En ridslen i bækken
Arcona 435 sejler godt, og holder man af lyden af rindende vand, så vil man føle sig hjemme bag rattet, hvor båden et par meter agterude slipper vandet på en måde, der sender tankerne i retning af en af de nærliggende svenske elve. Nogle ville mene, at dette ikke er en hensigtsmæssig måde at slippe vandet, men det afviser den tidligere ejer og grundlægger af Arcona Yachts Togny Jansson, der deltog i testen som den ene af to Arcona eksperter. Han henviser til, at båden er designet på den måde med fuldt overlæg fra konstruktør Stefan Qvibergs side. Og tallene på loggen sammenholdt med ydeevnen i forhold til X46 understøttede denne forklaring.
Arcona skriver i deres pressemateriale, at deres nye både er jib boats, altså fokkedrevne både med selvslående fok. Alligevel havde man valgt at komme til testen med en båd, der var sat op med en 106 % overlappende fok med indhalere, så der kunne skødes helt tæt. Og det skulle vise sig at være fornuftigt for båden gik højt og havde godt med power også i let vind. Det blev til vendevinkler under 90 grader og man kunne gå 35-40 grader relativt til vinden, der sprang temmelig meget og varierede fra helt let til frisk til jævn. Farten lå mellem 7 og 7,3 knob, da der var mest vind.
I forhold til X46, der også er nomineret i performance cruiser kategorien, var den hurtigere især i det lette. Det skal her siges til X-bådens forsvar, at denne havde en selvslående fok, der havde på den gode side af en halv meter fra agterliget til salingshornene. Det manglende overlap betyder at der reelt ikke var nogen synergi mellem de to sejl.
På læns satte vi en 172 m2 gennaker vha. en spilerstrømpe. Sejlets tack-hjørne var monteret på det rustfristålbeslag på stævnankeret. Det gik også fint på læns. Farten steg til 9-10 knob, og man havde god kontrol og kontakt med båden fra rattet og det dybe ror.
Arbejdsforholdene for besætningen var fine på kryds. Stagvendinger blev foretaget uden problemer for den på dagen fem mand store besætning. Gennaker-sættet viste dog, at båden ikke er sat op til håndtering af to mand, som det ellers standard for mange både i dag. Manøvren krævende en rorsmand, en mand på fordækket, der tog sig af skøder og fald til gennakeren og styrede gennaker-sokken samt en pitman, der først tog sig af gennakerfaldet og efterfølgende gennakerskødet.
Mens storskøde og fokkeskøde havde op- taget de to cockpitspil blev gennakerskødet ført via fokkespillet op til den ene spil for at få den rigtige vinkel til at kunne betjenes uden kink. Og selv for en trænet besætning, som vi havde om bord, kunne det gå galt i skyndingen, hvor gennakerskødet kom på den forkerte side af storskødet.
Alt dette blot for at understrege, at båden under gennakersejlads ikke er let at danse med.