TEKST: JAKOB JOHANNSEN FOTO: PRIVATE

Vi skal sejle
TILBAGE TIL VORES RØDDER

I 50’, 60’ og 70’erne var Danmark verdens førende sejlsportsnation. Vi har talt med nogle af de gamle elitesejlere, og starter her med den tidligere Dragesejler Aage Birch.

Med sejleren Paul Elvstrøm som frontløber havde dansk sejlsport sin guldalder i 50’, 60’ og 70’erne. Men selvom han sejlede mange forskellige bådtyper, var han ikke ene om det. I næsten alle de store bådklasser gjorde dansk sejlsport sig bemærket på de internationale kapsejladsbaner, og til de olympiske lege talte man ikke om Danmark fi k medaljer i sejlsport, men om hvor mange medaljer vi skulle have med hjem.

I Drageklassen, som var olympisk fra 1948 til 72, var det navne som Ole Berntsen (OLguld, sølv og bronze), der sloges med sin evige rival Aage Birch (OL-sølv 68) med Axel Holm og Thorkild Warrer på de næste pladser, og senere var det Børge Børresen, Mugge Nielsen og Poul Richard Høj Jensen, der fi k Dannebrog til tops over sejrsskamlerne.

Men der var mange sejlere i andre bådtyper, som grundlagde myten om Danmark som verdens bedste sejlernation gennem tre årtier. Bådmagasinet har talt med 85 årige Aage Birch, der ud over OL-sølv har vundet VM for Drager fl ere gange og stadig har rekorden i at vinde Dragernes berømte Guldpokal hele syv gange i sine Drager alle med navnet Chok. Faktisk har han aldrig sejlet om Guldpokalen siden 1963 uden at vinde den. Han sejler stadig fl ittigt, men nu er det i en Kadrejerjolle med Smakkesejl, bovspryd, topsejl og klyver, sådan som den blev sejlet på Øresund for mere end 150 siden. Vi spurgte ham om dansk sejlsports guldalder, om hvordan sporten har udviklet sig og om forskellen på dengang og nu. Aage Birch svarer:

Klik for større billede

Dr Anne Marie AB med guldpokal i Kbh 1966

85 årige OL-sølv- og syv gange guldpokalvinder om bord i sin smakke.

”Er du gammel nok til at kunne forestille dig Skovshoved Havn en dejlig sommersøndag med sol og fem sekundmeter vind i 1959?” (Da var jeg 11 år og sejlede Juniorbåd i Skovshoved, red). ”Kan du se, hvor mange både der ligger i havnen? Nej vel! Næsten ingen, for de er alle sammen ude at sejle. Forestil dig så Skovshoved Havn 2011 en lignende dejlig sommersøndag, hvad ser du der? Ja du ser en havn, der næsten er propfyldt med både, der ikke sejler! Og forskellen er ikke kun, at der er flere der har båd i dag. Forskellen ligger et helt andet sted, som jeg efter mange år har analyseret mig frem til: Det kan sammenlignes med børns gaver juleaften. I dag ønsker de sig en masse dyrt elektronisk legetøj, det bliver pakket ud – batterierne bliver sat i, og der bliver leget et par dage med det. Så bliver det sat væk, og Legoklodserne bliver hentet frem igen. Børn synes ikke, der er nogen udfordring i at trykke på en knap og se tingene køre rundt. De vil skabe selv. Hvis du går tilbage til 40’, 50’ og 60’erne var sejlsport en mandfolkesport, selvom der også fandtes dygtige sejlerpiger. Det var en udfordrende måde man sejlede på. Det var ikke familiesejlads, men var en sejler så heldig at have en båd, kunne han sammen med to-tre stykker, som hjalp med at holde båden, sejle ture og kapsejlads. Den gang var det en meget lille procentdel af den danske befolkning, der sejlede.

Jeg gik på en skole i Birkerød med 600 elever og var den eneste, der sejlede. Det samme gjaldt på Holte Gymnasium, hvor der måske var tre-fire stykker, der sejlede på Furesøen. Sejlsport var en hobby og som regel den eneste hobby. Man sejlede hele sommeren, og hele vinteren planlagde man ture, udtænkte eksperimenter tileksperimenter tilhvordan båden kunnesejle hurtigere ogbedre, og så i øvrigtsatte den i stand.Og når man sejlede,var det nok at sejleen tur ud og tilbageigen, simpelthen fordiman kunne lide at være på vandet og sejle.Et instinkt og en udfordring. Det var lidt afet spejderliv uden komfort. Man havde enlille primus, der stod på dørken, og når mantog på langtur, havde man konserves underkøjen bestående af forloren skildpadde,skipperlabskovs og en hel masse dåser medleverpostej og et par spegepølser. Toilettetvar en pøs.

