TEKST HENRIK HANSEN / FOTO HENRIK HANSEN

Beneteau Gran Turismo 50 HT

Sportscruiser med udsigt hele horisonten rundt

Den nye franske 50 fods Gran Turismo fra Beneteau har de største vinduer i både salonen og i ejerkahytten, som vi endnu har set i en sportscruiser. Vi var en tur på vandet med nyheden i hardtop-versionen.


Gran Turismo 50 er det splinternye flagskib i franske Beneteaus GT serie af luksus sportscruisere, hvor den erstatter GT 49. Nyheden markerer sig især med meget store vinduer, der giver en fantastisk panoramaudsigt, en spændende aptering og et videreudviklet Air-Step2 skrog.
Vi var på Middelhavet syd for Barcelona med GT 50 i hardtop-versionen på en rolig efterårsdag med en doven dønning, der rullede tungt ind mod kysten. Her viste 50’eren meget fine og især trygge sejlegenskaber, der mere er til komfortabel familiesejlads end til sportslig leg.

GT 50’eren gik dejlig blødt i dønningen, og i alle de lidt grovere hækbølger fra andre både som vi kunne finde. Når vi drejede rattet i borde for fuld fart, så krængede 50’eren blødt ind i svinget, uden at det på nogen måde blev dramatisk, blandt andet fordi vores venderadius var på 2-3 bådslængder.
Det nye GT flagskibs Beneteau AirStep2 skroglinjer er udviklet specielt til IPS i samarbejde med Beneteau Powerboats udviklingsafdeling og Volvo Penta. Det har, efter vores oplevelse med båden, givet nogle meget velfungerende sejlegenskaber, hvor vi kunne styre båden meget præcist med hurtige og helt præcise korrektioner på kursen.

Vi nåede en topfart på 28 knob ved 3610 omdrejninger og et forbrug på 152 liter i timen fra de to IPS 600 motorer på hver 435 hk. En fornuftig cruisingfart ligger på ca. 20 knob med et forbrug på 110 liter i timen. Det tog blot 10 sek. at nå op at plane ved 16-17 knob, og vi brugte 28 sekunder til at nå topfarten. Støjniveauet var desuden behersket til et niveau, hvor vi kunne tale sammen uden at hæve stemmen, og vi hørte ingen knirkelyde i båden under sejlads i høj fart. Hverken oppe i salonen eller nede om læ.
Jollegarage under cockpittet
Vi sad udmærket på det polstrede førersæde, der har den efterhånden sædvanlige vipbare pølleforkant, som man kan skubbe ind over sædet, når man vil stå op og styre, så den både giver plads og støtte til lårene.
Instrumentpanelet er overskueligt med plads til en stor multifunktionsskærm i midten, og med gashåndtagene lidt usædvanligt placeret til venstre for rattet, side om side med joysticket til IPS-systemet. Det fungerede fint og joystikkets placering giver mulighed for at står midt i båden, eller lidt til bagbord, og manøvrere båden.

Der er plads til to på førersædet, men til gengæld er et traditionelt passagersæde veget til fordel for en bred og nem adgang ned om læ.

Cockpittet agter er stort og delvist overdækket af salonruffet. Her er en stor L-sofa med hævesænke klapbord, en trappe op til fordækket og udgang til bådens store badeplatform, hvorfra der er adgang til RIB-garagen under cockpittet.
Næsten som en åben sportsbåd
Foruden et fantastisk lysindfald fra salonens store vinduer, så har hardtop-versionen et stort fast soltag, der manøvreres elektrisk. Med
soltaget og dørene agter i salonen åbne, fik vi et frisk pust og lysindfald i båden, der næsten fik 50’eren til at minde om en åben sportscruiser, men uden at vi fik ubehagelig træk.
Agter i salonen er der lange sofaer i begge sider med et hæve-sænke klapbord om bagbord og et skab med bordplade om styrbord.
Værft og designere har ikke fulgt den nyere trend med pantry i salonen, men har placeret det nede om læ, hvor der er et stort L-pantry om bagbord. Her er god bordog skabsplads, et højt køleskab med fryseboks og ovn i et skab oppe over komfuret.

Sofa-lounge eller kahyt
Vi sejlede en GT 50 version med blot to grandiose kahytter om læ, hvor en lounge med L-sofa kan erstattes med en lille kahyt med to enkeltkøjer. Denne lounge er placeret om styrbord, lige neden for trappen og skråt overfor pantryet.
Ejerkahytten med stor dobbelt ø-køje er utraditionelt placeret under salonen, men med stå-højde på hver side af køjen og med meget store vinduer i fribordet og eget toilet og baderum. Her er sofaer i borde i hver side med stuveplads under og et stort klædeskab.

Gæstekahytten har ligeledes store vinduer og en dobbelt delvis ø-køje, der kan deles til to enkeltkøjer, ved at svinge en halvdel ud til hver side af fribordet i forskibet. Denne kahyt har også direkte adgang til toilet og bad, som dog deles med en eventuelt tredje kahyt.
Der er LED-lys i ruffet overalt i båden, og bådvarme i den meget veludrustede båd vi sejlede. Man kan slikke sol tre steder om bord, på en dobbelt solseng på ruffet over forkahytten, i cockpittet og på solterrassen alias badeplatformen agter.
Prisen for herlighederne er høj, men det er også en meget stor, luksuriøs og komfortabel båd med et væld af udstyr, og den er overraskende nem at manøvrere – ikke mindst på grund af det velintegrerede IPS-system.


Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.