images/PLUS/Artikel/560/Dehler30OD/Dehler_30_OD.jpg
TEKST & FOTO torry lindstrøm

Jeanneau Sun Odyssey 29.2:

Jeanneau Sun Odyssey 29.2

Jeanneau’s nye Sun Odyssey 29.2 er det mest indædte forsøg på at presse alle de eftertragtede tursejlads-faciliteter ned på den mindst mulig plads:
Agterkahyt, pantry med isboks, navigationsbord, toilet, aflukket forkahyt og badeplatform. Det hele er skam med, indenfor rammerne af noget, der i virkeligheden er et 27-fods skrog.
Går det an?


Ja faktisk, hvis man regner med at sejle to voksne og et par børn, fordelt i agter- og forkahytterne, så køjerne i salonen sjældent bliver brugt, for de er kortere end 180 cm, så overnattende gæster skal sorteres efter mål.

Jeanneau’en er noget af det mest kompakte, vi har sejlet, og det signalerer den klart med sit udseende. Den er bred, har et meget højt fribord og stejl stævn. Man sidder højt i cockpittet, men det skaffer luft i agterkahytten, og overbygningen rækker helt frem til prædikestolen for at give højde i det forreste lukaf.

Når man entrer båden agten fra, er den "stor". Cockpittet er rummeligt med brede bænke, og det første øjekast ned i salonen viser, at den har det hele. Bedst er agterkahytten og toilettet, der er veldimensionerede med ganske fornuftig hovedhøjde. Der tilbydes 180 cm, og selvom det i begge rum kun er på et ret lille areal, er der nok til at kunne stå op og tage bukserne på.

Agterkahytten har et lavt skab med bøjlestang, og toilettet har en sjov "kasse" med dræn til vådt sejlertøj. Begge døråbninger til de to agterrum er dog til den smalle side, så selv sejlere uden specielt brede skuldre må gå sidelæns ind. Agterkahytten har en nydelig dobbeltkøje på 195 x165 cm, hvilket betyder, at man ikke engang behøver betegne den som "intim".
Mange indretningskneb men ikke "krympet"

Går man fremad i skibet, er det lidt presset. Man skal varpe sig ind på plads bag salonbordet, og der er ret smal passage forbi, når klappen i styrbord er slået ned.

Den todelte dør til forkahytten svinger ind i salonen og napper et stykke siddeplads fra bagbords køje. Køjernes længde er allerede bemærket, men de er iøvrigt udmærkede at sidde på. Forkøjen er i princippet over 190 cm lang, men den går helt ud i stævnens yderste spids, og en voksen kan ikke have fødderne under ankerbrønden.

Forkøjen er for børn og den er kun en køje, for der skal tages en plade og en hynde op i en udskæring ved døren, hvis man vil gå indenfor og lukke døren efter sig. Det er altsammen indretningskneb, som vi kender godt fra andre både, hvor det er blevet nødvendigt at klemme indretningen lidt. Vi har blot aldrig set dem anvendt så konsekvent overalt som her. Jeanneau’en virker alligevel ikke som en båd, der blot er en krympet udgave af en større version. Helheden er i orden, der har bare ikke været plads til flotheder.

Skift dog det betræk ud

Forkøjen, som alligevel vil blive anvendt som stuverum eller børnekøje, er blevet knebet til fordel for en storbådsagtig indretning agterude med L-formet pantry og navigationsbord. De to ting må supplere hinanden, for når morgenskafningen er i sving, er der knap plads til at skære rundstykker på pantryet, men det kan så foregå på kortbordet.

Pantryet har rimeligt med stuverum, men jeg tror man kommer til at savne en knivskuffe. Navigationspladsen er derimod nydelig med et dybt magasin under bordpladen. Kahytten i testbåden havde et kedeligt præg, som dog i hovedsagen skyldtes det triste betræk på hynderne. For en merpris på 1800 kr. fås de opmuntrende farver, som ses på Jeanneaus brochure, og de må absolut anbefales.
Den brede rig hjælper til den lave pris

Odyssey’en er et pristilbud i sin størrelse, uanset, hvad man kunne mene om et beløb på 430.000 kr.
Prisen for tilbudet er ikke svært at finde. Den tilbyder en økonomisk rig med ét sæt meget brede salingshorn og topvantene helt ud i borde, som ikke kræver nær så stærkt grej som de moderne, smalle rigge, vi er vant til på kapsejladsbåde.