Sejlsport skal være en udfordring
Det var en udfordring. Navigationen foregik med trekanter, parallellineal og søkort. Og før man tog på sommertur, så havde man planlagt turen med alle kompaskurser lang tid i forvejen. Blæste det op, så skulle en mand rulle bommen, mens en mand i cockpittet skulle slække storsejlsfaldet, og hvis det blæste endnu mere op skulle fokken skiftes til en mindre med en mand på fordækket. Alle om bord havde noget at lave. I dag er at man er blevet grebet af den moderne teknik. Man kan ikke få nok elektronik om bord, og hvad er resultatet? At det er blevet smadderkedeligt at sejle. Hvis du ser, hvordan folk sejler f.eks. ud fra Rungsted og over mod Kyckbacken på Hven. Hvis vinden er til det, så ruller de genuaen, som sidder på forstaget hele sæsonen, ud, for det er for det er for besværligt at sætte storsejlet. Og hvis det er modvind, bruger de kun motor. Så sætter de navigationssystemet i gang og selvstyreren på og sejler direkte mod Kyckbacken, og er fremme på en halv time, går i land, ser sig lidt om og køber en is til børnene, som leger lidt på havnens legeplads. Derefter tager de cyklerne frem og cykler en tur. Tilbage i båden pakkes de hjemmelavede retter fra slagteren ud og sættes i bådens mikroovn. Det har efter min mening ikke noget med sejlsport at gøre, og det er som om sejlerne har glemt de egentlige glæder ved at sejle med sejl.”

Begyndte på Furesøen
Aage Birch kommer ikke fra en sejlerfamilie. Hans far var derimod en begejstret lystfi sker, der havde en lille jolle på Furesøen i nærheden af familiens hjem. Aage blev født i 1926, og allerede som femårig fi k han til opgave at sejle sin far til og fra fi skepladserne, først med årer, senere med hjemmelavede sejl. Han blev junior i Yachtklubben Furesøen, sejlede Juniorbåd i 30’erne, og da han var 13 år inviterede

Drageklassen juniorer fra forskellige sejlklubber til at prøve at sejle Drage, fordi de manglede mandskab i klassen. I 1939 sejlede han sin første kapsejlads i Dragen i Hellerup. Herefter kom han til at sejle med Christian Rafn i ”St. Jørgen”, og da krigen kom fl yttede han med Rafn og Dragen op til Isefjorden, hvor det stadig var tilladt at sejle. Aage Birch blev juniorfører i 1940 i Yachtklubben Furesøen. ”Vi tog toget til Hundested lørdag eftermiddag, sejlede, boede i båden og tog hjem igen søndag aften. Ind i mellem cyklede jeg til Lynæs fra Holte, fordi det var lettere end at tage toget. Nogle år kunne vi overnatte på Grenå-Hundested færgen Marsk Stig, som var oplagt, det kostede otte kroner at få en garanteret tør køje. Og det var hver weekend hele sommeren igennem. Under krigen sejlede vi også hjemme på Furesøen, og her blev der i øvrigt sejlet det, der i dag kaldes ’matchrace’ under mesterskabet for juniorer, der dengang blev kaldt ’To-båds-sejlads’.

En flok originaler
Da krigen var slut fortsatte vi med at sejle Drager på Isefjorden. Jeg kom i Søværnet, og her sejlede jeg det første internationale marine sejlsportsstævne i Brest sammen med orlogskaptajn Erik Stærmose i Starbåd, hvor vi vandt overlegent. I mellemtiden havde jeg været i lære som bådebygger i Svendborg og havde i fritiden bygget min første Drage, DD 88 Chok, og i ’52 var jeg med brødrene Ole og William Berntsen til Olympiaden i Helsingfors i Drage, hvor vi blev nummer seks. Vi havde vundet udtagelsessejladserne og havde god fart i båden med nogle nye Carlsen Sejl. Men da vi kun havde en mast, lånte vi en ekstra ny mast fra Børresen til OL. ’Vi kan ikke være bekendt at sejle med den gamle hakkede mast,’ sagde William, og så satte vi den nye mast på, og stod bomstille i vandet og måtte nøjes med en sjetteplads.

