Enkel og funktionel om læ
Pelle Petterson nytænkte hvordan man kunne få mest mulig rummelighed og komfort om læ, uden det gik ud over sejlegenskaberne. Under vandet designede han rene, letdrevne linjer og om læ blev bådene indrettet enkelt, klassisk og især praktisk.
Bådens bredde er udnyttet helt ud til fribordet i sofakøjerne i salonen. Der er en V-køje i forkahytten, der kan omdannes til dobbeltkøje, et toiletrum om styrbord og et klædeskab om bagbord mellem salon og forkahyt.
Her er desuden en stikkøje om styrbord og et overraskende stort L-pantry om bagbord. Samtidig er cockpittet tilstrækkelig stort til en familie. Stikkøjen er i nogle både reduceret til en ekstra lang køje om styrbord og et stuverum i kistebænken.
Det er en indretning vi tager for givet i dag, men det var designere som Pelle Petterson og Maxi-bådene, der dengang var med til at vise, hvor rummelig og funktionel aptering, det er muligt at skabe i en lille båd.
Pantryet rummer god bordplads, fordi en del af bordet også er en del af trappen ned, håndvask med hane og fodpumpe, stor køleboks, og et komfur med to blus, skabe i borde og skuffer. En del både har fået elektrisk trykvand og kølekompressor til køleboksen.