PI ER BLEVET TIL CHI

Fem måneder tog det, fra de første prøvende blyantstreger, til Pi var blevet til Chi, og lå i vandet i sin nye skikkelse. Nu er der bedre vilkår for alt det saltvand, som i fremtiden skal passere under båden.

Det, der startede som en serie blyanttegninger kradset ned på kopimaskinepapir ved stuebordet i en lejlighed på Østerbro i december, er nu blevet til virkelighed.
Chi ligger i Langelinie Lystbådehavn og vipper med sin nye, faceliftede rumpe, og flasher sine nye high performance ror. Under båden hænger en knivskarp, ny køl.
Og om bord i båden sidder jeg og skriver dette.

Ide til virkelighed
Det er noget magisk ved at få en vild ide, fantasere noget frem – og få det til at ske. Få det til at blive til fysisk virkelighed.
Jeg købte en båd som de fleste havde dømt ude, og fik skåret hele bagdelen op på den. Bådebygger Jørgen Jensen, som byggede båden fra start, og siden har været knyttet til den, var med til at drømme det hele frem. Det var også ham der lavede arbejdet, og jeg kan ikke forestille mig, at det ville være gået så godt med nogen anden.

Vandet skal have det let
Alt det vand, der skal stryge forbi under Chi i årene som kommer, vil nu få langt bedre vilkår at arbejde med. Først møder vandet en køl, som nu har fået en super optimeret profil, designet til båden af Casper Nielsen fra Cperformance. Tidligere var det øverste stykke bare en klods med afrundede hjørner.
Derefter, lige bagved kølen, rammer vandet en hydrogenerator, en Watt & Sea pod, med en lille propel. Vandet snurrer den rundt, og inde i båden pulser der nu 600 dejlige watt ind på batteribanken. Så er der mere kraft til el-motoren.

Løft mod hækken
Så begynder bådens agterparti langsomt at løfte sig. Båden krænger, og den godt tre meter dybe køl skærer gennem vandet, løftet godt ud til luv, hvor en 1500 kg tung blytorpedo leverer rettende moment. Vandstrømmen i læ side stiger derefter mod overfladen, efterhånden som den nærmer sig den nye hæk med sine løftede chines.

Og til sidst kommer rorene. Vinklet seks grader forover, så der er balance, med tilstrækkelig areal foran roraksen, og med CFD-optimerede profiler. Alt sammen bygget i vakuumstøbt kulfiber/epoxy, gennem utallige arbejdstimer i en hal i Nord- havnen. Godt fire måneder tog hele processen.

Nede i den hvide salon, med bardisk og sækkestole, ligger jeg med fødderne på sværdkisten og nyder dagens sidste solstråler, som finder vej ned igennem lugen. Ja, Pi er genfødt som Chi.
Navnet kom til mig nærmest af sig selv, men efterhånden som jeg gravede etymologien (tag en google-pause, hvis du ikke kender begrebet) frem, blev navnet bedre og bedre.

Pi er som bekendt talværdien 3,14, som bruges til matematiske beregninger af cirkler. Derudover er det en bogstav i det oldgræske alfabet.
Det viste sig at lidt længere hen i bogstavrækken findes en slags X, som udtales Chi (Tji). Jeg kunne altså beholde en reference til bådens tidligere navn, og samtidig mindes min gamle båd, den hedengangne Miss X.
Hvis man bevæger sig over i østlig spirituel tradition, så er Chi betegnelsen for livskraft eller energi, og oprindelig betød det pust eller vind. Samtidig er det et kort navn, som fungerer på engelsk, og er let at formidle over VHF. Det er det rigtige navn for alt det, som båden er for mig.

Søsætningen
Nogen egentlig dåb fik jeg ikke arrangeret, men det føltes OK – det måtte komme spontant og som det nu blev. Vi knoklede som sindssyge den sidste uge for at blive færdige og komme i vandet. Venner kom og hjalp til, og søsætningen blev en smuk dag med besøg af folk, som droppede forbi og fik champagne i cockpittet.
Dagen efter riggede Jørgen og jeg masten i ro og mag, og sejlede for motor ud fra Jakob Jensens Bådeværft til pladsen i Langelinie. Cirklen var sluttet.

Ikke en hun endnu
I tiden efter har jeg bevæget mig rundt i mit nye fartøj og lært det at kende. Jeg elsker at være om bord.
Under dæk er det en nærmest genial planløsning med to store, åbne rum og en midtersektion rundt om sværdkisten med opbevaring og toilet.
Forude er et stort rum til sejl og den slags, med luge op til dæk. Bagved et af de fedeste soveværelser jeg har set i en båd. På den anden side af sværdkisten er en stor, åben salon med bardisk, sofa og pantry. Og under cockpit en stor dobbeltkøje.
Jeg strækker benene, går over og sætter kaffe på. Mærker at det er min båd. Chi er ikke blevet en hun endnu, det tager tid. Der er masser at lave endnu.
Men det skal nok komme. Det haster ikke. Nu er der tid til at nyde.

