TEKST & FOTO ARMIN VAUK

Den mindste båd

DEN MINDSTE BÅD PÅ SIN LÆNGSTE REJSE II

Efter udskiftning af besætning er den 7,1 meter lange Triss Krydser Miramis klar til anden del af sommerturen mod Blekinge skærgården.

Det føles altid lidt trist at sige farvel til en flok mennesker, man har sejlet med et stykke tid, og sådan havde jeg det, da jeg vinkede farvel til pigerne og min kæreste. De skulle med færgen til København og hhv. holde mere ferie andetsteds og arbejde. Jeg havde heldigvis to uger mere på båden at se frem til, nu med den tyske besætning.

Og hvorfor nu tysk? Ja, det er fordi, at jeg oprindelig er tysker og stadig har lidt forbindelse til mit gamle hjemland. Blandt andet deler jeg båden Miramis med min bådmakker Solveyg, og vi havde i år inviteret vores ven Wolfram og min nevø Eycke på en tur til Blekinge skærgården.
Vi var aldersmæssig et blandet hold med mig som alderspræsident på 54 år, og Eycke som den yngste på 21 år. Det viste sig, at være en rigtig god blanding, hvor Eyckes ungdommelige temperament fik os gamle lidt op i omdrejninger. Da pigerne var taget af sted stod Eycke, som allerede var ankommet dagen før, og jeg alene tilbage på kajen. Der skulle vaskes tøj, købes ind og gøres rent på båden.

Dagen gik med disse gøremål og til aften kastede vi os hurtigt i køjen. De andre ankom næste dag, men da de var godt trætte af den lange rejse, brugte vi tiden på at bade og flytte ind. Bl.a. rensede vi undervandsskibet for bevoksning, da vores bundmaling ikke havde kunnet klare den opgave to år i træk.

Således var vi helt klar, da vi dagen efter tog afsted fra Sandvig med kurs mod Utklippan. Der er 51 sm over åbent vand, for at komme frem til dette afsides og lidt øde sted. Vi sejlede efter aftensmaden og med en fart på ca. 4 knob regnede vi med at være fremme ved ni tiden. Vi havde god, stabil vind hele vejen og indtil det blev mørkt var spileren oppe. Vinden var agterlig og båden rullede lidt i bølgerne. Det var ikke noget særligt for os tre gamle, men Eycke var ikke så vant til det og blev søsyg. Derfor gik han under dæk og sov det meste af turen, mens vi andre afløste hinanden ved roret med et par timers mellemrum. Undervejs krydsede vi en af de store skibsruter og mange gange i løbet af natten måtte de to vagthavende vurdere: Forom, eller bagom? Et af de større skibe havde en signalføring, som vi ikke kunne blive kloge på. Det havde nemlig, ud over almindelig navigationslys, et blinkende rødt lys i masten og det kunne vi ikke finde i nogen af vore opslagsværker.

Da morgenen kom var vinden i vest, men ikke stærkere, end at vi stadig turde anløbe Utklippan fra vest. Den østlige indsejling er nemlig lidt mere tricky med sten og skær, og det ville vi helst undgå. Vi gled igennem den smalle indsejling og drejede så mod nord i det lille indre bassin, hvor vi fandt en plads udenpå en søvnig svensker. Jeg var ret træt, men Solveyg og Eycke tog straks på ekspedition og badetur i den smukke sommermorgen.

Efter en lur og lidt kaffe kom jeg også ud at gå. Jeg mødte havnefogeden og vi fik en længere snak om Utklippan og dens havn. Den officielle fortælling er, at havnen blev bygget som nødhavn for fiskerne, men – sjovt nok  - blev den bygget i 39. Så havnefogeden mente, at den var bygget til militæret, som så også brugte den i mange år. Da de forlod den, lå øen øde hen i nogle år, som Vejrø i Smålandsfarvandet gjorde det. Ligesom der betød det, at bygninger blev udsat for hærværk, at det flød med affald og andre efterladenskaber, som sejlerne efterlod. Havnefogeden og to af hans venner synes, at det var synd for det smukke sted, og undersøgte, om de kunne leje det. Det kunne de og nu har de gang i selve havnen, en (meget) lille restaurant og en pension for de mange dykkere, som besøger øen. Det så ikke ud til at de tre overanstrengede sig og at de havde fundet sig et godt sted til deres pensionisttilværelse.

