Funktionel førerplads
Førerpladsen er enkel og funktionel, men med plads til en stor kortplotter og et godt lille sporty rat. Gas/gearhåndtaget er placeret helt rigtig ved siden af rattet, og her findes også kompas samt motorinstrument.
Et handskerum findes foran passageren over døren ind til et lille rum, der dog er stort nok til at et par rollinger kan sove her på korte madrasser. Her er placeret et lille marinetoilet og på bagbords skot er monteret smarte poser til ting og sager.
Vindspejlet er højt nok og buer ud over siderne så skipper og en passager sidder beskyttet, når der sættes fart på. Med tre mand om bord og små krusninger på Øresund tog det kun et 10-20 sekunder inden vi fik trimmet ud til ideelt plan og kort efter aflæste 42 knob på GPS’en.
Den gode bæreevne i den brede bag og det smalle skrog gør båden til et levende fartøj, der er præcis på styringen. Skal man rigtig lege med båden i høje hastigheder, vil det være en god ide at hive noget ekstra ballast ind i ballasttankerne, så skroget bliver mere stabilt, men alligevel kun mister få knob.