Den gang troede man, at en mast var en mast. Ren uvidenhed, som betød at sejlerne byggede nye både for et godt ord, men det var som regel ikke bådene men masterne, der var forskellige. Vi var en fl ok originaler. Og vi eksperimenterede hele tiden med liv og sjæl. Vi sejlede aftenmatch tre gange om ugen, en sejlads lørdag eftermiddag og en stor sejlads søndag. Og når vi ikke sejlede eksperimenterede vi konstant. Samtidig havde Danmark nogle dygtige bådebyggere og sejlmagere, der lyttede til sejlernes ønsker og ideer, og vi udtænkte hele tiden nye måder at gøre tingene på. Nye beslag, nye trim-ideer og nye koncepter. Jeg er kommet til at tænke på, at vi her i Norden spiser tidlig aftensmad, og det er længe lyst om sommeren. Derfor kunne vi nå at sejle aftenmatcher tre gange om ugen, hvorimod sydeuropæerne, der spiser senere til middag, fi k mindre træning, fordi de kun kunne sejle i weekenden.

Fjer og små vanddråber
Og der var ikke en uge, hvor der ikke var nogen, der fandt på noget nyt. Hvis man ikke fl yttede masten, så prøvede man med en anderledes skødning, andre sejl og nye beslag. Dragesejleren og vandskiløberen Bent Stig Møller gik så langt, at han fi k lavet runde huller i sit storsejl for at få bagluften til at forsvinde. Jeg udviklede et system af forskellige kiler til mastehullet for og agten for masten. Teakklodser, som jeg havde mærket med vindstyrker. Og så vidste jeg, at i 5 m/sek. skulle jeg have en størrelse kile i. Hvis vinden friskede satte jeg en mindre kile, der var mærket med 8 m/sek., foran masten og fl yttede den anden om bagved.

Storskødet og skødebroen havde fire mærker i forskellig farver. Det samme gjaldt genuaskødet. Når vi så rundede mærket, og det blæste 5 m/sek., så kunne vi hive ind, så sejlene stod lige som de skulle og ikke behøvede at tænke på trim i de meget stressende situationer i rundingen. Samtidig havde vi været tidligt ude på banen, sejlet krydset halvt igennem og skrevet kompaskurserne ned hele vejen. Så når vi startede, vidste vi om vinden skraldede eller rummede,” siger Aage Birch og viser en blok med små tegninger, som viser vindskiftene på banerne ved Marstrand i de forskellige vindretninger fra 1960’erne. ”Intet var overladt til tilfældighederne. Når vi f.eks. fik en ny fok eller genua, så sprættede vi en pude op og tapede fjerene på hele sejlet, så vi kunne se vindstrømmen hen over dugen, og på den måde skøde og trimme sejlet optimalt ved de forskellige vindstyrker. Alt blev noteret ned, og når vi var færdige, tog vi fjerene af igen.

Den rigtige bundmaling og hvilken vandslibning, der var den bedste, eksperimenterede vi med i mange vintre. Vi havde et bræt på seks meter – samme længde som vandlinjen på en Drage. Det malede vi med forskellige bundmalinger og sleb med forskelligt vandslibningssandpapir for derefter med stopur at tage tid på, hvor hurtigt en vanddråbe kunne løbe ned ad brættet. Den maling og slibning, som fi k dråberne til at løbe hurtigst, blev brugt som bundmaling og vandslibning. Der var ikke noget overladt til tilfældighederne. Det gjorde det hele meget sjovere. Da jeg f.eks. byggede min anden Drage, DD 144, i 1958 brugte jeg en hel dag hos tømmerhandleren på at gå og fi nde spruce planker, som havde den rette stivhed og den rigtige vægt til en mast. Jeg tror, jeg sorterede 300 planker, før jeg havde fundet de rigtige, og personalet var tossede på mig, fordi de syntes jeg rodede. Til sidst fandt jeg tre planker, der var stivere og lettere end alle de andre, og af dem byggede jeg en mast, der var 10 kg lettere end konkurrenternes. Næste sæson sejlede vi meget stærkt, og blev kun slået af en amerikaner, som havde en mast, der var seks kilo lettere end vores. Det var dengang.

