TEKST og FOTO HENRIK HANSEN

Windy 27 Solano

En herlig Windy dag

De norske luksusspeedbåde fra Windy har ry for høj kvalitet og gode sejlegenskaber. Vi har testsejlet en af værftets nyeste både, Windy 27 Solano, på en dag med frisk vind på Køge Bugt, for at se om det gode ry også holder vand for denne nyhed.


Vi kan med det samme afsløre, at den 27 fod lange Windy 27 Solano sejlede fremragende under barske betingelser på en windy dag på Køge Bugt. Båden sejler på en dyb V-bund i forskibet, der kløvede de grove bølger på allerbedste vis, så vi kunne plane med fuld fart op mod søerne.
Windy 27 Solano er en luksus speedbåd med rene, enkle klassiske linjer og et nyudviklet skrog med relativ stor bredde. Det er designet af den erfarne norske motorbådsdesigner Hans Jørgen Johnsen.

Det er ikke en moderne flashy båd med overflødige kruseduller, men derimod en båd med gode funktionelle detaljer.
Det er en ægte cabriolet solskinsbåd med god mulighed for overnatning i forskibets over- raskende store dobbeltkøje. Under fordækket er der også et pænt stort toiletrum.
Vi sejlede en båd, hvor fribordet var farvet ”racing green” med folie, og som var udrustet med en del ekstraudstyr som f.eks. teak på dækket, i cockpittet og på badeplatformen samt et elektrisk ankerspil, så det er nemt at ankre for frokost, afslapning og badning.

Under vores testtur smed Windy’en ganske meget bovvand ud til siderne. Bovvandet blev dog smidt så fladt og langt ud, at det aldrig kom ind over båden, der var helt tør at sejle.
Kun i få tilfælde, hvor dagens meget friske vind tog fat i den letteste del af bovvandet, mærkede vi nogle få dråber lande i hovedet og på instrumentbordet, fordi vindspejlet tog de fleste sprøjt. Vi fik aldrig flere dråber, end at vi kunne have en telefon liggende sikkert ved siden af kortplotteren.
Bortset fra et par salte pletter på brillerne, så var vi helt tørre, da vi kom i land efter testturen, hvor redningsvesten var vores eneste sejlertøj.
Testturen var således overraskende behagelig og sjov, på trods af testdagens store buler på vandet, så vi havde virkelig en herlig dag på kontoret med Windy’en, hvor vi faktisk havde lyst til bare at blive meget længere til søs end nødvendigt. I de grove bølger følte vi det nærmest, som om vi slog smut hen over bølgerne med båden, når vi sejlede over 30 knob.

Windy’en styrede nemlig fuldstændig kontant og præcist, samt reagerede helt som vi ønskede, og det hydrauliske styresystem gjorde styringen meget let, uden det på nogen måde gik ud over følingen med båden.
Vi kunne kaste rundt med den i skarpe sving med høj fart, uden hverken at miste kontrollen eller at føle, at vi kom tæt på en risikabel grænse, selv ved meget skarpe sving med over 25 knob.
Vi prøvede ikke at svinge skarpt ved højere hastigheder på grund af de til tider store bølger. Den aktuelle Windy 27 havde en meget potent V8 Volvo Penta motor på 350 hk under dørken, og med den var vi oppe at plane på små otte sekunder ved ca. 16 knob og omkring 3000 omdrejninger. Det kan sikkert gøres lidt hurtigere på fladere vand. Topfarten på 39-40 knob nåede vi på 24 sekunder. I disse tider er medregnet den indbyggede forsinkelse fra Volvo Pentas effektive og let betjente elektroniske gashåndtag.

Windy 27 Solano Spec 08Motoren V8 350CE DPS
Vi sejlede med den potente 8-cylindrede Volvo Penta Aquamatic V8 350CE DPS på 5,3 liter og 350 hk med Z-drev og DuoProp. Motoren har en letvægts aluminiumblok og vejer 452 kg inklusiv drev og propel. Det giver motoren en usædvanlig høj ydelse i forhold til vægten. V8 350CE har direkte indsprøjtning, katalysator, et kompressionsforhold på 11,0:1 og kan løbe op til 5800 omdrejninger.

Cylinderne er på 99,6/92,0 mm. Motoren har variabel ventiltiming, som optimerer drejningsmomentet gennem hele accelerationen. Motoren har desuden bredbånds oxygen-sensorer, der optimerer motorens ydelse ved varierende brændstofkvalitet, og er med til at nedsætte udledningen af kulilte med op til 95 %.

Samtidig har motoren Volvo Pentas Elektronisk Vessel Kontrol, der integrerer motoren med al elektronik og valgfrie ekstra funktioner som f.eks. Powertrim Assistant, Cruise Control og Glass Cockpit.