Utklippan består af to øer, hvor inderbassinet ligger på den nordlige, mens fyret, restauranten og pensionen ligger på den sydlige. Der ligger et par robåde til fri afbenyttelse, så man kan ro over til den nordlige ø, hvilket vi gjorde ud på eftermiddagen. Der klatrede vi op på fyret, som har en interessant historie og en fantastisk udsigt.

Næste morgen ville vi dykke ind i skærgården og det startede med et par timers smuk spilersejlads på kurs NNV. Solen skinnede og det var skønt at trimme spileren og mærke den trække os op i fart. Målet var den lille ø Långören, som ligger ca. 10 sm fra Utklippan. Efter 9 sm blev det meget smalt og lavt og under anløb af Långøren tog vi da også grund. Vi havde læst et mærke forkert, men hørte senere til vores trøst, at det var der mange, som gjorde. Vi lagde til ved en lille mole, hvor også skærgårdsbusssen gjorde fast. Den kom ca. hver  hver tredje time og det var hyggeligt at se, kaptajnen komme med dagens post og aviser til de lokale. Vi tog på en længere tur på øen, som ved nærmere bekendtskab havde meget at byde på af både natur og historie. Inden ekkoloddet blev almen udbredt, havde øen huset en lodsstation og levede i stort omfang af lodseriet. Vi læste os frem til, at de lokale lodser var så dygtige, at de endda andre steder i verden har grundlagt lodsskoler, som stadig har forbindelse til øen.

For os var det et stort held, at vi fandt det lille lodsmuseum, for der fandt vi også en bog, som senere skulle vise sig at blive meget vigtig for os. Det skyldtes, at der i svenske skærgårdskort er mørkeblå områder, og at dybden i disse områder generelt er under 3 m. Der er mange dybdeangivelser, men det kan være lavere lige ved siden af dem. Så, egentlig betyder det, at der er store områder i skærgården, som kun er virkelig tilgængelige for folk, som er meget kendte i området. Men vi fandt altså biblen over Blekinge skærgården på museet og kunne nu indtegne nogle af de deri beskrevne ruter i vore søkort. På forsiden blev der truet med, at alskens uheld ville regne over båd og besætning, hvis man  kopierede fra bogen, og derfor nøjedes vi med det allermest nødvendige. Vi tog hjem og glæden over, at vi nu kunne komme dybere ind i skærgården udartede sig til en lille fest på molen. Det betød, at vi dansede Salsa på molen midt om natten, at vi ikke havde mere gin resten af turen og at vi havde stærke tømmermænd næste morgen. Måske var de sidstnævnte hævnen for at notere fra bogen. Vi kom derfor lidt sent afsted med kurs mod Torhamn, hvor vi skulle fylde vores vandtank og se, om vi kunne få fat i lidt mere drikkeligt. Det første kunne vi godt, det andet var umuligt, da der ikke var en systembolag i byen. Så resten af turen drak vi den udmærkede svenske letøl og havde heller ikke flere tømmermænd. Fra Torhamn gik det så ind i den ”mørkeblå” skærgård, i vindstille og kun for motor, med ekkoloddet på overarbejde og udkig i stævnen tastede vi os ind imellem de helt små skær og øer. Det gik først nord om Ytterön, så forbi Oxholm og hen til Hulingaskär. Det er jo egentlig ikke så langt ind i skærgården, men spændende var det. Vi endte med at lægge os for anker ved Hulingaskær, som om dagen var et sted, hvor lokale i små joller kom for at bade. Der var endda en klippe, hvor man kunne springe ud og der var også et toilet af den mere primitive slags. Efter 17 var øen forladt og vi havde den helt for os selv indtil næste formiddag, hvor de første badegæster kom. Det var så skønt, at vi blev der i tre dage, hvor vi solede os, badede, sprang ud fra klippen, svømmede rundt om øen og talte om alle mulige vigtige ting, som man kun taler om, når der virkelig er god tid.