Før jeg byggede båden, havde jeg lange diskussioner med den norske Dragesejler Thorleif Corneliussen. Og vi blev enige om, at en Drage skulle være så stiv som mulig i den oprindelige facon tegnet af Johan Anker, så den ikke vred sig i alle mulige andre faconer, når den sejlede. Derfor blev min DD 144 limet op fra køl til hæk, og folk sagde til mig, at jeg ville komme til at stå stille i vandet. Da jeg skulle lave dækket, fandt jeg frem til det letteste plywood jeg kunne få i gran og lavede to små helt ens fi rkanter. Den ene beklædte jeg med lærred og maling, den anden med tyndt teakfiner. Og da jeg vejede dem, fandt jeg, at teakpladerne var de letteste. Derefter byggede jeg verdens første Drage med teakdæk i 1957. Samtidig lavede jeg cockpittet så lille som det overhovedet måtte være. Sidedækket blev derved bredere og agterdækket længere, mens ruffet blev lavere og mindre. Det gav dels større stivhed i hele skroget, jeg fi k mindre luftturbulens hen over båden, og jeg kunne skøde min genua meget længere ind i fl ovt vejr. Det var med til at give os sølvmedaljen ved OL i Acapulco, Mexico.

Trænede på transportsejladser
En af mine fordele som kapsejler i 50’erne og 60’erne var, at jeg havde båden liggende i Humlebæk, og de fl este sejladser foregik i Skovshoved, så jeg skulle sejle frem og tilbage hver gang, hvilket nogle gange kunne tage en halv dag. Her fik jeg og min besætning Poul Lindemark og Niels Markussen trænet, eksperimenteret og øvet, så vi altid var i topform, når vi nåede frem til kapsejladsen. Og vi nød hvert minut, vi var på vandet. Og inden de store sejladser forsøgte vi at holde fri, så vi kunne komme på vandet 10 timer om dagen. Til sidste behøvede man blot at lægge hånden på dækket for at vide, hvordan båden sejlede. Men det var ikke alle nyskabelser, der kom af eksperimenter, nogle kom også ved tilfældigheder. I 1958 sejlede jeg Guldpokalsejladser i Marstrand med Paul Elvstrøm og Niels Markussen. Vi havde nye sejl og ny båd, men havde ikke haft råd til en krydsfok, som Dragerne den gang altid sejlede med når det blæste. På andendagen blæste det mellem 14 og 18 m/sek. og vi blev nødt til at sejle med fuld genua, så Paul Elvstrøm måtte sidde med storskødet i hånden og slækkede i alle pustene. Vi var fem minutter foran alle konkurrenterne i mål, og det var sidste gang en Drage har sejlet kapsejlads med krydsfok.

Sejlsportens krise
I dag er sejlsporten efter min mening i krise fordi den er blevet kedelig og uinteressant. Det er blevet ligesom børnenes elektroniske legetøj – uden udfordringer. Se blot på udsendelserne i tv om Bonderøven og B.S., som er så populære. Folk søger tilbage til rødderne. Jeg mener ikke man skal gå tilbage til vikingetiden, men man skal huske rødderne, og huske hvad sejlsport er. Og det er ikke en form for camping på vandet. Det kan man godt gøre, der er bare ikke meget sejlsport i det med moderne teknik og fartøjer.

Til OL i Folkebåd
Det samme gælder kapsejlads. Se hvor få både der er af hver OL-klasse. Der er kun to-tre virkelig seriøse i hver bådtype, fordi man har valgt klasser, hvor man har snobbet for at sejlerne skulle være atleter, og helt fejlvurderet hvad sejlsport er for en størrelse. Hvis du laver det tankeeksperiment, at Folkebåden var en OL-klasse i dag, så ville der være 500 besætninger i Danmark, der ville prøve at komme til OL og andre internationale mesterskaber. Eller hvis OK-jollerne og Piratjollerne var OL-klasser, så ville der være tusindvis af dem herhjemme. Man skulle have holdt fast i de gamle rødder og ikke gået på kompromis som i dag, hvor du skal styre med den ene hånd, holde skødet mellem tænderne og passe computeren med den anden, mens du står i trapez.

Halvforkalkede idioter
Men det kan vi jo sagtens sige, vi er nogle gamle halvforkalkede idioter – gamle, vrisne mænd, som tager fejl af det hele. Men efter min mening, så har man snobbet for og troet på, at sejlsporten skulle være en elitesport, hvor man skulle kunne løbe en halv maraton, før man tog ud at sejle kapsejlads. De har valgt nogle af de forkerte bådtyper, fordi der har siddet nogle gamle nisser i OL-komiteen, der valgte nogle gymnastikapparater i stedet for sejlbåde af bare skræk for, at man skulle tro, at de ikke var unge og moderne nok. Det er kejserens nye klæder. Ingen tør sige det, og jeg gider ikke skændes med folk, der bare siger, at jeg er en gammel forstokket idiot. Der er jeg måske også.”