Ingen agterkahytter
Om læ giver bådenes brede unikke muligheder for indretning af salonen. Især fordi der ikke er agterkahytter i bådene. Dermed kan pladsen udnyttes helt anderledes effektivt. Det giver sig udtryk i to helt usædvanligt store langskibs pantryer og sofagrupper fra skot til skot samt store navigationspladser.
Vi har aldrig nogensinde set så store kortbord i en 43 fods bord som i Sense 43. Sjovt nok er apteringen spejlvendt i salonen i de to både, med pantry om bagbord i Sense 43 og om styrbord i Sense 50. Der er en praktisk konsol i midten af salonen i begge både. Den gør det meget nemmere at bevæge sig rundt om læ til søs, og rummer en ekstra lille klapsofa, samt mulighed for at montere en tv-fladskærm med hæve sænke-mekanisme.
Kontor eller køjeplads
Beneteau har taget konsekvensen af, at cruisingbåde i disse størrelser reelt sejles på langtur med små besætninger, så bådene har kun to kahytter med dobbeltkøje, en stor ejerforkahyt med god skabsplads og en gæstekahyt med dobbeltkøje. I begge både er den placeret om bagbord, mellem forkahyt og salon.
Der er et toilet med adskilt bruserum i 43’eren, mens 50’eren har fået et ekstra toilet mellem gæstekahytten og salonen. Her er også blevet plads til en ekstra kahyt om styrbord, hvor man kan vælge mellem en indretning som kontor eller to enkeltkøjer i etager.
Skarp chine som VO-racere
Sense-bådenes store bredde agter betyder at de helst skal sejle med lidt krængning, for at undgå for stor og farthæmmende våd overflade.
I praksis sejler bådene på en ny og asymmetrisk vandlinjeprofil fra stævnen og ud til hjørnet af hækken, så snart de krænger blot ca. 10 grader.
Samtidig har de fået et knæk i fribordet over vandlinjen som de hurtigste Volvo Ocean VO70’ere. Den skarpe chine skaber i teorien større stabilitet, så snart båden krænger og ”lægger øret til”, samtidig med at den giver båden bedre ”bid” i vandet og er med til at minimerer afdriften på så brede både. Det gør bådene hurtigere på bådfart og på WMG.
Overraskede i let vind
Det fik vi desværre ikke meget lejlighed til afprøve i praksis. Vi havde kun en ganske let vind, da vi sejlede med begge bådene. Til gengæld kunne vi hurtigt konstatere at de to relativt tunge cruisingbåde sejlede overraskende godt og hurtigt på kryds i så tynd luft.
Begge Sense-både er bygget over de samme skroglinjer og virkede meget letdrevne i den lette vind. Sejladsmæssigt virkede de meget lettere end deres vægt på 10 og 15 ton.
Især når de accelerede på mindre pust. Det var naturligvis ikke en acceleration som i lette sportsbåde, men alligevel en god pirrende acceleration, der gør det sjovt at sejle så store både i let vind.