Storsejlet løber let op langs den hvide kulfibermast, og når fokken er rullet ud og skøderne justeret, er vi hurtigt i gang med at sejle. Der blæser en fin brise, 3-5 sekundmeter, og Luffe 3.6 finder hurtigt balancen og begynder at accelerere. Båden sejler lidt som en af de klassiske entypebåde, måske i retning af en Soling, men samtidig er det også en moderne båd, med en helt anden type rig. Båden er levende på roret uden at være nervøs, den er let at sejle uden at være kedelig, den er kraftfuld uden at være vild. Stabiliteten sparker hurtigt ind i vindpustene, og sørger for en fin acceleration. De forholdsvis lange, lige linjer i skroget betyder, at der ikke er voldsomme reaktioner at vente i hård vind, og jeg tænker, at en bedre shorthanded-båd må være svær at finde. Der er ikke tænkt så meget som en millimeter måleregel ind i designet, Luffe 3.6 er tidløst velsejlende og hurtig, og vil være det uanset hvilken måleregel som måtte blive moderne på et senere tidspunkt. Men uanset; kapsejlads er helt bestemt noget man kan bruge båden til. Dog er den primært henvendt til tursejlere med høje kvalitetskrav, glæde ved sejlegenskaber og sans for æstetik.
Selvvendende fok
Vi krydser ud af fjorden – når vi skal vende, lægger jeg roret over, flytter mig over på modsat side, og sejler videre. Der skal ikke gøres andet – der er selvslående fok og ingen løjgang, så både fok og storsejl passer sig selv. Både fokkeskøde og storsejlskøde trimmes på spillene på ruftaget.
Trim af fokkens skødepunkt foregår ved at flytte skødet til et andet punkt i fokkens skødehjørne – her er nogle stykker at vælge mellem. Man kan sagtens få løjgang monteret, hvis man vil, men aktiv brug af kick kan være et alternativ til løjgang. På kryds i helt let vind, og måske også ved krap sø i forholdsvis lette forhold, hvor løjgangen normalt skal op i luv side, kan det dog blive svært at trimme storsejlet optimalt, når der ingen løjgang er.
Hurtig – ja, meget hurtig!
Båden vi sejler er udstyret med code 0 og gennaker, og vi vælger gennakeren på vej tilbage. Der er ikke bovspryd på båden – men som så meget andet, kan man vælge at få det monteret, hvis man vil.
Med gennaker i den vindstyrke, vi sejler i, er det selvfølgelig en meget disciplineret båd, men jeg er helt overbevist om, at det samme vil være tilfælde i rigtig hårdt vejr og stor sø. Det ville have været sjovt at afprøve, men sådan er præmisserne desværre ikke lige nu. Eftersom båden er så let, stabiliteten og vægtoptimeringen så god, og riggen så effektiv, er det mit bedste gæt, at Luffe 3.6 vil være en ualmindelig hurtig båd. Formentlig også hurtigere end andre, mere rendyrkede performance-både.
Men lige nu er det bare en nydelse at glide afsted langs skoven på den sydlige ende af fjorden, mens solen synker mod horisonten. Vi accelerer flot i vindpustene, og roret holder let båden på sporet.