Formål og marked
Derfor var det med en vis spænding og en særlig interesse, at jeg kom kørende ned på Veddelev Havn ved Roskilde for at prøvesejle den lille original. Det er godt med nytænkning, men det skal jo også fungere, have et formål, og ikke mindst et marked. Det vil vise sig over tid, om det er tilfældet med SC20, men jeg var i hvert fald nysgerrig på at se fartøjet med egne øjne.
En lille AC-båd
Da jeg så den liggende ved kajen, forsvindende lille og spinkel, var min første tanke: Hold da op en mærkelig båd! Den har linjerne fra en langt større båd, så der bliver lidt miniature, og som man kan se, meget klassisk skærgårdskrydser over den. Samtidig er materialerne moderne komposit (E glas og vinylester i sandwich med hårdt skum).
Jeg vidste også, at der hang en køl nogenlunde magen til den, America’s Cup bådene havde frem til 2007 (AC Class version 5) under båden samt et dybt, smalt ror uden skæg. Og så, for ligesom at toppe det hele, er skabningen udstyret med fritstående, roterende kulfibermast – med trapez! Hm. Interessant ...
Bygget i Kina
Båden bygges i Kina, og er faktisk tiltænkt et internationalt marked. Den får også selskab af andre modeller, de fleste af dem større – men bygget på samme idégrundlag. Dansk import og salg af SC20 er i hænderne på Scansail ApS fra Veddelev ved Roskilde. Kort efter forlod vi havnen, Michael Andersen fra Scansail og undertegnede.
Båden er 20 fod, men der er altså kun plads til to voksne mennesker i det smalle cockpit. Båden har ret lange dæk – både for og agter. Måske kunne vi godt have haft et barn med, men så er der også fyldt op.
Der lå en lun, let vind over Roskilde Fjord, og solen skinnede. Det lille fartøj blev padlet ud til en pæl i havnen, hvor vi lige kunne hænge, mens storsejlet kom op. Der er ingen motor i båden, men der er plads til et beslag, så man kan bruge en lille påhængsmotor hvis man vil.
Ret unødvendig efter min mening, og synd for bådens linjer. Den selvslående fok er på rulle, og en gennaker, også på rulle, kan sættes med halsen ude i den lange, spidse stævn, godt foran forstaget.