Tekst Henrik Hansen
Foto Henrik Hansen, William D. Krause m.fl.
Den nu 50-årige 25 fods Spækhugger er i dag en ægte dansk klassiker, og fik efter sin debut som serieproduceret glasfiberbåd hurtigt en status som en moderne og økonomisk overkommelig ”folkebåd” i glasfiber. Det var inden Folkebåden kom i glasfiber-version.Populariteten skyldes en fremragende cocktail af godt design, der f.eks. fået mange arkitekter til at sejle Spækhugger, og gode hurtige sejlegenskaber. Samtidig var båden solidt bygget, havde høj stabilitet og fungerede fint som en enkel og billig familiebåd. Spækhuggeren blev hurtigt til ”Huggeren”, der scorede topresultater på datidens hastigt voksende distance-felter og havde efter få år nogle af de største felter på distancebanerne.
Der blev opstillet klasse-regler, så klassen kunne få status som officiel DM-klasse. I dag har Spækhuggeren stadig et DIF-godkendt DM, hvor der de sidste fem år har deltaget 19-31 både. Det er store felter for en kølbådsklasse i dagens kapsejladsbillede.Spækhuggeren er et glimrende valg som en sejlerfamilies første båd, fordi man får utrolig meget båd for pengene, men også fordi den er så velsejlende, pålidelig, stabil og overskuelig at trimme.
Desuden er Spækhuggeren uhyggelig hurtig i let vind, hvor man kan have meget sejlglæde under forhold, hvor familier i større moderne cruisere oftest starter motoren. Der er rigtig mange sejlere, der i tidens løb har lært at sejle i en Spækhugger, der har været sejlerskolebåd i adskillige sejlklubber. I hårdt vejr med grov sø kan Spækhuggeren dog banke søer på kryds med sin buttede stævn, og det giver nemt en våd sejlads, men det er jo heller ikke vejr til familiesejlads. Når det blæser fra 12-14 m/sek., så bør mindre erfarne ikke sætte den 60 m2 store spiler, fordi båden ikke kan komme ud af vandet på læns i hård vind.
Den bliver svær at kontrollere, og kan derfor kæntre, hvis rorsmanden ikke holder tungen meget lige i munden. Det er bådens skarpe agterskib, der i lettere vind giver båden sit fantastiske slip, men som i hård vind får båden til at grave sig mere ned og ikke komme op at surfe eller plane som både med bredere og fladere agterskib. Til gengæld bevarer Spækhuggeren sin gode stabilitet og sejler næsten lige så hurtigt i hård vind med blot storsejl og fok, og i praksis klarer Spækhuggeren sig rimelig godt på distancesejladser i hårdt vejr.
Den gode stabilitet kommer især fra jernkølen, der udgør over halvdelen af bådens deplacement. ”Huggeren” blev født med skødning af storsejlet agten for cockpittet på en hanefod, der er en enkel måde at skøde på, men denne skødning er knap så præcis som skødning på løjgang. En del kapsejlende Spækhugger-ejere har derfor monteret løjgang på tværs i cockpittet.Spækhuggeren er blevet bygget i tre versioner, hvor den originale Club-version er suverænt den mest almindelige. Family-versionen var populær i en årrække, fordi den havde større ruf og en mere moderne aptering, men inkarnerede Spækhugger-sejlere foretrækker generelt Club-version. Der også bygget enkelte både i en Racingversion.
Sensation på Sjælland Rundt
”Båden kom til at hedde Spækhugger, fordi Folkebådssejleren Erik Larsen udbrød ’Den ligner en spækhugger’, da han så båden, mens jeg stod på havnen i Espergærde og arbejdede på den,” fortæller Peter Bruun. Det blev så navnet på den nye one-off båd.Peer Bruun designede logoet, der blev et dobbelt Flipper logo. Den første Spækhugger lignede en fræk racer med flushdæk og bare to luger i dækket, og ingen traditionel nedgang til kahytten.
Den nye ”Spækhuggeren” kom straks på alle sejleres læber, da den havde en sensationel debut på Sjælland Rundt i 1969 med Peter Bruun, Jan Persson og Thorkild Thomasen om bord. Her blev de kun sejlet agterud af Paul Elvstrøm, der sejlede i kong Konstantins Soling.Båden var knap færdig, så besætningen arbejdede stadig på de sidste detaljer, mens de blev slæbt op til Helsingør. Efter denne succesdebut tegnede og byggede Peter Bruun den endelige version med ruf, en familievenlig aptering og et større cockpit. Båden fik også lidt spring. Den følgende vinter blev der bygget en form til dæk, ruf og cockpit, og produktionen af Spækhuggeren begyndte hos Flipper Scow i foråret 1970.Peter Bruun deltog i 1970 i Sjælland Rundt med en serieproduceret Spækhugger og blev nr. 2 i sit løb, igen efter Paul Elvstrøm, der sejlede i sin nye Elvstrøm halvtonner ”Bes”.
Årets efter blev Spækhuggeren udstillet foran Charlottenborg på en design-udstilling. ”Prototypen D1 havde ikke forfinne og var livlig som en jolle, og man kunne ikke slippe roret, men den manøvrerede godt og kunne vende på sin egen længde. Jeg satte så en forfinne på, der var næsten trekantet. Den blev senere erstattet af en forfinne, der sad på båden, indtil spækhuggersejlerne Klaus Næraa og Hans Erik Ortving foreslog den forfinne, der nu er sat på stort set alle Spækhuggere. En ændring som jeg er glad for,” fortæller Peter Bruun.Den endelige forfinne er smallere og mere rektangulær end de første mere trekantede forfinner. Der har reduceret venderadiusen væsentligt.