TEKST & FOTO HENRIK HANSEN

Brugtbåd Luffe 37

SLANK SEJLGLÆDE

34-årige Luffe 37 er et godt valg af brugt turbåd, især til sejlerfamilier der gerne vil nyde farten og den gode sejlads med en slank båd. Samtidig er Luffe 37’eren stadig aktuel som kapsejladsbåd. Prisen for de ældre både svinger typisk omkring 300.000 kr.


Den efterhånden 34 årige Luffe 37 er en velkendt klassiker i dansk sejlsport. Det er en slank, relativ let og fascinerende bådtype, vi desværre ser yderst sjældent i tidens udbud af nye både.
Luffe 37 er desuden en båd med meget fine sejlegenskaber, der byder på herlig fart og nem håndtering til både tur- og kapsejlads. Tursejlere må dog være indstillet på, at farten og bådens gode sejlegenskaber koster noget af den rummelige komfort om læ, som man typisk opnår med tidens typiske langt bredere 35-37 fods både.
Til gengæld får man med Luffe 37 en elegant båd, der er en usædvanlig god turbåd, fordi båden ganske nem at sejle, ikke mindst for tidens typiske mand-og-kone besætninger eller singlehandsejlere. Båden ligger fint på roret og reagerer let og villigt på styring og trimning.
Samtidig er Luffe 37 også en udfordrende båd for besætninger, der gerne vil yde en indsats for at finde bådens yderste tiendedele af fart på en kapsejladsbane. Luffe 37 har gennem årene bevist sine gode evner som klassebåd og DH-kapsejler med opsigtsvækkende fartpotentiale.
Undervandslinjerne er stadig ret moderne og letdrevne, med en forholdsvis flad bundfacon. Derfor skal Luffen sejles som moderne både, uden for meget krængning. Det passer glimrende sammen med behagelig tursejlads. Især når det samtidig er en båd, der går godt i sø.
Luffe 37 har masser af sejlareal til vægten og er derfor også en hurtig båd i let vind. Til gengæld har den så rigeligt sejl i frisk vind, og det kan kræve, at man reducerer storsejlets kræfter i pustene ved at køre løjgangen mod læ, eller nærmest krænge faconen ud af storsejlet.
Hvis man presser båden for hårdt, så går det ud over bådens ellers fine rorbalance og øger rorpresset, så båden bliver hårdere at styre. Når man vil falde af på kursen i frisk luft, så er det vigtigt, at slække af i tide på storskødet.

Det er små ting, der sidder på rygraden på de fleste mere erfarne sejlere, og Luffe 37 henvender sig nok mere til sejlere med en vis sejlererfaring, end den henvender sig til helt nye sejlere.
Den erfarne sejler kan til gengæld glæde sig over, at Luffe 37 har et fint potentiale for planing og kan i hård vind plane for en lille spiler med 17 til 21 knob.
Trods sine tendenser til at blive hårdt på roret, når man ikke lukker kraften tilstrækkeligt ud af storsejlet, så har Luffe 37 alligevel særdeles gode hårdtvejrsegenskaber. Båden kræver blot, at man er levende opmærksomhed på trim, skødning og styring. Det er ikke en båd, man styrer støt på kursen med fast skødepunkt.
Det er jo også noget af det helt essentielle ved rendyrket sejlglæde, at man har den sublime fornemmelse, man opnår, når båden reagerer mærkbart og livligt på trimning og styring.
Luffe 37 har både en traditionel stor genua og en fok. Skift af forsejl sker normalt ved ca. 8 m/sek.

Bundsolidt masteprofil
Den klassiske 7/8s rig på Luffe 37 er ifølge vores oplysninger meget veldimensioneret med et bundsolidt 430-profil fra Nordic Mast. Det kan næsten leve evigt, og det kan tåle, at man bommer uden bagstagene er sat. Riggen er ellers lidt gammeldags efter nutidens standard, med næsten lige salinger, bagstag og et ekstra undervant, der går frem foran masten og forhindrer profilet i at pumpe i sø.

Vi har kun kendskab til få svage punkter på Luffe 37. Nogle både kan f.eks. blive lidt utætte i fugerne ved samlingen af cockpittet og ruffet ved nedgangen. Her skal fuger blot udbedres. Ellers er båden normalt helt tæt.
Selve skroget og agterspejlet kan virke spinkelt og ligefrem blødt over vandlinjen, men det er fordi båden er bygget let, og det betyder ikke noget i praksis. Luffe 37’erne er tilstrækkelig solide, hvor det betyder noget. Agterspejlet kan let forstærkes, hvis man f.eks. gerne vil montere en badestige til familiesejlads.
I cockpittet skal man tjekke om stålrørene under rorsmandens tofte sidder ordentligt fast. Ellers kan man risikere at havne nede på dørken.
Man skal ved køb af brugt Luffe 37 også være opmærksom på, at nogle af de tidlige Luffe 37er er leveret med en en-cylinderet motor på blot 10 hk. Den kan mangle kraft til at sejle effektivt mod vinden og ved havnemanøvrer i blæsevejr.

Salonen er rimelig pæn og klar til en ferietur, men hynderne og især ryghynderne er noget slidte.
Bemærk hvor meget træ og trægarnering, der er om læ.

