TEKST HENRIK HANSEN / FOTO HENRIK HANSEN & VÆRFTSFOTOS

Seascape 27

Sjov sejlads med UFATTELIG STABILITET

Mon det virkelig er muligt at bygge en vild og lynhurtig båd, der samtidig er krængningsfleksibel, stabil og nem at sejle? Det har vi testet med den nye trailerbare sænkekølsbåd Seascape 27.


Lad os straks afsløre, at den nye 27 fods slovenske Seascape 27 er både sjov, vild og hurtig. Med den kæmpestore topgennaker på 80 m2 nåede vi op at plane omkring 13 knob på skæring målt med GPS.
Det var i de gode pust i en ellers flovende mellemluft og krapsøer, der bestemt ikke var perfekte til herlige lange flydende surf- og planeture.
Samtidig var Seascapen overraskende nem og tolerant at styre på både kryds og læns, med et dejligt fast rorgreb i vandet.

Seascape 27 er en let og overraskende smal båd på 1380 kg, med 44 % af vægten i en kort, høj bulb på en sænkekøl på hele 1,95 m.
Det er mål, der antyder at båden er ret ekstrem, men 27eren er genetisk storesøster til Seascape 18, der på få år har fået stor succes som en lynhurtig og tolerant båd, der er rimelig ukompliceret at sejle til både kapsejlads og sjov tursejlads.

Vi sejlede Seascape 27 på Køge Bugt ved Hundige, i en frisk sydøstlig vind, der desværre flovede i løbet at testen. Samtidig stod der en vanskelig, høj og kort sø på bugten.
Det blæste omkring 8 m/sek, da vi gik på vandet og fotograferede, men det var flovet til 7 m/sek, da vi tog rorpinden og flovede yderligere til cirka 5 m/sek inden vi gik i havn.

Vi tog først et langt kryds ud i bugten, hvor Seascap’en klarede det forbløffende godt i den høje krapsø. Båden har en ret flad bundfacon helt fremme fra den lodrette stævn, men gik alligevel godt og aggressivt til søerne uden at banke nævneværdigt.
Det er sandsynligvis medvirkende, at båden har et rimeligt skarpt knæk mellem fribord og bund, og at den er meget tolerant overfor krængning. Vi kunne lade den krænge væsentligt mere end de fleste andre fladbundede konstruktioner, helt uden at miste fart eller få ændret balancen på roret.

Derfor virker stævnen sandsynligvis mere som et ”spyd”, når båden rammer en stejl sø. Samtidig betyder den skarpe overgang mellem fribord og bund, at båden
står bedre fast i vandet, end bare det lift bådens kølprofil giver.
Fra omkring midtskibs og helt ud agter har Seascapen en regulær chine med knækspant som f.eks. Volvo Ocean bådene. Det giver maksimal stabilitet i forhold til bredden og ”bid” i vandet på både kryds og slørsejlads med gennaker.
Krapsøen var ikke den bedste scene til at teste bådfart på kryds. Men efter at have lært båden lidt at kende, fik vi den til at spinde på 5,6 og op til 5,9 knob på GPSen. Det er ganske godt for en blot 27 fods båd under de aktuelle forhold.
Importøren Per Cederberg oplyste dog, at topfarten på fladere vand er op til 6,5 knob og vores beregninger viser en teoretisk topfart på 6,87 knob.

Tåler meget krængning
Vinden var temmelig ustabil, med nogle solide pust ind i mellem, og her var det en sand fornøjelse at sejle en båd, hvor vi hele tiden havde et solidt rorgreb med bådens to skråstillede ror. Uanset hvor meget Seascape 27 krængede, så mistede vi aldrig kontrollen over roret eller fik for meget tryk på roret. Generelt var rorbalancen nærmest neutral.

Seascape 27 Foto 03Slovenske Seascape
Det er de to slovenske mini-Transat solo- sejlere Andraz Mihelin og Kristian Hajnsek, der står bag de Seascape 18 og 27. De krydsede Atlanten to gangen for et årti siden i hver deres hjemmebyggede Mini 650’er.
Da de kom tilbage efter deres anden mini-Transat, besluttede de at udvikle en sjov, hurtig og planende tur- og kapsejladsbåd i stil med en Mini 650er. Den skulle bare være meget nemmere at sejle.
De fik franske Samuel Manuard fra La Rochelle i Frankrig til først at tegne den banebrydende Seascape 18 og senere storesøsteren, den nye Seascape 27. Manuard har stor erfaring med at designe hurtige planende både med gennaker på langt bovspryd.

