TEKST & FOTO HENRIK HANSEN

Motorsejleren LM 27

Populær bamse til hyggesejlads

Der er bygget over 1500 LM 27 motor- sejlere, og det gør båden til den største danske kølbådssucces, der stadig er eftertragtet på brugtmarkedet til typiske priser fra 120.000 og 190.000 kr.


Da motorsejleren LM 27 kom på markedet i 1972 blev den hurtigt elsket af mange, men den blev også hånet som ”træskoen” af mange sejlere, der regnede sig selv for rigtige sejlere. Dengang skilte motorsejlerbegrebet for alvor vandene i den danske sejlerverden.
Historien om hyggebåden med de buttede linjer er også eventyret om den grimme ælling, der ganske vist ikke voksede op og blev en smuk svane, men til gengæld vandt en helt fantastisk popularitet, som de imponerende salgstal vidner om. LM 27 kan nemlig stadig noget, der giver rigtig god mening for de sejlere, der blot vil hygge sig til søs og i havn.
LM 27 er en helt igennem ærlig båd, der giver en tryg og godmodig familiesejlads med en helt utrolig rummelighed og komfort på sine blot 27,4 fod. Den har et minimalistisk design uden svinkeærinder, og båden kan det hele, uden nødvendigvis at være den bedste til noget som helst. Det er summen af rimeligt gode løsninger, der gør LM 27eren unik og populær.

Det er en ægte langkølet og underrigget båd med høj kølprocent, der ikke krydser særlig godt. Især ikke i let vind, hvor man bare skal starte motoren. Der kommer dog mere fart på båden i halvvindsområdet og ned til agten-for-tværs, hvor man kan opnå en topfart omkring syv knob alene for sejl.
Det beskedne sejlareal og kølprocenten på 45 betyder, at LM 27 kan sejle med fulde sejl i rigtig meget luft. Bundfaconen er rimelig rund, og derfor er det en fordel at have sejl oppe i næsten al slags vejr. Ikke mindst når man sejler for motor i bølger, fordi båden derved ligger mere roligt og behageligt i bølgerne. Det sparer også lidt på brændstoffet.
På grund af den gammeldags lange køl er LM 27 helt utrolig retningsstabil og nem at styre for både sejl og motor, men er også anderledes besindig end moderne både, når der skal ændres kurs. Der skal også styres med omtanke i havnemanøvrer, hvor den mere skal manøvreres rundt end styres. Det gælder især, når man bakker.

Det er dog mest et spørgsmål om lige at lære båden at kende, og den er langt nemmere at manøvrere ved lav fart end f.eks. moderne motorbåde med lav dybgang og udenbords drev, fordi den står bedre fast i vandet og ikke driver så meget for vinden. LM 27 kan styres inde fra styrehuset med et nostalgisk rat eller med rorpind i cockpittet.
LM 27 er bestemt ingen kapsejladsbåd, men alligevel har i alt 12 LM 27ere har haft DH-målebrev i tidens løb.

Stort velfungerende cockpit
LM 27 har et for bådtypen overraskende stort, enkelt og velfungerende cockpit med nok det største cockpitbord i en 27 fods båd. Bordet er ganske smart placeret på hængsler under agterdækket, og det kan foldes ud til dobbelt størrelsen, når det vippes ud fra sit skjul. Cockpittet har en lang kistebænk i hver side, hvor de fleste kan ligge udstrakt.
Styrehuset rummer en god forhøjet styreplads om styrbord, med et praktisk stort kortbord foran rattet, hvor der er god plads til alle de moderne elektroniske instrumenter, der ikke var opfundet, da LM 27 blev født.

Oprindelig var styrehuset åbent ud mod cockpittet, mens de nyere LM 27ere fik et skot med store vinduer og døre agter i styrehuset, så man kunne lukke ud mod cockpittet i dårligt eller koldt vejr.
LM 27s ret beskedne pantry er placeret om bagbord i styrehuset. Her er lige to gasblus og stor vask som en sammenbygget enhed i rustfri stål. Til gengæld er der god stuveplads i pantryet med eksempelvis fire store skuffer. To bordplader på hængsler kan vippes ned over komfur og vask.

Ekstraudstyr i ”Last Money”
• 30 hk Volvo Penta D1 motor 2012
• Furlex rulleforstag
• Bompresenning
• VHF
• Garmin LD100 autopilot 2013
• Landstrøm
• Batterilader
• Tre cockpitkalecher
• Cockpitbord
• Cockpithynder
• Køleskab
• Webasto Airtop 3500 bådvarme
• 2xTV med DVD
• Musikanlæg
• Nyere toilet
• Holdingtank
• Vinterstativ
• Fald i Marlow Dyneema D2 Racing

Hyggelig salon
Nede om læ er LM 27 apteret traditionelt som en sejlbåd, med to gode langskibs sofakøjer og et klapbord i midten. Foran skottet er forkahytten også helt traditionelt indret- tet med to enkeltkøjer, der kan ændres til en dobbeltkøje. Længden er dog kun til personer på højst 1,8 meter.
Toilettet er placeret lige neden for styrehuset om bagbord, og det er utraditionelt for den tids sejlbåde, hvor det typisk blev placeret mellem salon og forkahyt. Her er der en udtræksvask, der var tidens almindelige løsning i mindre både.
Kvaliteten om læ er ganske god og solid på LM 27ere, der er apteret på værftet, mens den helt naturligt svinger på de mange selvapterede LM 27ere. På disse både skal man især være opmærksom på, om bådens skot er monteret solidt med glasfiber til selve skroget.

LM 27 kom til verden som storesøster til de popu- lære LM 23 og 24, men endte selv med at blive en fantastisk succes, fordi den rummede alt, hvad en familie behøvede af rummelighed og komfort til en overkommelig pris.
De mange LM 27ere blev bygget på LM Glasfiber A/S i Lunderskov over 15 år, men det store byggeboom var i slutningen af 1970erne, indtil en ny serie af LM- motorsejlere kom på markedet med bedre sejlegen- skaber. Dog uden 27erens bamsede charme.

Møbler, både og vindmøllevinger
LM Glasfiber A/S i Lunderskov har ikke eksisteret i mange år, men er stadig er et at de mest kendte bådværfter i Danmark. Værftet startede dog oprindelig som Lunderskov Møbelfabrik og er endt som vindmøllevinge producent i Vestas- koncernen.

I starten af 1960erne begyndte LM at bygge apteringer til fritidsbåde, og eksperimenterede med forskellige produktioner i det nye glasfibermateriale. LM støbte blandt andet skroge til andre bådproducenter og forskellige kar til fiskeindustrien.

Fra 1967 begyndte produktionen af egne LM både og frem til starten af 1990erne byggede LM Glasfiber 20 forskellige LM, Mermaid, Vitesse og Striker modeller. Det blev til over 5000 både, indtil værftet indstillede bådproduktionen og gik helt over til at producere vindmøllevinger.


Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.