Den nye 14 fods First 14 blev adopteret ind i den store franske Beneteau-familie, da værftet i sommer købte slovenske Seascape, og lod dem indgå i modelprogrammet som en ny serie af hurtige First både. Alle Seascapes fire både fortsætter uden ændringer og bliver fortsat bygget på værftet i Slovenien.
Sjovt nok byggede Beneteau for næsten 40 år siden en meget enkel Wizz tomandsjolle med wishbone bom, hvor skroget i høj grad minder om den nye First jolle. Wizz havde endda næsten samme data som First 14, men uden gennaker eller spiler. Jollen var sandsynligvis langt forud for sin tid, men der blev alligevel bygget 3625 joller over en 2-3 årig periode.
First 14 er som sine tre større kølbådssøskende tegnet af franske Samuel Manuard, der for længst har bevist sine evner til at designe hurtige og letdrevne både med høj skrogstabilitet. Mens de tre First kølbåde med sænkekøle i høj grad henvender sig til kapsejlere, så er dette dog ikke tilfældet med den nye jollelillesøster.
Andraz Mihelin, der er direktør for det slovenske værft nær Ljubljana, fortæller på jollens website, at den er skabt til at være sjov, simpel, praktisk og at det er vigtigt, at den er let at håndtere for fritids- og familiebesætninger.
First 14 er da også en meget enkel jolle, såvel skrog- som trimmæssigt. Jollen er helt åben fra stævn til hæk uden niveauforskelle i dørken. Det er helt tydeligt at riggen er i familie med dem på de øvrige nu First både, med mast og bom i kulfiber samt sejl med bred top i mylar. Masten er delt i to for nemmere transport, og riggen er med moderne omvendt kick, der ikke haler bommen ned, men derimod trykker den ned. Fuldstændig som på den olympiske 49’er. Jollen har to sværdkister til stiksværdet, hvor man benytter den forreste kiste, når man sejler med fok og gennaker og den agterste til sejlads som enmandsjolle med kun storsejlet.
Vi sejlede First 14 som tomandsjolle på Middelhavet syd for Barcelona en dag med let vind, dønning og gammel sø. Det var ikke de nemmeste betingelser, når besætningen tyngede den lette jolle med omkring 155 kg, men det klarede den alligevel i fin stil. Vi havde ikke GPS om bord, men den målte fart er ikke vigtig i en jolle som First 14. Oplevelsen af fart er derimod vigtig, og vi blev faktisk overraskede over, hvor hurtigt båden kunne krydse under de betingelser vi sejlede. Samtidig var jollen på en gang både let og udfordrende at sejle.