Den mindste båd på sin længste rejse

Et storslået sceneri

Det blev til en hel uge på øen, hvor vi næsten kun var på den nordlige del. Efter de lidt lange dagsmarcher, var der nu tid til at bade, gå tur og sove længe – det satte vores piger stor pris på.

Ud over Hammerhavnen anløb vi Hasle, Vang og Sandvig. Hasle er måske ikke så spændende, men vi fik besøgt noget familie og ungerne elskede udspringstårnet i havnen. Bare nogle få mil mod nord ligger Vang, som er et meget charmerende lille sted med en hyggelig havn, klippestier, skov og gode udsigtspunkter. Her lærte vi et par rigtig søde mennesker at kende, som hjalp os med flere ting bl.a. et fald, som var røget op i masten.

De sejlede i en Columbie 660 og havde været på lange ture til Sverige med deres børn i den.  De fortalte, at det med at komme til køjs foregik efter en nøje aftalt rækkefølge, da man ellers var i vejen for hinanden. Efter vi havde været om bord hos dem følte vi os temmelig rige med Miramis, som jo trods alt var blevet kåret som årets familiebåd i 1970. Vi kunne da i hvert fald komme i seng, uden at aftale rækkefølge først.

Efter Vang rundede vi Hammer Odde i strå-lende solskin og anløb Sandvig Havn. Det er  en meget lille havn, som vel knapt har 1,5 m vand i det yderste bassin. Med vores 1,2 m kunne vi komme helt i bunden af havnen og fandt en god plads på dette hyggelige sted. Sandstranden er kun et par hundrede meter væk, og der er masser at se på omkring Hammer Knude.

Her sluttede familiedelen af denne sommer- tur og der kom en ny besætning om bord, som sejlede Miramis til Utklippan og andre spændende steder i Blekinge Skærgården.

Udfordringerne huskes

For os fem har turen været et stort eventyr, både maritimt, men især som flok. Vi har lært hinanden bedre at kende og fået etableret et  godt samarbejde omkring alle de forskellige opgaver, som der er om bord på en lille sejlbåd (selv om det var lidt øv, at det altid var mig, som skulle tømme kemitoilettet).

Der var på trods af de lange stræk i starten masser af tid til hygge, og mange aftener gik da også med at spille kort. Det var faktisk gået så godt, at der undervejs blev talt en del om, hvilken båd vi mon skulle have efter Miramis, så der også kunne blive plads til kærester og venner.

Vi oplevede masser af goodwill undervejs i vores lille skude, en goodwill, som sikkert har en del at gøre med, at vi rejser så beskedent ... og måske også lidt med, at vi har tre søde piger med om bord.

Alt er selvfølgelig nemmere, når man har god plads, kan lukke døren til toilettet og har lidt mere luksus i det hele taget. Men jeg vil vove den påstand, at man kommer mere under huden på hinanden, når tingene ikke er ”nemme”. Det nemme og luksuriøse glemmer vi hurtigt, mens fælles udfordringer sætter sig blivende spor.

Jeg undrer mig nogle gange over, at der er så  få børnefamilier, eller vennegrupper i små både  ud på vandet, for at finde alle disse uforglemme-lige oplevelser. Vi vil i hvert fald anbefale det og håber at møde jer derude.