Den velsejlende Omega 30 er en god og pålidelig turbåd i en glimrende kvalitet, og et godt bud på familiens første båd. Det er samtidig en konkurrencedygtig båd for nye sejlere med lyst til kapsejlads. Omega 30 sejler med en fin balance på roret og er nem at styre og manøvrere med. Den er født med selftacker til fokken.
Båden blev designet i 1982 af irske Ron Holland, der var en af den tids mest anerkendte båddesignere, og den blev hurtigt populær. Fra 1983 til 1987 blev der bygget ca. 300 både. Omega 30 findes i to versioner, hvor den originale A-version har stort pantry om styrbord. Det gav kun plads til en halv køje i samme side. Til gengæld kan bagbord køje nemt omdannes til en dobbeltkøje. A-modellen har agterkahyt med to enkelte køjer med egen indgang fra cockpittet.
Den senere S-model har større salon med et forlænget ruf og et stort moderne langskibs pantry. Agter er der to stikkøjer, men uden nedgang fra cockpittet. Denne model har også større stuverum agter. Den viste båd er ses hos Kronborg Marine til 270.000 kr. Det er en velholdt og meget veludrustet S-model fra 1984 med 15 hk Yanmar motor. Båden indeholder f.eks. al tænkelig elektronik. Fem Omega 30 har gyldigt DH-målebrev med GPH fra 653,8 til 633,2. Den svenske specialklub for Omega 30 er opløst i år, men klubbens hjemmeside med gode informationer og ”tipsbank” eksisterer stadig på www.omega30.se