MAREX VÆRFTET
Marex både blev kåret som European Powerboat of the Year i 2009, 2013, 2016 og i 2017. Samtidig har de yderligere fået en lang række hædersbevisninger. Navnet Marex er en sammentrækning af de to latinske ord for konge og hav, mare og rex, og det lægger op til værftets slogan ”King of the Sea”, havets konge.
Værftet blev grundlagt i 1973 af Eyvin Aalrud i Rykene i det sydlige Norge i kompagniskab med Joda Boats. De første både var 24 fods snekker. I 1978 brændte fabrikken i Rykene, og produktionen blev flyttet til Fjord Boats tidligere lokaler i Fevik. Samme år købte Eyvin Aalrud Joda Boats ud og overdrog 49 % af værftet til sønnerne Espen og Thomas, der ejer og driver det i dag.
Værftet har omkring 200 ansatte på fabrikker i Norge og Litauen. Reese Marin har i 20 år forhandlet Marex både, og har solgt over 100 stk. i Danmark og Nordtyskland. I dag er der fire både i Marex programmet, Marex 310 Sun Cruiser, Marex 320 Aft Cabin Cruiser, Marex 373 Aft Cabin Cruiser og Marex 375
EKSTRAUDSTYR
Begge både har i store træk det samme fornuftige basis udstyr som bovpropel, elektrisk ankerspil, 220 volt landstrøm med lader, keramisk kogeplade, køleskab, varmt og koldt trykvand, bådvarme, hardtop med to tagluger, teak på badeplatform, bovspryd i stævn med teak, lyse hynder i cockpittet.
”Otiet” har desuden en Simrad CE 32 farve- kortplotter, Simrad VHF/DSC, GPS, log lod, QL trimflaps, klapbord i pantryet og ikke mindst en cockpitkaleche fra 2017.
”Oscar” har en Simrad CX 34 kortplotter med GPS, Simrad multidisplay med log og lod og desuden en stævnplade i rustfri, Mente Marine automatiske trimflaps, elektrisk tømning af holdingtank, 19” tv med dvd og digital tuner, tv-antenne, 3 stk. 220 volt stik, ekstra batteri til anker og bovpropel, automatisk brandslukning i motorrum, radio med cd og mp3, fire højtalere, kantsyet gulvtæppe i cockpit- salonen, en ældre cockpitkaleche og vinterstativ i stål.
”OSCAR” STÅR SOM NY
Vi så på ”Oscar” en flot forårsdag med høj sol. Det skarpe lys afslørede, at ejerne har passet virkelig godt på båden. Den står nærmest som en ny båd, og det var svært at finde spor efter, at den havde sejlet i 10 år med samme ejere.
Det var ejeren Jan, der havde båden sammen med sin far, der viste båden frem. De er meget glade for båden, og de sælger den, fordi de ikke får brugt den tilstrækkeligt, men vil ikke sælge for enhver pris.
To ting skilte sig ud på båden. Agterkalechen trænger til at blive skiftet ud. Jan mente at en ny koster omkring 12.000 kr. Bortset fra alderen på 10 år, så er kalechen blevet grim af utallige mågeklatter.
Der er lidt varme på båden om vinteren fra bådens dieselvarmer, og det benytter mågerne sig af til at få varmet fusserne. Bådens Simrad CX 34 kortplotter har en fejl på skærmen, hvor kanten er lidt grå og diffus i forhold til størstedelen af skærmen. Kortplotteren virkede fint, da vi prøvede den, så det er mest et kosmetisk problem. Det var de to fejl og mangler vi fandt ved ”Oscar”, hvor også den udenbords teak på bovspryd og badeplatformen stod fint.
Pantry giver næsten altid et sikkert praj om, hvordan der er passet på båden, og ”Oscar”s pantry stod flot og uden de næsten uundgåelige småskrammer et pantry får. Hynderne var som nye, og der lå fine præcise kantsyede og beskyttende tæpper på dørken i cockpittet.