Den brede rig vil vanskeliggøre brugen af en rigtig genua - Jeanneau’ens standard "rullegenua" er altså kun en 110 procents fok, og den skødes fint indenfor topvantene. Selvom riggen er en skandinavisk inspireret 7/8-type, tilbydes der ikke noget justerbart hækstag.

Under dæk skal man lede lidt mere efter, hvordan Jeanneau har fundet frem til den lave pris. Under hynderne er køjebundene hverken lakerede eller ventilerede, men det kan hurtigt klares med lidt gør-det-selv arbejde.

Vantene sidder direkte i hhv. skrogside og dæk uden under-støttende skot eller knæ, og kølen boltet direkte på bunden, tilsyneladende uden bundstokke som hjælp til at fordele kræfterne.

Men! Riggen med de enormt brede salingshorn og topvantene helt ude i borde giver andre fordele, såsom at der er god passage mellem vantene, når man går forud.

Båden er udpræget tursejladsrettet, og her sejler man sjældent med den genua, som Jeanneau’ens brede rig forhindrer. En genakker er en meget mere nærliggende mulighed. Letvejrssejlet, der er en let håndterlig mellemting mellem en spiler og en genua, flyver langt udenfor rækkevidde af denne rig og giver sejlglæde i let luft.

Selvom forstaget stod og slaskede på testbåden, lykkedes det os at sejle pæn højde til vinden, omkring 40 grader på kryds. Vi noterede os, at dens franske Elvstrøm-sejl stod glimrende. Farten var også acceptabel.

Vi sejlede i 6-8 m/sek vind, og man må nok regne med, at Jeanneau’en har sin stærke side her. Vi målte ca. 4,8 knob på bidevind, når vinden var flov, og i nærheden af 5,5 knob, når den øgede.

På foran for tværs accelererede den til 5,8-6,4, og på halv vind loggede vi 6-6,8 knob. Båden balancerer nydeligt på roret, og selvom rorpinden ved første blik virker noget kort, giver styringen en god bådfornemmelse med sikre reaktioner på rorudslagene og fin retningsstabilitet.
Kik på båd, men tag lommeregneren med
Cockpittet er stort med brede siddeflader og god bredde. Det er faktisk så bredt, at man virkelig savnede noget skridsikkert materiale i cockpitbunden, når båden krængede. En teaktræsrist er opført som ekstraudstyr til 6000 kroner, men man kunne også prøve at lave noget selv.

Den sparsomme rigning gør sig udslag i, at storskødet slet og ret er forankret i et fast øje i cockpitbunden, hvormed cockpittet er fri for en løjgang til at hæmme bevægeligheden.

Agterkahytten napper hele pladsen under cockpitbunden i bagbords side, men i styrbord er der til gengæld et ualmindelig stort og dybt stuverum, hvor den 50 liters dieseltank af halvt gennemsigtigt plast står fremme til direkte inspektion af brændstofbeholdningen.

Stuverummet er fornuftigt nok indrettet med en skrå hylde halvt nede i hele rummets længde, for der er over halvanden meter ned til bunden. Det er et rum, som kræver en ejer med initiativ og ordenssans, men under aktiv sejlads i god luft er det et problem åbne den meget store luge og finde de rette ting frem.

Jeanneau Sun Odyssey 29.2 er en båd, hvor man skal tage lommeregneren med og se grundigt på dens mangler, og hvad det koster at få den op til sin personlige standard. Vi tror ikke på, at tursejlere finder sig i at sejle helt så primitivt, som de bliver budt her, men båden lader til at have et potentiale, som vil belønne forbedringer.

Jeanneau Sun Odyssey 29.2


Længde, skrog: 8,50 m
Længde, vandlinie: 7,70 m
Bredde: 2,98 m
Dybgang: 1,40 m
Vægt: 2850 kg
Køl: 1010 kg
Kølprocent: 35%
Rig: Masthead, enkelt
saliingshorn mast på dæk, 13,5 m over vandlinie. Storsejl: 20 kvm.
Standard rullefok: 20 kvm.
Spiler: 53 kvm.
Motor: 9 Hk, 1 cyl. Yanmar saltvandskølet diesel.
Fast propel.
Kapaciteter,
Brændstof: 45 l
Vand: 100 l
Batteri: 70 Ah
Standardpris: 397.000 kr.
Transport fra værft: ca. 30.000 kr.



Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.