Ekstraudstyr på testbåden
• Elvstrøm Epex storsejl med Technora
• Elvstrøm Epex fok med Technora
• Inderfok/stagsejl på rulle
• Fractional code0 med rulle på 45 m2
• Masttop gennaker på 80m2
• Fraktional gennaker på 60m2
• Raymarine i70 med vind/log/lod
• Evolution autopilot med gyro
• 9,8Hp Tohatsu motor med lader og elstart
• Solpanel på 35w
• Landevejstrailer
• Full cover transportpresenning• TV med DVD
Trimgrej i høj kvalitet
Seascape 27 er udrustet enkelt med kvalitetsudstyr som f.eks. Andersen spil og spilaflastere fra Spinlock. Her er lige de mest nødvendige trimhal, men et udtrækkeligt bovspryd og en tack-line til gennakerne kræver dog nogle ekstra hal.
Arbejdsforholdene er gode i det store cockpit, hvor bådens lange, tværskibs løjgang er ført over rorpinden. Derved undgår man at rorpinden kommer i karambolage med storskødet. Til gengæld kan rorpinden ikke vippes op til lodret i havn.

Båden har ingen skødeskinne til fokken, som skødes og trimmes med ringe, som det også er begyndt at ske på selv turbåde som f.eks. Jeanneau Sun Odyssey 349. Det er allerede almindeligt på mange kapsejladsbåde.
Seascapen kan sejles solo, men især i luft er det rart at være flere, fordi de store sejl kræver nogle kræfter at håndtere.

Bådens overlegne stabilitet fra den dybe køl og høje kølprocent betød, at den aldrig viste tendenser til at skære op på kryds, og at vi også i pustene kunne håndtere det enorme krydsstel på 48 m2 til de blot 27 fod.

Havhegnet var i vejen
Seascapen var ikke specielt følsom på rorbalancen overfor trimningen af storsejlet. Trimningen af sejlets facon og tvist betød derimod meget for at nå de sidste tiendedele på krydsfarten.
Det eneste skår i vores sejlglæde var bådens ”havhegn”, søgelænderet, der ikke gav os mulighed for at sidde optimalt og styre, når båden krængede på kryds. Det kunne klares ved at slække den øverste line i søgelænderet. Vi ville faktisk have følt os bedre tilpas med de hængestropper, der er i Seascape 18.

Forrygende acceleration
Mens vi skulle arbejde med ror og trim, for at opnå den god fart på kryds, så spandt Seascape 27 anderledes lystigt og hurtigt, da vi faldt af, hev bovsprydet frem og hejste testbådens 80 m2 monster-gennaker. Lad lige den stå lidt i tankerne: 80 m2 flyvesejl til 27 fod og blot 1380 kg!
Vi var derfor også en anelse nervøse, da vi fik det første pust, men så forsvandt al nervøsitet, som med et trylleslag. Al vindkraften blev prompte omsat til en forrygende acceleration, og vi mærkede, at båden var supernem at styre og kontrollere.
GPSen viste mellem 7 og 9 knob på skæring i de flove perioder og fløj hurtigt op mellem 10 og 11 knob i gode pust. Når vi ramte pustene og bølgerne helt rigtigt, så planede vi med 12-13 knob. Hele tiden med en formidabel kontrol. Det var ren fart uden drama.

Hydraulisk sænkekøl
27eren har en sænkekøl, der kan vippes op under bunden med en hydraulisk løftestang, når båden skal på traileren. Det dybe kølprofil har en lille buttet bulb, med hovedparten af kølvægten på 610 kg.
Det er derfor en sænkekøl. der hverken er egnet eller

Konklusion
Seascape 27 har så god stabilitet og så godt et rorgreb, at en bredere skare af sejlere kan få fantastiske fart, plane og surf-oplevelser, fordi man ikke skal være supersejler for at sejle båden.
Helt almindelige tursejlere kan hurtigt lære at tumle bådens store fartpotentiale, fordi vindens kræfter prompte bliver omsat til fart over vandet og ikke til vildskab.
Vi var ganske vist ikke ude i hårdt vejr med Seascapen, men vores timer på vandet med båden, overbeviste os om, at den også er solidt og fornuftigt skruet sammen. Bådens lette vægt er anvendt med stor omtanke.

Det betyder til gengæld også, at båden ikke er billig, men giver alligevel god værdi, og navnlig stor umiddelbar sejlglæde, til prisen. Der i dag solgt to Seascape 27 i Danmark og 5 i Sverige.



Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.