Uendelig meget plads
RS i typenavnet står for Raised Salon, der på godt dansk er en ægte dækssalon. På den svane-agtigt elegante superyacht syner dækssalonen ikke stor udefra, men inde om læ er den næsten gigantisk, og der er masser af beskyttet plads til solbadning på ruffet.
Vi var inviteret med i en gruppe på ca. 25 journalister og fotografer fra en række bådmagasiner verden over, og vi havde god plads om bord.
Vi kunne også stort set alle være i det store centrale cockpit, hvor vi var beskyttet mod solen af en kæmpe bimini.
Richard Foster har været fast skipper på båden siden søsætningen i Jacobstad i Finland i 1999 og kender båden bedre end de fleste bådejere. På vores tur består besætningen desuden af to kvindelige gaster.
Ingen føling med roret
I en let vind sejler ”Anemos” let i nærheden af 8 knob, mest på grund af sin lange vandlinje, den høje mast og et imponerede krydsstel på 475 m2, fordelt på rullefok og storsejl på rullebom. Den laminerede sejldug er den nyeste udvikling til superyachts fra Dimension-Polyant med spectratråde.
Det ufattelige deplacement på 127 ton betyder dog at den accelerer så langsomt, at man knap bemærker det. Farten føles bedst på kryds, fra den fartvind båden uvægerlig genererer.
Der er så meget hydraulisk powerstyring i det dobbelte ratsystem, at båden ikke er særlig spændende at styre. I let og mellemluft er der overhovedet ikke føling med rorpresset, men det kommer der måske i frisk vind. Det giver en noget ”akademisk” form for styring efter instrumenter.