Letdrevet turbåd
Men båden er ikke kun komfortabel og praktisk. Den kan også sejle. På kryds kunne vi, i seks m/sek., få båden op på 6,8 knob og til tider syv knob. Den fart er helt fin for en turbåd at være.
Grebet i vandet var fint med to ror og rattet gik let, mens udsynet, som tidligere nævnt, er helt fantastisk, da man sidder helt ude i siden og styrer båden. Ruftaget er samtidig lavt.
Som gast sidder du fint helt ude i siden, men også inde i cockpittet, hvor cockpitbordet fungerer som god støtte. Båden var letdrevet og med et krydsstel på 90,1 m2, sat på masten, der er 20,51 m over vandoverfladen, er der rigelig trækkraft i Sun Odyssey 440, hvilket giver den sejlglæde, som tursejlere også har krav på. En turbåd er ikke noget, hvor man hurtigt skal starte motoren, fordi båden er for sløv at sejle. Og fart fik vi rigeligt af, da vi rullede det store Elvstrøm Sails Code One ud på det 75 cm lange, permanente bovspryd. Med 90 grader til vinden røg vi op på otte knob uden problemer.
Fuldendt i kahyt
Nede i kahytten, hvortil du kommer ad en ikke for stejl trappe, møder du masser af lys og plads. Lyset kommer fra mange skylights og ruder i skrog og ruftag. Dørken knirkede i den første prototype af båden, men det har værftet, efter kritik, fået rettet.
Trædørken på toilettet kan være en anelse svær at gøre ren, talte vi journalister om, og navigations- pladsen i styrbord side er stor og fylder meget, men det kan mindst halvdelen af sejlerne lide. Men ellers er det svært at være kritisk.
Denne Jeanneau har LED-lys under skabene og i siderne, og det sammenholdt med Alpi cedertræ giver det en hyggelig atmosfære.
Båden udmærker sig ved store
køjer, der er regulære på 2,0 m lange og 1,6 m brede. To toiletter findes tillige og begge med separat bad. Der er med andre ord meget lidt at klage over på denne Sun Odyssey til 1,89 mio. kr. sejlklar.
Dertil skal lægges ekstraudstyr, hvis man ønsker bovthruster, cockpit med ryglæn, der kan foldes ud, kompositrat, teak på dæk, højere mast og Elvstrøm Sails med mylar og tafta-beskyttelse og andre ting. Konklusionen er derfor, at denne båd er vældig innovativ og derfor en værdig vinder af European Yacht of the Year 2018.
Skroget er vakuumstøbt i glasfiber i en sandwich-konstruktion i balsa på Jeanneaus værft i Les Herbiers i Frankrig. Kølen i stål er boltet på med stålplader, der sikrer, at den bliver på skroget under hård belastning.
Bådens indre er bygget i sektioner før de er sat ned i skroget for at spare tid. Konceptet er til udpræget tursejlads, men båden kan med sin relativt lave vægt, gøre sig gældende i en kapsejlads rundt om Fyn især i hård vind. En tur over Atlanten vil også være fint for båden, der er certificeret til havgående sejlads med 10 personer om bord.
Konstruktion om læ
Der er vældig meget naturligt lys i den fyldige salon. Køjerne er regulære og spidser ikke til i enderne, som det ellers ses i mange sejlbåde, men fordi forskibet er bredt har man køjer i samme bredde hele vejen. Bredden gør, at den mere virker som en 50 fods båd om læ. Båden fås med to eller tre agterkøjer. Man har valgt et traditionelt kortbord i bagbord side, hvor der er plads til kæmpe kort. Her ville nogen måske have ønsket, at man havde gjort pantryet større og navigationspladsen mindre. Med indirekte LED- lys i dørken ved skabene og i ude i siderne skaber man en hyggelig atmosfære om læ. Båden har to toiletter med tilhørende separat brus, hvilket igen vidner om en båd, der er komfortabel for mange om bord på samme tid.
Sejlegenskaber og boathandling
Sun Odyssey 44 sejler fint især i over fem m/sek., hvor dens store overflade ikke begrænser farten. Til gengæld fungerer bådens store skrogstabilitet fint, når der kommer meget vind. Selv i hårde pust er balancen fin, og der kunne styres let. Det skyldes ikke mindst de to ror, samt en 2,2 meter dyb køl og et bredt skrog, der er har en del stabilitet i sig selv. Båden er derfor godmodig til tursejlerne, hvilket den også er bygget til. Boathandlingen er let, da storskøde og fokkeskøde er ført tilbage.