Vi vurderer at bådens fornuftige cruisingfart ligger på 24 til 28 knob ved ca. 3600-4000 om- drejninger. På grund af den grove sø fik vi ikke rigtig prøvet flere trimmuligheder med Z-drevet, fordi det ville være vanskeligt at adskille, hvad bølgerne betød og hvad en ændring af trimmet betød.
På fladt vand er der helt sikkert noget at hente i forhold til vores målinger.

Drevets DuoProp propel medvirkede til effektiv acceleration og en god kursstabilitet ved høj fart, men hjalp som ventet ikke meget ved lav fart i havnen, hvor vinden tager fat i båden som ved alle andre motorbåde uden køl og ror.
Den testede Windy 27 var udstyret med bovpropel, og den kan redde mange situationer, men vi foretrak alligevel at sejle på god gammelkendt maner i havnen, og trak lige hækken ind til kajen med motoren og drevet, da vi skulle lægge til langskibs efter testturen. Båden reagerede heldigvis helt forudsigeligt.

Effektiv styreplads
Under testen foretrak vi at stå op og styre på grund af bølgerne, og vi kunne stå mageligt og kontrollere båden effektivt, med rumpen lænet op ad en pølle på førersædet. Pøllen kan klappes ned som forkant på sædet, når man foretrækker at styre siddende.
Instrumentbordet er enkelt, overskueligt og domineres af søkortplotteren Raymarine Axiom 9 Pro-RVX foran rattet. Dette store multidisplay er standardudstyr. Gas/gearhåndtaget er placeret intuitivt korrekt, med joysticket til bovpropellen samt krængningstrimmet fint indenfor rækkevidde.

Ellers er der bare de mest nødvendige instrumenter man altid skal have ved hånden, omdrejningstæller, motortemperatur, tank- måler og trimmet på drevet.
Andre motordata kan hentes frem på multidisplayet. Alle funktioner som f.eks. vinduesvisker og lyskontakter er vippe- kontakter, der er praktisk monteret med en lille buet skillevæg imellem. Det er praktisk ved betjening af knapperne, men kan også blive en udfordring at holde rene.

En Fusion MS-BB300 radio med bluetooth og DAB-funktionalitet. Mellem instrumentbordet og skydedøren til kahytten om bagbord er der i midten indstøbt to trin, så man nemt kan komme ud på fordækket gennem en oplukkelige rude i midten af vindspejlet.
Passagersædet om bagbord er magen til førersædet. Handskerum med kopholder findes ude i siden.

Mulighed for udepantry
Windy 27 Solano har et passende stort cockpit til afslappet udeliv, med en stor solseng agter over motorrummet, der er sikret agterud med et ryglæn. Dette ryglæn kan hurtigt skubbes frem på skinner under hynden så det forvandles til et ryglæn på en magelig sofa agter.

Med to langskibs små sofaer, så kan der blive fem-seks siddepladser rundt om bådens cockpitbord, der er smart gemt af vejen under solsengen, der også fungerer som luge over motorrummet.
Når man vipper solsengen op, for at åbne motorrummet, bliver den holdt oppe af to kraftige gasfjedre. Under dørken i cockpittet er der to stuverum.
Desuden er der en lille luge til et stuverum i motorrummet, til f.eks. fendere, i det lille gangareal ved siden af solsengen, der fører ud til badeplatformen.
Den testede Windy havde indbygget bimini, med bøjlerne ganske diskret fældet ned bag de to langskibssofaer agter, og i en reces under den forreste del af solsengen. Det er dog ekstraudstyr.
Man kan erstatte den langskibs sofa om bagbord med en udendørs bar med keramisk kogeplade og et 49 liters skuffekøleskab.

Stort toiletrum om læ
Under fordækket rummer Windy 27 en over- raskende stor kahyt med en fin dobbeltkøje med god stuveplads under, samt et par mindre skabe lige indenfor skydedøren i formbøjet gennemsigtigt tonet plexiglas. I disse skabe findes også bådens eltavle.
Her om læ finder vi også et dejligt stort toiletrum, hvilket viser at Windy har lagt vægt på at det skal være en komfortabel båd med et fornuftigt toilet.
I den testede båd var der elektrisk pumpe på holdingtanken.

Konklusion
Efter nogle timer på vandet må vi konkludere at det er en speedbåd, eller måske rettere power- boat, der sejler sikkert og fremragende. Det var dejligt at opdage, at man kan sejle behageligt for fuld fart i en bådstørrelse som denne.
Det er ikke en billig båd, men motoren ydede en yderst potent indsats og vi havde en god følelse af gedigen kvalitet, både mens vi sejlede og da vi lå i havn. Det var en fornøjelse at sejle en speedbåd uden klapre- eller knirkelyde. Om den er dyr eller ej er en diskussion med ens egen sans for kvalitet.



Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.