TEKST & FOTO HENRIK HANSEN

Esse 750

Esse 750 - Jeg vil ikke slippe sejlglæden

Efter en alvorlig sygdom valgte Michael Ring, Vedbæk, at sælge sin store 40 fods familiebåd og har i stedet købt en herlig Esse 750 sportsbåd, for han kan ikke undvære glæden ved at sejle og have en båd i havnen.


”Jeg valgte en Esse 750, fordi den er æstetisk smuk. Den er lynhurtig, og jeg kan sejle den alene, når jeg lige får lyst til at sejle en tur på Sundet”, fortæller Vedbæksejleren Michael Ring, der i sin første sæson med båden var tæt på at vinde klubmesterskabet i 2015.

Esse 750 er en videreudviklet lillesøster til Esse 850. Begge både er bygget helt i kulfiber og er ægte, slanke sportsbåde og dagsejlere med en stabiliserende dyb køl
med tung bulb, og de har begge været kåret som Årets Båd i Europa i sportsbådskategorien.
Vi var sidst på sæsonen en herlig tur på vandet med Esse 750 og Michael Ring. Vinden var skuffende svag, og hvis vi ikke havde kendt bådens potentiale fra Esse 850, så var vi nok blevet i havn.
Det gjorde vi heldigvis ikke, for i den meget lette vind på 2 m/sek eller mindre, så skuffede 750eren os på ingen måde. Tværtimod fik vi en forrygende opvisning af, hvordan en så lille båd kan sejle hurtigere end vinden i let vind.
Da vi sejlede med gennakeren på en agten-for-tværs, i forhold til den sande vind, generede vi så meget fartvind, at vi nærmest sejlede foran-for-tværs på den relative vind. Når vi sejlede næsten fem knob, så begyndte den tæt skødede gennaker at leve i forliget.

På kryds var Esse’en også et livligt og herligt bekendtskab, hvor vi begge var oppe at sidde på dækket, skønt vinden stadig var svag. Balancen på roret var som ventet også helt eminent, og man styrer båden mindst lige så let og præcist som med en kapsejladsjolle.
Esse 750 Tegn 04Michael Ring:

Saltvand i blodet

Michael Ring har sejlet næsten altid. Først i Optimistjolle og OK-jolle i Faaborg, inden han stoppede med sejlads i gymnasiet og senere flyttede til København. Uddannelse og arbejde i udlandet blev prioriteret højere, indtil han begyndte at sejle igen som 30-årig. Trangen til at sejle trak ham tilbage i sejlsporten.
”Mændene i min familie har saltvand i årene, og når salt- koncentrationen bliver for svag, så skal vi bare ud at sejle og få en saltvands-indsprøjtning”, erkender Michael Ring. ”Først lejede vi båd til familie-sommerture i en årrække. Det var specielt på Middelhavet. Derefter købte vi egen båd, og det blev en livsstil at sejle på lange sommertogter hvert år, lige indtil jeg blev syg”, fortæller Michael Ring.

Han har også haft mange sejre og flotte resultater i sin Luffe 43 ”Yosimite” og senere i Luffe 40.04, der hang æstetisk fint sammen med sorte Andersen spil og de første sejl i Danmark med sort Tecnora. Michael Ring har imellem de to Luffe- både også sejlet Drage.

Valgte at leve livet
”Jeg havde en Luffe 40.04 i fem år, som jeg var superglad for, men jeg blev dødeligt syg, og derefter turde min kone ikke sejle på sommertogt med mig. Vi prøvede at sejle på weekendture, men hun var for angst, og så solgte jeg båden til en tysk sejler”, fortæller Michael Ring åbenhjertigt.
”Jeg valgte også at leve livet og ikke sygdommen, men at leve livet er for mig at sejle. Derfor gik jeg i gang med at finde en ny båd, som jeg skulle kunne sejle selv, og som jeg kunne sejle aftenkapsejlads med – uden at have en stor besætning”, fortæller Michael Ring.
”Det er drønhyggeligt at gå ud og sejle aftenmarch mod sine gamle venner. Man lærer noget nyt hver gang og bliver en bedre sejler. Det savnede jeg med min Luffe 40.04, fordi jeg ikke havde tid til at organisere en stor bruttobesætning. I stedet sejlede jeg ofte alene, eksempelvis rundt om Hven eller ned om fortene. Det skulle jeg også kunne med en ny båd, der samtidig skulle være nemmere og hurtigere at komme ud af havnen med”, fortæller Michael Ring om sine bådovervejelser.

Æstetikken var vigtig
”Jeg er æstetiker og ville have en båd, der er æstetisk smuk. Jeg havde hørt om Esse-bådene og mødte schweizeren Josef Schuchter, der er idémanden bag og som bygger Esse-bådene. Han er også æstetiker og er besat af være forud for sin tid med hensyn til sejlegenskaber og funktionalitet. Han minder meget om Oluf Jørgensen fra Luffe Yacht”, mener Michael Ring
”Efter jeg prøvede at sejle Esse 750 i Østrig var jeg ikke i tvivl. For mig handlede det nemlig især om ikke at slippe sejlglæden. Jeg under mange sejlere at få den mulighed i stedet for at gribe golfkøllen”, fortæller Michael Ring med et stort smil.
”Jeg synes, Esse 750 sejler virkelig godt på kryds, og på en god dag kan vi følge en BB 10er eller en Luffe 37. Ned ad bakke sejler den nærmest som en raket, og her er det et spørgsmål om at kende sine skærevinkler og bomme på rummerne”, fortæller Michael Ring.
”Esse’en går også helt anderledes let i sø end eksem- pelvis en Drage. Den skærer sig lige igennem, og det er lækkert, at intet giver sig i bølgerne, fordi den er bygget stift i kulfiber.

Vinder vendedueller
”Det er sjovt, at Esse’en også sejler hurtigt ned ad bakke for storsejl og fok alene. Så er det både nemt og sjovt at sejle singlehanded”, fortæller Michael Ring om sine erfaringer fra hans første sæson med båden.
”Det fede er at komme så hurtigt frem, og båden vender så hurtigt uden nævneværdigt farttab, at ingen får noget ud af at lave vendedueller mod os på aftenmatcher. Vi tjener let to-tre bådslængder i hver vending i forhold til traditionelle både”, fortæller Michael Ring.

Kræver ikke stor vægt på kanten
”Forskellen på Esse 750 og de fleste andre sportsbåde er, at de andre skal have utrolig meget vægt ude på kanten i luft, mens 750eren har en høj stabiliserende kølvægt, så vi ikke skal ud at hænge. Det er normalt rigeligt med tre mand om bord, og i luft kan det være dejligt at være fire om bord”, siger en smilende Michael Ring.
Man må også have alle de instrumenter om bord, som man har lyst til. Med dem kan man virkelig og hurtigt lave en lille sort bog med bådens trim. 750eren har heller ikke bagstag”, fortæller Michael Ring begejsteret.
”Jeg håber, der kommer nogle flere Esse-både herhjemme. Køb dog sådan en båd. Man lever kun én gang, og jeg giver gerne en tur”, opfordrer Michael Ring.



Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.