Men alt har en ende og da Eycke kun havde tid til en uges sejlads med os, skulle vi forlade vores lille paradis. Han skulle til en musikfestival i Nordtyskland, for der at stege i sommerheden sammen med et par tusinde andre unge. Derfor stævnede vi mod Karlskrona, hvor vi ville sætte Eycke på toget og selv få et lille skud civilisation.

Der var ca. 12 sm til Karlskronas bymarina og på grund af det snørklede farvand forgik  en del af turen for motor. Byen havde en smuk indsejling, med skær og store sejlskibe ved molen. Vi fandt en plads i marinaen, som er meget moderne, og vi følte os en anelse lille blandt alle de store yachter. Vi bragte Eycke til stationen, som ligger lige ved havnen, og det blev en rørende afsked - og lidt stille på båden uden ham.

Vi brugte eftermiddagen på at traske lidt rundt i byen, som har UNESCO verdensarvstatus. Der er et stort marinemuseum og så noget så specielt, som en jernbanetunnel under byens centrum og hen til havnen. Vi fik glimrende kage i en af cafeerne, og blev til trods for byens mange spændende steder, enige om, at skærgården er en langt større seværdighed.

Derfor røg fortøjningerne allerede næste morgen igen, efter at vi havde købt ind og sørget for rigelige forsyninger af svensk letøl. Også for os var det tid til at komme hjemad, da der kun var få dage til at Wolfram og Solveyg skulle  med bus fra København mod Tyskland. Vi ville egentlig gerne en tur forbi Hanö, men vejrudsigten var desværre ustabil med byger i det område. Derfor besluttede vi os for at tage et stort spring tværs over Hanö bugten, for så at have lidt bedre tid på resten af turen. Det var et stræk på 63 sm og vores hidtil længste. Det tog nok 15 timer, før vi i mørke sneg os ind ad den lidt mærkelige indsejling til Skillinge havn. Over-et fyrene stemte ikke overens med sektorbelysningen, hvilket gjorde det hele lidt mere spændende. Her fik vi sovet og fortsatte så sent næste dag til Kåsberga og derfra til Ystad. ”Glassmakeriet” i centrum fik igen besøg af os - især deres nye saltkaramel er lækker. 

Vejret bød på den fineste østenbrise næste dag, og derfor glemte vi alt om at se mere på byen og fik os i stedet nogle timers meget flot spilersejlads med kysten om styrbord. Vi var ,mærkelig nok, nærmest de eneste, som brugte spiler og var derfor også ligeså hurtige, som de andre, meget større, både omkring os. Til sidst viste loggen 6 knob og det er virkelig tæt på toppen for vores lille skude, især for spiler. Vi fik den bjærget og lagde nu mærke til, at det havde blæst noget op. Med vinden i ryggen kom vi ind i Falsterbokanalens sydlige havn og lidt efter lå vi i nordenden, hvor vi besluttede at blive en dags tid. Stedet hedder Falsterbo, fordi fiskerne fra Falster havde deres lejr her i 1200 tallet. I 250 år var der et årligt stort fiskemarkedet og sildene kunne nærmest skovles i land med en skovl. Vi tilbragte en dag på cykel og strand, før vi sejlede det sidste stykke vej til København, hvor båden skulle parkeres i Margretheholm havnen. Der skulle den blive, indtil der blev tid til at sejle den helt hjem til Holbæk. Efter en tur på Mojo, hvor der er live bluesmusik hver aften, fulgtes vi næste morgen hen til stationen, hvor bussen til Tyskland afgik. Heldigvis var afskeden ikke så svær, da vi allerede ved, at vi næste år igen skal på tur sammen. Spørgsmålet er bare hvorhen?
[  « Tilbage til Forsiden  ]


Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab

© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.