"Og nede i den hvide salon, med bardisk og sækkestole, ligger jeg med fødderne på sværdkisten og nyder dagens sidste solstråler, som finder vej ned igennem lugen."

Gallery

”KULFIBER ER JO PÅ ÉN MÅDE NOGET HELT ANDET END TRÆ, MEN PÅ DEN ANDEN SIDE ER DET HELLER IKKE SÅ FORSKELLIGT.”

6mR – 6-metere – har Jørgen Jensen et helt særligt forhold til. Han er tidligere verdensmester i klassen – i en båd han selv byggede.

Chi (tidligere Pi) er et projekt som har fyldt meget i Jørgens Jensens liv. Og det gør det stadig. Jensen er nemlig ikke kun bådebygger, men også en mand med kvalificerede og tit originale meninger om hvordan ting skal gøres og se ud. Dette er hellere ikke det første alternative bådprojekt han har været involveret i. Vi fik lige en snak i cockpit om ... ja, både. I det hele taget.

Har du egentlig altid vidst at du skulle være bådebygger?
”Jeg er fjerde generations bådebygger ... så for mig startede min livslange fascination af sejlbåde med min far, William Jensen. Man kan vel sige, at jeg blev indoktrineret fra jeg var helt lille. Men på den gode måde. Allerede som barn var jeg i min fars værksted i Svanemøllehavnen ved Studenternes Roklub. Da jeg gik ud af niende klasse, sagde min far at han havde fundet en læreplads til mig. På det tidspunkt havde jeg allerede skrevet stile i skolen om hvad jeg ville lave, når jeg blev stor, og de handlede alle sammen om at bygge både. Jeg havde også sejlet med min far lige siden jeg var helt lille. Så det faldt helt naturligt for mig at blive bådebygger.”

Hvad var det for nogle både du arbejdede med den gang?
”Jeg stod i lære hos Jakob Jensens Bådeværft fra 1980 til 1984. Samtidig arbejdede jeg hos min far. Jeg har været super heldig og privilegeret, som har haft sådan en dygtig far, det har altid hjulpet mig i mit arbejde. Han var særlig dygtig til træarbejde og design, så det var jo meget den type arbejde jeg også kom til at lave. Han købte gamle træbåde, som han så strippede helt ned, og lavede nyt dæk, ny kahyt, alt muligt. Mest meterbåde
– 7-metere, 6-metere, skærgårdskrydsere ... han har også lavet et hav af master. Det var også de både vi sejlede i, altså klassiske meterbåde i træ. Vi tog tit til stævner med ’de fæle’, altså DFÆL, Dansk Forening for Ældre Lystfartøjer. Min far var endda med til at starte DFÆL i Faaborg sammen med Bent Aarre. Så vi sejlede altid på sommertur efter de stævner der var.”

Du er vokset op med klassiske træbåde, og nu sidder du her i en ekstremt let vakuumstøbt kulfiberbåd med negativ stævn og sænkekøl. Det er jo en lang rejse! Hvordan er det gået til?
”Ja, hvordan er det gået til? Jeg ved det ikke rigtigt. Helt tilbage i 1989 var der en, som spurgte om jeg kunne bygge en kvarttonner i kulfiber. Det sagde jeg ja til. Og så har det med kulfiber ligesom forfulgt mig siden. Jeg er blevet rigtig glad for det, det er et fantastisk materiale. Kulfiber er jo på én måde noget helt andet end træ, men på den anden side er det heller ikke så forskelligt.
Når man bygger en træbåd, skal man lægge fibrene den rigtige vej. Og man skal sørge for at de er så lange som muligt. Og sådan gør man også med en kulfiberbåd. Så egentlig er de to ting jo ikke så langt fra hinanden. En bådebygger skal være god til at se på træet, hvordan årene løber ... og om det er en god kvalitet træ man bruger. Det er det samme med kulfiber, man skal være sikker på at man bruger en god kvalitet. Desuden skal man være meget pertentlig, når man bygger i træ. Det samme gælder for arbejdet med kulfiber. Men så stopper ligheden også her. I en træbåd er der jo massivt træ. Og i en kulfiberbåd er der to lag, som er afhængige af hinanden med skum imellem. Så der forsvinder ligheden.”

Den nye hæk er løftet 25 cm i siderne. Løftet reduceres løbende langs siderne, og møder den gamle chine fem meter fremme.

Hvad med den æstetiske nydelse, skønheden? De fleste synes træbåde har en skønhed, som man ikke finder i moderne komposit-både.
”Med træbåde er der en æstetisk nydelse i selve materialet. Det er der ingen tvivl om. Det føles godt at røre ved, dufte til og kigge på. Linjerne er lange og harmoniske. I komposit ligger skønheden nogle andre steder, for eksempel i at man udvikler noget nyt hele tiden. Det synes jeg i hvert fald er ret fantastisk. At man hele tiden sparker til et eller andet. Både når det gælder design, dimensionering, nye kulfibermaterialer ... det udvikler sig jo hele tiden. Der er også noget smukt i det.Pi-båden, som nu hedder Chi, har jo sin skønhed ved at den er anderledes. Den rykker ved et eller andet. Jeg kan godt lide at være en bådebygger, der skubber til grænserne. Det synes jeg allerbedst om.”