Fuldt moderne aptering
Cockpittet er traditionelt for den tid, med korte kistebænke, der giver god arbejdskomfort, og en flot svunget bænk til rorgængeren som kan skubbes frem og tilbage. Han vil dog ofte sidde oppe på sidedækket.
Luffe 37 er om læ præget af at være en slank båd, men har alligevel næsten samme indretning og komfort som en moderne båd. Her er to sovesofaer, med ryglæn, der kan sættes på køjeforsiderne som slingregrej.
Her er også et mere moderne L-pantry kogeblus og vask placeret under nedgangen. Luffe 37 har desuden et kortbord om bagbord over en stikkøje. Det kan skubbes ind under cockpittet, når det ikke benyttes.
Der er stort klapbord med flaskebar i salonen, og der er et stort toiletrum med klædeskab og stuverum mellem salonen og forkahytten, som har valgfrihed mellem med to enkeltkøjer eller en dobbeltkøje.
Apteringen er bygget let, men hyggelig og flot med masser af flot forarbejdet træværk.

Bygget på Ylvaens succes
Da bådebygger Oluf ”Luffe” Jørgensen fra Kolding, fik ideen til Luffe 37, ville han bygge en hurtig, velsejlende og slank båd i stil med tidens succesfulde Ylva. Den skulle have mere rummelig komfort, med et lidt højere fribord, end Ylva’ens meget lave fribord, og den skulle have selvlænsende cockpit.
Luffe 37 blev designet i 1979 i et samarbejde mellem Bent Juhl Andersen og Oluf Jørgensen. Den første båd blev bygget færdig i 1980, hvor den lige nåede at komme med på Sjælland Rundt. Året efter kom Luffe 37 rundt som femte-hurtigste båd af alle på ren sejltid.
Luffe 37 blev hurtigt en succes, og især omkring 1984-85 blev der bygget mange. Et år var det lille værft i Kolding oppe på at levere 25 både, har værftsejer Oluf Jørgensen fortalt Bådmagasinet. Der er bygget i alt 220 Luffe 37, og den sidst byggede blev leveret sidste år til Bulgarien.
De første mange både bliver i dag kaldt Luffe 37 mk I. Senere kom der en forbedret mk II og i 2002 kom den nuværende mk III, hvor dæk, ruf og cockpit bliver støbt i et stykke.
Der kommer desværre kun meget sjældent serieproducerede både på markedet, der er tilnærmelsesvis så slanke og elegante som Luffe 37, og derfor er båden vanskelig at sammenligne med tidens typisk meget bredere nye både.
 

Renoveret dæk og Awlgrip malet fribord
Vi har fundet Luffe 37 ”Momo” DEN 53 til salg hos Tempo Bådsalg for 299.900 kr. Det er den gængse brugtpris for en 30 årig Luffe 38 mk I, der i dette tilfælde er blevet renoveret og opgraderet indenfor de sidste par år til både tur- og kapsejlads.

Plussiden
Det tæller tungt på plussiden, at bådens originale teakdæk er fjernet og dækket er renoveret med epoxy. Teakdæk på over 15-20 år er typisk nedslidte og bør trække fra på brugtprisen, fordi det er tidskrævende at fjerne.
Desuden er fribordet på ”Momo” blevet malet med Awlgrip maling, der forhindrer vand i at trænge ind i gelcoat og laminatet. Awlgrip malingen betyder også, at fribordet aldrig skal vokses igen.
Båden fremstår helt sejlklar og er generelt i pæn og god stand over dæk, bortset fra enkelte slidmærker på cockpitkarmen. Spil og grej er i udmærket stand, og hækstaget hales f.eks. effektivt med taljer af nyere Ronstan- blokke og afstrømpet spectra-line.
”Momo” fremtræder rimelig godt rengjort og er lugtfri. Det må også nævnes, at båden har nyt toilet og en del nyere grej, der tydeligvis er udskiftet løbende, så båden er velfungerende.

Minussiden
På minussiden tæller det med, at ”Momo” bærer præg af, at have sejlet meget kapsejlads. Det ses også især i nedgangsområdet ved pantryet og kortbordet. Her er båden noget slidt, men absolut ikke ødelagt. Knofedt, sandpapir og lak vil hurtigt gøre underværker.
Resten af bådens aptering virker lidt slidt, og vi gætter på, at båden ikke har været lakeret siden den blev bygget.
Derfor vil slibning og lakering gøre underværker, for det er primært lakken, der er slidt. Generelt er selve træværket i en rigtig god stand.
Motoren er den kraftigere 18 hk Volvo Penta, der har tilstrækkelig trækkraft til, at man kan håndtere båden under alle forhold. ”Momo”s motor er dog dem originale fra 1985, og en 30-årig motor tæller sjældent på plussiden. Da vi så ”Momo” var motoren vinterkonserveret, så vi kunne ikke forsøge at starte den. Pantryets primus-kogeapparat virker noget brugt og slidt.

Sammenfattende kan vi roligt sige: Med ”Momo” får man en helt sejlklar båd, man straks kan stikke på ferietur med eller tage ud og sejle kapsejlads. Alt virker til at være i en god og solid stand. Bortset fra den 30-årige motor, så hører resten til i den mere kosmetiske afdeling, hvor man primært skal ofte knofedt, sandpapir og lak.

Ekstra udstyr til ”Momo”
° Awlgrip malet fribord
° Nyt dæk med epoxy
° Nyere teakdørk i cockpit fra '12
° Ny sprayhood fra '13
° Nyt cockpittelt fra '13 North sejl fra '09
° Nyere bompresenning fra '10
° Nye søventiler
° Nyt toilet fra '14
° Køleaggregat fra '00
° Nye madrasser i forkahyt
° Nyere autopilot fra '13
° Kortplotter
° Log
° VHF fra '00
° Radio
° Højtaler i cockpit
° Landstrøm
° To nyere batterier fra '13

Her er cockpittet fotograferet med vådt teak og med lidt is i hjørnerne. Skottet er kun gennemskåret til kompasset om styrbord.


Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.