Bygget hos Vindö
Der blev bygget 300 Omega 30ere over fire år, og de fleste er bygget på det berømmede Vindö værft, der især var kendte for deres Vindö turbåde i glasfiber med flotte mahogni-ruf.
Vindö var blandt de svenske værfter, der bukkede under i 1989 for den finansielle krise i Sverige i 80’erne, som førte til en voldsom devaluering af den svenske krone. Både Familjebåtar AB og Vindö var kendte for høj kvalitet, og havde også succes med storesøsteren Omega 34. Den slankere Omega 42, der er designet af Peter Norlin, blev også bygget hos Vindö, mens storesøsteren Omega 36 blev bygget på Brdr. Börjesons værft.
Børn elsker agterkahytten
Omega 30A har et lille agterdæk, hvorunder der er en separat nedgang agter i cockpittet til bådens to enkeltkøjer agter. Den bagbord agterkøje er desuden åben ud mod salonen.
De fleste børn elsker denne halvåbne agterkahyt på weekend- og sommerture, fordi de her har en lukket hulelignende voksenkøje om styrbord og har deres egen udgang til cockpittet.
Om bagbord har 30A et for den tid usædvanligt stort og velindrettet L-pantry med kardansk ophængt ovn og komfur. Desuden har pantryet en udtræksplade, der giver ekstra bordplads.
Omega 30A har en sofakøje om bagbord, som kan udvides til en dobbeltkøje med ryglænet. Samtidig fungerer salonens klapbord som sengehest for dobbeltkøjen.
Modsat er der en kortere dobbelt sofa om bagbord, mellem det store pantry og hovedskottet.
Der er toilet og håndvask om bagbord mellem salon og forkahyt, samt et åbent og rummeligt garderobeskab om styrbord. Forkahytten er med valgfri dobbeltkøje eller to enkeltkøjer. Når man vil have to enkeltkøjer, så kan trekantstykket ved hovedgærdet i dobbeltkøjen placeres helt fremme mellem bådens to langskibs hylder over køjerne.
Omega 30 var en af datidens første cruiser/racere, der ikke fik et traditionelt kortbord.
Båden er til salg fordi familien ikke længere sejler på ferietur, idet børnene ikke vil med på lange ture. Derfor står ”Kispus” til at blive udskiftet med en mindre båd til dag- og weekendture.
Vi har kigget på ”Kispus”, der fremstår ren og velplejet og lige klar til at stikke til søs med. Båden var tør, ren og lugtfri om læ. Selv bådens brune komfur med ovn, der næsten aldersbestemmer båden, er meget velholdt. Det ser vi ikke så ofte både med 30 år på hækken og originale komfurer i pantryet.
Hynderne i salonen er i fin stand og virker på ingen måde slidte, mens hynderne i agterkahytten og forkahytten er udskiftet af den nuværende ejerfamilie, der har haft båden i syv sæsoner.
Storsejlet er fra 1997, men har gennemgående sejlpinde, der giver sejlet længere levetid, og Frederiksen storsejlsslæder. Bådens selvtacker er fjernet, og den har fået en rullefok. ”Kispus” har desuden al ønskeligt udstyr og fuldt spilergrej.
Det er en båd, der lige klar til at sejle på tur med, endda uden at skulle gøre rent først.