Vi sad fint, med udmærket udsyn, på styrepladsen, hvor der kan sidde to personer på sædet. Selve instrumentpanelet er mørkt og antirefleksbehandlet, og instrumenteringen er organiseret overskueligt med gashåndtagene og joysticket til motorerne indenfor bekvem rækkevidde.
Festlig dagsejlads og langtur
Vi sejlede standardversionen af Leader 46 med to kahytter om læ, med plads til fire overnattende personer om bord, men salonen oppe og cockpittet kan rumme langt flere.
Båden er godkendt til at have 14 personer om bord ved kystnær sejlads, så den er lige egnet til både festlig dagsejlads med vennerne og den store familie eller til længere cruising for en familie på fire. Der er dog mulighed for en ekstra kahyt om læ, og sofagruppen i salonen kan med lidt ekstraudstyr omdannes til en dobbeltkøje,
Bådens primære pantry er om styrbord om læ, lige overfor en stor sofagruppe. Der er desuden et ekstra udepantry i salonen, og der er mulighed for at installere en grill mellem cockpittet og badeplatformen. Denne store ”teak-strand” kan med hydraulisk ekstraudstyr sænkes ned i vandoverfladen til badning.
Ruffet kan nemt åbnes over salonen med en kæmpe elektrisk drevet skydeluge, salonen kan åbnes næsten helt ud mod cockpittet. Derfor kan Leader 46 hurtigt blive en åben solskinscruiser til sommervejret. Båden er i basisversionen med åben salon agter, men kan lukkes helt som en kabinebåd med dør og stort vindue, der kan vippes op under ruffet med et tryk på en knap. Den lukkede version er klart bedst egnet til det nordiske klima.