Hvad er en god båd for dig?
”For mig er en god båd en båd, der passer til der hvor man er i livet. Når man er ung, vil man jo gerne sejle jolle, være tæt på vandet, nyde det fysiske i det. Det er sådan lidt mere frit, det hele. Men stille og roligt bliver man større. Og så ændrer behovene sig. For mit eget vedkommende, så har jeg sejlet lidt jolle, men også rigtig meget 6-meter. Og nu har jeg lyst til at sejle noget mere komfortabelt.”

Er der nogle både du særlig vil fremhæve?
”Min kærlighed ligger meget hos 6-meterne. En 6-meter er fantastisk! Den måde de er designet og bygget på – alt er strukket til den yderste grænse, også rent konstruktionsmæssigt ... og så at sejle dem. Det er fuld sejlads, uanset hvor meget det blæser. Den har høj stabilitet og meget sejl. Så en 6-meter er noget helt særligt. Og så har jeg selvfølgelig et meget specielt forhold til Pi-båden. Jeg har brugt så mange timer på den, både med at bygge og sidde på café og diskutere løsninger, og få det hele til at gå op i en højere enhed. Det synes jeg er fantastisk. Jeg kan hellere ikke sætte tal på hvor mange gange, jeg har cyklet forbi den nede i Langelinie Havnen, cyklen har ligesom trukket den vej. Bare for lige at kigge. Og det vil den sikkert blive ved med, cyklen.”

Det er måske det største projekt, du har været involveret i?
”Ja, det er det. Og så er der også 6-meteren i træ, som jeg vandt VM og EM med i hhv. 2005 og 2006. Det var også et eventyr at bygge sådan en båd. Over fire år. En måned efter at den var færdig, tog vi op til Stockholm og sejlede VM. Og bankede dem alle sammen ud af banen. Vi vandt fem sejladser ... vi sejlede bare så stærkt. Og der var intet der gik i stykker. Så det er nok de to både jeg vil fremhæve. Ellers synes jeg det er svært at fremhæve nogen – jeg har lavet så mange både. Der er også dem min far og jeg har lavet sammen. Men igen, det handler jo alt sammen om hvad man har behov for. Hvor man står i livet.”

Hvis vi bliver lidt ved båden vi sidder i, hvad tænker du er dens stærkeste side?
”Det er at den er helt sin egen. Og den er virkelig gået hen og blevet en kendis. Også udover Danmarks grænser. Primært på grund af Michael og hans påfund. Og det synes jeg også er fedt. Det har været fantastisk igennem hele rejsen med ham, Michael har holdt fast ved sit koncept – 100 %. Han har troet på det, og han har gjort det. Og det er jeg virkelig glad for at have været med til. Jeg har også været glad for at få lov til at lave lidt om på den, som vi har gjort nu. Det bliver super spændende at se hvordan den kommer til at sejle.”

Hvordan har du fået sat dit aftryk på båden, altså rent bortset fra at du har bygget den?
”Altså ... hvis jeg ikke havde sagt fra i rigtig mange situationer, så var det hele kommet til at se helt anderledes ud. Men det ligger nok mest i detaljerne. Det kan være højden på kahytten, eller vinklerne på sæderne i cockpit ... masser af små æstetiske og praktiske ting, som designeren har lavet lidt for vinklet, eller måske for ekstremt til at materialerne kunne klare det. Den type ting har der været nærmest dagligt. Så det er en stor mængde små ting, kan man sige, som samlet set har ændret båden ret meget.”

Nu er du igen blevet selvstændig bådebygger. Hvad vil du helst beskæftige dig med, og hvad vil være en drømmeopgave for dig i fremtiden?
Det er nok at bygge nogle nye både. Det kunne være lækkert at bygge en stor flot båd til at bo i. Ikke en husbåd som sådan, men for eksempel en efterfølger til sådan en som denne her. Bare lidt større. Med lidt mere volumen, måske ét stort dæk man kunne gå ind i. Der findes faktisk tegninger til en version af en 16 meter, 4,5 meter bred var den vist. Vi var endda tæt på at begynde at bygge den. Men så blev det desværre aflyst. Jeg vil gerne bygge kulfiberbåde, meget gerne med el-motor. Det er en fantastisk kombination, som jeg gerne vil beskæftige mig mere med fremover.

”PI-BÅDEN, SOM NU HEDDER CHI, HAR JO SIN SKØNHED VED AT DEN ER ANDERLEDES. DEN RYKKER VED ET ELLER ANDET.”

Kølbladet er forstærket, og har fået en optimeret profil. Her sættes det nye laminat under vakuumtryk.

[ « Tilbage til Forsiden ]

PI ER BLEVET TIL CHI

Fem måneder tog det, fra de første prøvende blyantstreger, til Pi var blevet til Chi, og lå i vandet i sin nye skikkelse. Nu er der bedre vilkår for alt det saltvand, som i fremtiden skal passere under båden.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab