjer, og båden fremstår som velproportioneret. Linjerne er kendetegnende for de fleste moderne performance-cruisere: En (næsten) lige stævn og hæk, en (næsten) lige springlinje, og et lavt og langt ruftag som flyder over i cockpitkarmene. Generelt har båden et moderat forhold mellem længde, højde og bredde. Båden er dog alligevel i den brede ende af spekteret, og selv om forskibet ikke er særlig smalt, og bestemt ikke hvis man tænker kapsejlads, er meget af bredden trukket relativt langt agter. Det giver masser af volumen under dæk. Kølen har helt vertikal forkant, og er med bulb.
HVOR MEGET RACING VIL DU HAVE?
Man kan vælge mellem to køltyper; en i støbejern som stikker 1,95 m, og en mere racingpræget køl i bly, som stikker 2,30 m. Riggen kan også fås i to versioner: ”Club” eller ”Fastnet”. Sidstnævnte udmærker sig med en lidt højere mast, stående rig i fiber (Dyform) og løbende rig i Dyneema. Man kan med andre ord ”shoppe” sig til en mere racing-præget, henholdsvis cruising-præget båd, alt efter ønsker og behov.