Fra færgen kontaktede vi ligeledes vores forsik- ringsmand, Sven Holmboe fra TopDanmark. Han fortalte, hvor omfattende det ville være at reparere båden, hvis distancematerialet var ødelagt. Mere sved på panden.
Vi var ligesom på vej, og det var ret mærkeligt den onsdag aften at blive modtaget af de utroligt søde sælgere, som var kommet direkte fra arbejde og i fuld sving med at klargøre båden. De anede intet – præcis som vi intet havde anet blot fire timer tidligere.
Vi gennemgik rapporten sammen – de havde ikke selv fået lavet en rapport, da de købte båden af den første ejer fem år tidligere. Ejerne var uforstående over problemet, og gjorde det helt klart, at de ikke ville slå mere af prisen.
Netværket arbejder for os
Alt blev stillet i bero, mens vi flyttede om bord. Vi ringede og sms’ede med en del venner, søgte råd på internettet mv. (gruer for telefonregningen...), mens sælgeren fyldte vand på, så vi kunne bo der. Venner sagde, at vi sagtens selv kunne lave en osmoseforebyggende behandling, og det ville jo ikke være så dyrt. Det blev en urolig nat.
Næste dag trak vi videre på vores utroligt gode netværk. Indehaveren af Bianca Yacht, Anders Leth Christensen, og Morten Hinrichsen fra Humlebæk Bådeværft gav os velvilligt en stor indsigt i, hvilke risici der var forbundet med fugt i konstruktionen.
Den bundbehandling, som Anders Sellström havde anbefalet, ville på Humlebæk Bådeværft koste cirka 30.000 kroner, og det var i grunden ikke så skræmmen- de, men hvis sandwichen var ødelagt, så snakkede vi flere hundrede tusinde. Og det var skræmmende.
Vi besøgte også Eliassons Båtvarv på Getterön og fik en grundig indføring i, hvordan vi kunne undersøge situationen nærmere. Den imødekommende sælger demonstrerede for os, hvordan man samler en søventil med skroggennemføring og alting – og forklarede, hvordan og hvorfor en amatør kunne komme grueligt galt af sted, hvis gennemføringen ikke blev monteret på yderskroget, men over hele sandwichkonstruktionen. Han fortalte også, hvordan vi kunne opdage tæring i skroggennemføringer ved at skrabe malingen af og se, om der var huller i messingen.
Anders Leth Christensen, der er søn af den op- rindelige ejer af Bianca, kunne ikke huske, om skroget i 320eren var massivt eller lavet i sandwichkonstruktion, men han satte himmel og hav i bevægelse for at finde svaret.
Dagen efter fik vi endeligt bekræftet, hvad sælger også havde sagt – at skroget var massivt. Altså ingen risiko for skader i nogen sandwich. Men hvorfor kunne der så være så høj fugtighed i skroget – når båden havde stået på land i 10 mdr?
Risikoen var for høj
Vi ringede igen til Morten fra Humlebæk, der fortalte, at der var høj risiko for osmose – uanset hvad den bådsagkyndige havde fundet. Værftet havde for eksempel haft en Bianca 107, der var blevet frikendt for osmose i en forundersøgelse, og da al maling var skrabet af, var der alligevel osmose i hele skidtet. Det kostede 100.000 kroner at lave.
Vi snakkede om det, sov på det igen og snakkede videre. Sideløbende med alle disse samtaler, kiggede vi igen og igen under dørken og studerede de andre mangler, som Anders Sellström havde påpeget.
Flere og flere små tegn pegede i retning af, at den første ejer havde været lidt af en klamphugger. En gør det selv mand uden håndværksmæssige kundskaber. Særligt sprang to små huller i dækket i øjnene. De var slet ikke repareret korrekt, og der kunne sagtens trænge vand ind i dækskonstruktionen.
En trist retræte
Vi fik ikke båden rigget til eller afprøvet motoren, før vi besluttede at trække os ud af handlen. Det har været en følelsesmæssig rutsjetur. Jeg havde allerede lagt en smule af mit hjerte i båden og hos de tiltalende sælgere, og jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre, da vi rømmede båden.
Det kan sagtens være, at båden kunne være sat i stand for 30.000 kr. på et værft plus prisen for nye skroggennemføringer. Men risikoen for, at det blev meget dyrere, var for stor for os. Det var den rigtige beslutning at trække sig, men man føler sig lidt dum, når man på den måde har brugt 6-8 pct. af sit bådbudget på en handel, der ikke blev til noget.
Og det er altså lidt af en ærgelse at sidde på en færge, når vinden er vinkel, og hele sejlklubben tror, vi kommer sejlende på søndag. Men hvad er der at sige? Vi er blevet 15.000 kroner klogere – og næste gang vi beslutter os for en båd, så bliver det helt sikkert nogle andre fejl, vi begår.