Funktionelt cockpit
I cockpittet sidder kaptajnen behageligt i stolen bag rattet. Stolen har helstøbt ryglæn og armlæn, så man virkelig føler sig veltilpas. Ønsker man at have bedre udsyn ved sejlads og kigge ud over vindspejlet, er det muligt at slå kanten af sædet op, så det yder støtte ved stående sejlads. Når man ikke sejler, kan stolen drejes i retning mod L-sofagruppen. Under sædet er et åbent stuverum til et par små fendere eller tovværk. Sædet kan skydes frem og tilbage afhængig af hvor lange ben kaptajnen har.
Modsat kaptajnen er der et sæde med plads til en passager. Det er ikke et særskilt sæde, men en del af sofagruppen med et ryglæn med to funktioner. Når man sejler virker ryglænet som rygstøtte til et passagersæde. Ved solbadning, kan ryglænet skydes frem i sejlretningen, så det kan bruges som rygstøtte ved solbadning. Længere nede i sofagruppen er en solplads på tværs. Over denne plads er yderligere en solplads, hvor man kan ligge lige foran badeplatformen. Hvis dette ikke er solpladser nok, så er muligt med to mere i stævnen.
I midten af L-sofagruppen kan monteres et bord (ekstraudstyr). Når bordet er monteret er det lidt besværligt at komme ind i køleskabet, som også findes i cockpittet. Set i forhold til bådens størrelse er det et ret stort køleskab, der drives af bådens 150 amperes batteri.
Er der brug for at koge vand eller stege en friskfanget fisk, har båden en elektrisk kogeplade og vask med rindende vand. Vandtanken rummer 10 liter. Under midterhynden i sofagruppen er et kæmpe stuverum på over 1000 liter. I forhold til bådens størrelse gigantisk og med plads til bagage og vandski. Bliver det regnvejr er den heldækkende kaleche gemt væk bag sofagruppen, og kan hurtigt slås op.
Båden på landevejen
Ønsker man at tage båden med på ferie eller landevejen, kan den trailes på en 2500 kg bådtrailer. Til at trække sådan en trailer er en elbil nok ikke velegnet (ej heller lovlig), men det behøver ikke være en stor dyr 4-hjulstrækker. F.eks. kan en Toyota Proace kassevogn med en 120 hestes 2.0 liter dieselmotor klare jobbet. På papegøjeplader er det en bil til under 225.000 kr. og med plads til to passagerer udover kaptajnen.
Det kan give utrolig mange muligheder for en sejlervant familie, at man ikke skal sejle til den anden af landet, men kan tage båden med på slæb, og få nogle dejlige ture i nye omgivelser.