TEKST & FOTO HENRIK HANSEN
TEKST & FOTO HENRIK HANSEN
Perfekt til singlehand
Albin Alpha 29 har et højt flot sejlplan med 7/8-rig og et stort sejlareal, der giver god fart i let- og mellemluft. Ved almindelig familiesejlads bør man derfor lige tage et reb i frisk vind, så båden får mindre krængning end da vi var på vandet. Båden er født med genua, men efter vores vurdering er det nemmest og bedst at nøjes med en rullefok. Det koster næppe noget på farten i andet end let vind. Alpha 29 er generelt meget nem at sejle, og med sin gode kursstabilitet og lange rorpind, så er båden faktisk helt perfekt til singlehandsejlads. Man kan nå alle hal med rorpinden i den anden hånd, så hvis man sejler mest som besætning, så vil det efter vores mening være en ide at afkorte rorpinden med ca. 20 cm. Det giver bedre plads i cockpittet i f.eks. vendinger.Vi har talt med en ejer af Albin Alpha, som på tyvende år stadig er vældig glad for båden, og det er nok derfor Alpha 29 kun drypvis kommer på brugtmarkedet. Det er simpelthen en dejlig lille båd, man bliver glad for.
En Cumulus med Nova-hæk
Sidste var der kun tre både med gyldig DH-certifikat, men i alt 48 danske både har haft DH-certifikat i bådens nu 36-årige levetid. Målet var heller ikke at bygge en kapsejler, men derimod en moderne familiebåd med tre kahytter i et smukt og velsejlende skrog. Albin ville søsætte en båd der var hurtigere, rummeligere og pænere end konkurrenten Maxi Fenix.Alpha 29 skulle desuden være en lidt større og mere moderne efterfølger til konstruktøren Peter Norlins populære Cumulus 28, der blev bygget i et imponerende antal på hele 567 både fra 1978 til 1984. Albin lod dog ikke Peter Norlin designe en helt ny båd, men tog skroget fra Cumulus og forlængede det med en hæk som den større Albin Nova. Desuden blev roret flyttet ind under agterskibet, mens det var hængslet på hækken på Cumulus. Denne kombination viste sig at fungere godt. I 1987 fik Alpha 29 flere mindre modifikationer og badeplatform. Det var i hele produktions-perioden standard med en lille 7 hk saltvandskølet Yanmar motor og fast aksel. Der blev desværre kun bygget ca. 239 Albin Alpha, fordi den blev ramt af finanskrisen og Albin-værftets definitive forlis sidst i firserne.
Toilettet trukket agterud
Cockpittet blev designet dybt, børnesikkert og helt enkelt med to lange vandrette kistebænke og en bred cockpitkarm, hvor man kunne sidde og styre med rorpindsforlængeren. Storskødet blev trimmet på en løjgang på et trin foran nedgangen. Trim og trimgrej blev anbragt ganske fornuftigt, også set i forhold til nutidens både.I datidens både blev toilettet typisk placeret mellem forkahytten og salonen, mens Alpha 29 på helt moderne vis fik et særskilt, og overraskende rummeligt toiletrum agter i salonen.Alpha 29 var også utraditionel med et moderne langskibs pantry agter i salonen om styrbord. Det var med to vaske med trykvand via fodpumpe, et halvkardansk ophængt gaskomfur med to blus og ovn samt en rummelig køleboks.
Dette kostede noget på længde af den styrbord køje, der dog stadigvæk fungere fint som køje til et barn. Ellers blev båden rimelig klassisk indrettet med dobbeltkøje i forkahytten, hvor køjen fyldte hele kahytten, og en rimelig moderne dobbeltkøje under cockpittet. Der blev også indbygget et lille åbent klædeskab om styrbord, mellem pantryet og kistebænken modsat dobbeltkøjen. I forhold til dagens standard for agterkøjer, så er der mindre højde over køjen, der er beskedne 1,87 m. Samtidig man skal være lidt smidig, når man skal til køjs. Derfor er denne køje nok mest egnet til børnene om bord. Alpha 29 er en meget veldisponeret båd, med stort set al den komfort man i dag forlanger af en familiebåd, blot komprimeret i et 29 fods velsejlende skrog der ikke føles gammeldags.
Høvlen” er i fin standog fuldstændig sejlklar
Vi har fundet Albin Alpha 29 D-102 ”Høvlen” til salg for 98.000 kr. hos Tobias Schmidt Larsen, YachtBroker Nordsjælland.
Den velholdte båd er fra 1985 og har fået ny 9 hk Yanmar motor i 2005, der stadig ser ud som ny efter 15 år. Det indikerer at motoren er løbende vedligeholdt, og den spandt fint, da vi var en tur på vandet med ”Høvlen”.Den originale dørk i ”Høvlen”s salon var ødelagt af vand, der var løbet ud over dørken fra den gennemgående mast.
Den er udskiftet til en anden og mindre medtaget original dørk af den nuværende ejer, der også har fået smedet en rustfri stålkant på mastesporet og et dræn, så vandet fra masten nu løber ned i sumpen. Dørken er dækket af et gråt gulvtæppe, og kan stadig reddes til at ligge frit med skraber, sandpapir, knofedt og lak. ”Høvlen” fremstår helt original om læ med en aptering, der er i over-raskende fin og intakt stand efter 34 år.
Dog er der for nyligt indbygget et køleskab i et garderobeskab mellem pantryet og agterkøjen. Der har været teak på kistebænkene og cockpitkarmene, men det var meget nedslidt så den nuværende ejer har høvlet den originale tynde teak af, og har i stedet malet bænke og karme hvide med lidt antiskrid pulver i malingen, så man kan sidde og stå fast. Det er virkelig pænt udført og virkede perfekt, da vi var ude at sejle med båden. Storsejlet er fra 2005 og virkede meget nyere. Det indikerer, at der ikke er sejlet meget med båden de senere år, og at den næppe har været meget ude i råt vejr. Fokken var pletfri og tilsyneladende aldrig brugt, da vi satte sejl. Den var dog ikke original, så forliget var et par centimeter for langt og havde sejlpinde i agterliget. Det passer ikke lige til et rulleforstag, så ejeren får fokken rettet hos en sejlmager. Fribordet, dækket og ruffet fremstod velholdt og blankpoleret, så båden også her virkede langt nyere end bådens 34 år. Hynderne om læ er også i fin stand og forholdsvis nye.
Da vi sejlede med ”Høvlen” ville vi gerne have haft en lidt slæk gjord i stedet for wiren øverst i søgelænderet agter. Så havde vi siddet helt komfortabelt og styret på cockpitkarmen, mens vi på turen måtte sidde lidt foroverbøjet, når vi krængede i pustene.Alt i alt får man utrolig meget båd for pengene med denne beskedne båd, der på alle måder er fuldstændig sejlklar og kun kræver almindelig vedligeholdelse fremover.